Fra ”Budskabet”Nr. 6 – 1986.
Af Efterskoleforstander Hans Peter Mogensen, Løgumkloster.
Bibelens sidste bog, Johannes' Åbenbaring, er en trøstebog. Hensigten med bogen er at bringe trøst til Guds folk, som er et folk i trængsel. I kap. 1, vers 9 læser vi: "Jeg, Johannes, jeres broder, som er fælles med jer om trængselen og kongedømmet og udholdenheden i Jesus, jeg var på den ø, som hedder Patmos, for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld."
Indre og ydre trængsel.
Når der er tale om trængsel, skal vi først gøre os klart, at Guds ord taler om 2 former for trængsel, dels en indre trængsel, dels en ydre.
Indre trængsel er den nød, synden fremkalder i en kristens hjerte. En kristen er stadig en synder, der har sin gamle natur, det Skriften kalder kødet. Han udsættes til stadighed for fristelser fra Djævelen og sit eget kød. Kampen mellem ånden og kødet varer hele livet og kan volde megen bitter smerte. Denne indre trængsel kender enhver sand kristen til.
I denne artikel skal der alene tales om den ydre trængsel, som Guds folk er udsat for i denne verden, dvs. forfølgelser for Kristi skyld. Det taler Jesus ofte om, f. eks. i sin udlægning af lignelsen om sædemanden, hvor han bruger udtrykket "trængsel eller forfølgelse for ordets skyld" (Matt. 13,21).
Johannes oplevede selv trængsel.
Åbenbaringsbogens forfatter, apostelen Johannes, er på øen Patmos. Han er der "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld". Det betyder, at han er landsforvist hertil. Årsagen er, at han har været et frimodigt Jesu vidne, og det blev ikke tålt. Som tusinder af russiske kristne i dag forvises til afsides beliggende egne, f. eks. Sibirien, blev Johannes isoleret på en ensomt beliggende ø i det Ægæiske Hav. Patmos blev hans "Sibirien".
Og nok kan mennesker isolere ham fra hans jordiske venner, men fra hans Frelser kan ingen skille ham. Den opstandne og himmelfarne Frelser åbenbarer sig for Johannes på Patmos. De syner og billeder, Johannes får at se, nedskriver han i en bog, så de ikke blot bliver ham selv til trøst, men er en trøstebog for Guds folk til alle tider. Derfor er bogen dybest set heller ikke Johannes' Åbenbaring, men Jesu Kristi Åbenring. (Ab. 1,9).
Johannes er fælles med Guds folk om 3 ting: Trængselen, kongedømmet og udholdenheden i Jesus. Kongedømmet er endnu en usynlig virkelighed. Men engang skal det åbenbares og blive synligt for alle. Det sker, når Jesus kommer igen, og Guds rige bryder frem i al dets herlighed. Den synlige virkelighed for Johannes på Patmos er trængslerne og udholdenheden i Jesus.
Guds folk - et folk i trængsel.
Åbenbaringsbogen forudsætter som en given kendsgerning, at Guds menighed på jorden er et folk i trængsel. Men er det nu også tilfældet?
Da bogen blev til, var det uden tvivl rigtigt. Selv om Johannes ifølge traditionen er den eneste af apostlene, der ikke led martyrdøden, har han i høj grad følt trængselen "på sin egen krop". Hans landsforvisning er som nævnt et led heri.
Hvad der gjaldt for Johannes, gjaldt Guds folk som helhed.
De 3 første århundreder af den kristne kirkes historie er en trængsels- og martyrtid, hvor millioner af kristne gik i døden for deres tro. Forfølgelserne hørte først op, da kejser Konstantin den Store i 323 gav de kristne i Romerriget religionsfrihed.
For Oldkirkens kristne var trængsel noget helt selvfølgeligt. Det "hørte ganske enkelt med" til det at være en kristen.
Senere i kirkens historie hører vi også ofte om forfølgelser og martyrdød. I missionssituationer, når evangeliet blev bragt til nye folkeslag, kostede det ikke så sjældent evangeliets budbringere livet.
I middelalderen blev de sande kristne ofte forfulgt af den romersk-katolske kirke. Tænk blot på et sandhedsvidne som Johan Hus, som blev brændt på bålet i 1415.
Trængsler i dag.
Hvordan er det så i dag? Er Guds folk udsat for trængsler og forfølgelser? - Ja, nogle steder er det sådan. Vi behøver ikke bevæge os så langt bort fra vort lands grænser, før vi skal passere det såkaldte "Jerntæppe", grænsen til den kommunistiske verden. Vi ved, at de kristnes kår her er helt anderledes end hos os i den "frie verden".
Vel er der forskel fra land til land, men generelt gælder det, at det ofte koster noget at bekende Jesu navn, spændende fra chikanerier, vanskeligheder for unge med at få en højere uddannelse, nægtelse af adgang til bestemte erhverv mv. til direkte forfølgelse, fængsling, ja, endog død.
Det er næppe ukendt, at mange kristne i Rusland siden revolutionen har lidt martyrdøden og formentlig endnu flere i Kina siden kommunisternes magtovertagelse der. Man taler endog om, at vor egen tid måske er den største martyrtid, Guds kirke har oplevet.
Hos os har de kristne vel ingen trængsler? - På baggrund af, hvad kristne andre steder må gennemgå, skal vi nok være forsigtige med at tale store ord om de "trængsler", vi udsættes for.
Og så er der alligevel også nogle hos os, som kan tale med om, hvilke drillerier og chikanerier, man kan komme ud for, hvis man bekender sig som kristen på sin arbejdsplads og i sin livsførelse tager konsekvenserne af det.
Vi kan f. eks. også tænke på, hvad den skolesøgende ungdom kan opleve, når de bekender Jesu navn i et helt igennem verdsliggjort skolemiljø, hvor ny-hedensk og kristendomsfjendtlig ånd er totalt dominerende hos elever, lærere og ledelse.
Jo, der er også mennesker i vort land, der ved lidt om, at Jesus havde ret, da han sagde: ”I verden har I trængsel." (Johs. 16, 33).
Bibelens syn på trængsler.
Vi skal se lidt på, hvordan Bibelen ser på en kristens trængsler. Som nævnt har Jesus selv forudsagt, at hans disciple skal have trængsel her i verden. Derfor var hans første disciple forberedt på det og havde et noget andet syn på trængsler, end mange nutidskristne har. De anså nemlig trængslerne for at være en nåde, ja, en udmærkelse fra Gud.
I Ap. Gr. 5 fortælles der om, hvordan apostlene blev stillet for det jødiske råd og anklaget for frimodigt at have forkyndt om Jesus. De blev pisket, og inden de blev 1øsladt, fik de forbud mod at tale i Jesu navn. Vi skal lægge mærke til deres reaktion: "Så gik de da bort fra rådets åsyn, glad over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld." (Ap. Gr. 5,41).
I Fil. 1,29 møder vi det samme syn: "Thi af nåde blev det jer givet for Kristi skyld ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld." Menigheden i Filippi har altså fået 2 beviser på Herrens nåde. Først selve troens gave, men dernæst i tilgift: At lide for hans navns skyld.
At lide og vanæres for Jesu skyld er altså noget, man agtes værdig til, en ekstra ære og udmærkelse fra Herren.
Dette syn er desværre nok sjældent i dag. Vi mener vel snarere, at trængsler er noget, vi helst bør undgå.
