Fra Båndet.Nr. 1 - 2000.
Af Frits Larsen.
Den dybe længsel
Men hvordan er det nu? Er der virkelig udgang af anfægtelserne? Hvordan kommer man i frihed igen?
Den anfægtede forstår ikke sig selv. Når hjertet sidder dybt beklemt, og der ikke synes meget håb, skriger sjælen endda fra det dybe. Det er en hemmelighed, at det hjerte, som ved en ny fødsel er forenet med Jesus, bærer på denne forbindelse, og når nøden vokser, vokser også længselen ud af smerten. Jesus var tabt for Tomas. Han regnede ikke mere med genoprettelse, men længtes i hjertet.
Hans suk var der. Sion udrækker hænderne (Klages. 1,17). Min hånd er om natten utrættet udstrakt. (Slm. 77,3). Ja, det er godt, det er sandt, som Luther siger, at Gud ser dig længere ind i hjertet end du selv. - Han ser hver længsel i sjælens dyb. Han våger ved vore sjæle. Mens jeg var overlegen og afvisende mod Herren, da han søgte mig op i verden, så har jeg nu som anfægtet en dyb, en lønlig længsel efter Jesus, så snart han bliver borte. Det er det, Gud har tegnet for os i Højsangen, hvor bruden har mistet sin ven og klager: Så lukked jeg op for min ven, men min ven var gået sin vej. Jeg var ude af mig selv ved hans ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svarede mig ikke". (Højs. 5,6). Den længsel i hjertet fortæller om, at der er håb.
Evig nåde
Men bedre er det, at Herren vor Gud aldrig hører op med at være nådig. Han skal nok komme i rette tid med sin miskundhed. Det er da også Jeremias, som fortsætter sin klage over, at Herren har muret ham inde med at sige:
"Herrens miskundhed er ikke til ende (har ingen ende), ikke brugt op, hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor". (Klages. 3,22). Ja, "har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde" (Klages.3,32).
Ja, der er udgangen. Gud, som lukkede til, lukker også op. Han har aldrig svigtet. Han svigter heller ikke dig, kære broder eller søster, som sidder beklemt i hjertet. Har han forladt dig et lidet øjeblik, så tager han dig til sig i stor barmhjertighed. (Es.54, gammel overs.) Du bliver ikke og er ikke glemt. Herren siger selv til sin ængstelige ven: "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit navn; kalder han på mig, svarer jeg ham, i trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham ære; med et langt liv mætter jeg ham og lader ham skue min frelse." (S1, 91,14-16). Nej, Herren vil ikke udslukke den rygende tande eller bryde det knækkede rør. Han vil føre sin ret frem.
Også i livets mørkeste stund
gælder deroppe nådens forbund.
For den anfægtede vil det være godt at samle næring af de gamle sange, som er blevet til hos Herrens venner, der selv har været anfægtede. Således har Gud velsignet os med sange fra H.A. Brorson, fra Lina Sandell og C.O.Rosenius, som nok kan hjælpe den ængstede sjæl. Hvad Ahnfelts sange har betydet for Gud, når han ville løse sine venner af nød, skal først evigheden opklare.
Øjnene ser Herren
Men anfægtelserne får altid et godt resultat. De giver hjælp. Da Job var kommet igennem sin lange prøvetid, kunne han se Herren med nye øjne. "Jeg havde kun hørt et rygte om dig, men nu har mit øje set dig". (Job 42,5). Det er hemmeligheden. Man lærer sin Gud at kende personligt. Man får set lidt af indersiden af ham. Ja, det går én, som det gik Paulus, at man i stedet for at være stolt af sin uddannelse og erfaring, roser sig af sin magtesløshed, fordi man netop ved den er stærk. Da ser man Herrens kraft fuldkommet i vor afmagt.
Det kan for den sags skyld godt siges, at Gud rykker de venner, som har stået anfægtelse igennem, en klasse op. Job blev forbeder - ham vil jeg høre, sagde Gud. Paulus blev sjælevinder. -
Og du og jeg. Hvad skal Gud nå med os? Kan vi tåle at gå gennem porten? Kan vi dannes til at blive forbedere og sjælevindere?
Sidder du i vanskeligheder i Guds skole, så vid, at der er en god udgang fra den ærefulde undervisning.
Ængstede hjerte, op at din smerte!
Kan du da glemme så rent, hvad du har:
Frelserens venskab, nåde, bekendtskab!
Endnu han lever og er, som han var.
