Fra Båndet.Nr. 1 - 2000.
Af Frits Larsen.
Denne artikel af LMHs første forstander, Frits Larsen, er måske nok blevet til ved et skrivebord, men den er født i livet med Gud. Det er ikke teoretiske betragtninger, men erkendt og oplevet indefra. I anfægtelse er det godt at låne øren til en ældre kristen, der har været gennem den samme kamp, som man selv står i.
Skiftende tider
Ikke alle tider i vort liv er ens. Der er lyse tider, hvor solen skinner, og hvor det er let at tro. Der er andre tider, hvor solen skjuler sig, hvor Gud dækker sit ansigt til og ligesom trækker sig tilbage fra os. Måske de lyse solskinsdage mere hører de første dage til, og de mere skyede dage er tegn på, at opdragelsen sætter mere ind, i hvert fald er der meget at lære, når Gud skjuler sig.
De tider, hvor det er svært at se Himlen åben, kalder vi ofte anfægtelsestider. Der er tider, hvor troslivet angribes, hvor Kristus synes tabt, uden at Han virkelig er tabt. For de gamle troende var det ofte en prøve på deres kristentros ægthed, om de kom gennem prøvelser og anfægtelser. Det syn på anfægtelser er nok rigtigt. Det er i hvert fald meget sundere end det syn, at man er så stærk i troen, at man aldrig mere kan plages af tviv1.
Opleves forskelligt
Det er svært at være i anfægtelsens ovn. Det er svært at have kendt Jesus og så synes, at Han er blevet borte. Det er svært at være som glemt af Gud, at ligesom ane, at Han ikke mere tager sig af mig eller hører mig. Mange læsere har nok erfaret sådanne tider, måske nogle er midt inde i dem. Anfægtelser føles som den værste plage, sværere end sygdom, fattigdom og forfølgelse. Den angst, at man er faldet fra Gud og er under Guds vrede, er en tung sjælebyrde. Salmisten siger: "Vandene når mig til sjælen, jeg er sunket i bundløst dynd, hvor der intet fodfæste er - træt har jeg skreget mig, struben brænder, mit øje er mat af at bie på Gud". (S1, 69,2-4). Eller: "Jeg sygner hen, mine ledemod skælver. Læg mig, Herre! Såre skælver min sjæl; O, Herre, hvor længe endnu" (S1, 6,3-4)
Nu oplever ikke alle troende dette ens. Vi er ikke alle ens i temperament og karakter, alderen spiller en stor rolle, livsforhold, kald, ansvar og opgaver kan kræve forskellig opdragelse af os, og selv om de fleste kender noget til anfægtelser, kommer vi ikke alle lige dybt ind i dem. Det kan for enkelte være som en let sky, der går for solen en kort tid, for andre som at blive hyllet i en natmørk sky, så sjælen klager i angst: Jeg er bortstødt fra dine øjne" (S1, 31,23).
Anfægtelser kommer ikke tilfældigt eller planløst. Der er en dyb, alvorlig mening med dem, og selv om de kommer af mange årsager, skal de alle passere Guds kontro1,
Vore nederlag
Mange anfægtelser kommer af vore nederlag; vi fristes, en på et, en på et andet område. Ofte falder vi, selv om det ikke er i grove synder. For en er det uredelighed, for en anden usandhed, for en tredje lurvethed og forsømmelse, for en fjerde urenhed, for en femte had. Det direkte fald skaber sorg, mismod, ja, anfægtelse. David førtes ind i dyb smerte, selvanklage og i et tavst råb om hjælp (2. Sam. 16,1012). Eller kampen rejser sig af, at man i årevis har kæmpet med Gud om befrielse fra en bestemt fristelse, men der er ingen bønhørelse, så kommer til sidst det det mistrøstende håbløse, det tunge. Så kan man ikke holde fast, og så tror man, at alt er tabt. Det er ikke let at tro, at der ikke er sket det mindste skår i Guds kærlighed, trofasthed og omsorg. For enkelte består nederlaget i, at man har ladet sig lede ind i noget falskt, noget opblæst, som skuffer. Det kan nok skabe anfægtelse og sorg. Eller man er blandet sådan ind i verdslige forhold, at det langsomt stjæler frimodigheden, og i ensomme timer kommer angsten over, at alt måske er tabt. Det er ikke bare Peter, som går udenfor og græder.
Modgang
Andre alvorlige anfægtelser kommer af modgang. Når fattigdom og sygdom slår sammen om en familie, kan hjertet nok skrige i angst: "Har Gud glemt os?". Nar onde tunger gør den tilværelse, som i forvejen var brydsom nok, endnu tungere, og når mennesker, som før var så venlige, nu er så kolde, kan det nok trykke en kæmpende ned, så han taber tro og håb. Før var alle så venlige mod mig, nu kritiserer de stadig. Før lykkedes alt så godt for mig, nu er der ingenting som vil gå. Jeg kan ikke engang bede til Gud. Andre har gode børn, mine bringer mig sorg, og jeg har endda bedt for dem, fra før de blev født. Hvad er der i vejen? Har Gud glemt at være nådig? Ja, der klager sjælen mod Gud og siger: "Det båder ikke en mand, at han har venskab med Gud" (Job 34,9). Da kan nøden blive så stor, at det er umuligt at gå ind i helligdommen.
