Fra Båndet.Nr. 1 - 2000.
Af Frits Larsen.
Guds tunge hånd
Sværere er dog de anfægtelser, som Gud direkte fører ém ind i, nar han lægger sin hånd på én. Jeremias klager:
"Mig har han ledet og ført i det tykkeste mulm, ja, hånden vender han mod mig dagen lang. Mit kød og min hud har han opslidt, brudt mine ben, han mured mig inde, omgav mig med galde og møje, lod mig bo i mørke som de, der for længst er døde. Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge lænker. Om jeg end råber og skriger, min bøn er stængt ude" (Klage 3,2-8).
Det synes underligt, at Gud kan tillade, at sådant sker, og at han ligefrem vil det. Men mange Jesu venner har oplevet, at Gud har muret dem inde. Tænk bare på Job og hans lidelser. Selv om det nu var Satan, som fik tilladelse til at handle, blev Jobs lidelser store (Job 2,13), og han blev stænget inde (3,23). Job gik gennem dybe anfægtelser, men han kom sejrrigt ud af kampen. Satan kan da heller ikke nå længere med os end Gud vil, selv om Satan skyder de hvasseste pile ind i det følsomme hjerte.
Det urene hjerte
Det kan give voldsomme anfægtelser, når Gud blotter vort urene væsen, og vi ser det, som rører sig i os. Angsten for, at det ikke holder for en at nå målet, kommer.
Troen vil svigte, og håbet vil vakle,
solen er borte, i sjælen er nat.
De onde tanker, misundelse, had, hovmod, egenkærlighed og selvoptagethed slider på erfaringer, følelser og oplevelser, så alt bliver så koldt og dødt og tungt. Ja til tider er det, som helvede åbner sig under én. En gammel kristen har sagt: "Den, Gud vil gøre gudfrygtig, gør han til en fortabt, den, han vil gøre vis, gør han til en dåre, den, han vil gøre stærk, gør han afmægtig, og den, han vil gøre levende, slipper han ind i helvedes gab. Den, han vil føre til himlen, sender han ned i helvedes afgrund".
Der er noget alvorligt sandt i det.
Anfægtelserne kan være frygtelige lidelser. Chr. Scriver siger: "Det er et tungt kors og den største trængsel, som den retfærdige og hellige, vise og gode Gud sender et kristent menneske. Det er åndelig lidelse og mørke, som griber sjælen".
Undertiden må Gud lade sådanne svære timer komme over mig, fordi jeg har svigtet evangeliet så meget, at jeg har følt mig bedre end andre, mere villig, mere åndelig og mere brugbar.
Og det er svært at klage under anfægtelsen. Da gennemlever man på ny den alvorlige sandhed, at man er fortabt. Når du som en gammel kristen mister fodfæstet, at du ikke længer tør tro, at du er Guds barn, da lider du nød, og den nød bærer du helst alene. Når du må klage for Gud, at Satan har magt over dig og kaster dig i ovnen, da er du i anfægtelsens ovn.
Hvad vil Gud
Men hvad kan Gud mene med at føre sine venner ind i anfægtelse, kval og nød?
Om målet med anfægtelsen sige Luther i en prædiken i kirkepostillen: "Hvorfor lader Gud sådant vederfares sine kæreste børn? Det sker ikke af vrede eller unåde, men af stor nåde og godhed for at vise os, hvorledes han i alle stykker mener os det venligt og faderligt, og hvor troligt han sørger for sine og fører dem, at deres tro stedse må mere og mere øves og blive stærkere, men særlig gør han det:
1. For at bevare sine mod formastelighed og mod at forlade sig på sig selv. Om de altid skal være stærke i ånden og føle idel glæde, falder de til sidst i hovmod og trodser på sig selv. Det må blive saltet og blandet for dem, at de ikke stedse føler idel åndsstyrke, men at troen skælver og hjertet bæver, så de må se, at de intet kan, når ikke Gud opholder dem med sin nåde. Således bevarer han dem i ydmyghed og selverkendelse, at det ikke skal gå dem som Peter. Således har salmisten sagt det:
"Jeg tænkte i min tryghed: "Jeg rokkes aldrig i evighed!" Herre, i nåde havde du fæstnet mit bjerg: du skjulte dit åsyn, og jeg blev forfærdet. Jeg råbte, Herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren" S1, 30,7-9. Derfor er anfægtelserne nødvendige, ja mere nødvendige end mad og drikke.
2. Gud anfægter de hellige, andre til eksempel til at forskrække de sikre og trøste de forskrækkede.
3. Gud vil gennem anfægtelserne lære sine hellige, at de må søge al trøst i Kristus alene.
En hård skole
Det er nu trods Guds vise mål med anfægtelserne meget svært at være anfægtet, og det går oftest hårdest til med de bedste hellige. Paulus havde det så svært, at han ligefrem mistvivlede om selve livet.
"Vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi måtte gennemgå i provinsen Asien, at en overvældende byrde, der oversteg vore kræfter, blev lagt på os, så vi endogså opgav håbet om at redde livet. Ja, i vore egne tanker havde vi fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke skulle sætte vor lid til os selv, men til Gud, der opvækker de døde." (2. Kor. 1,8-9).
Jo, den, som har så stærk en tro og er længere fremme i Guds skole end de mange nådesøskende, kan komme frygtelig i klemme. Det er altid godt at betænke, at man giver sig ydmygt og stille i sin Faders hånd og lader ham råde for én helt og aldeles.