Trængsel - tegn på fællesskab med Jesus – Del II af II.

Fra ”Budskabet”
Nr. 6 – 1986.
Af Efterskoleforstander Hans Peter Mogensen, Løgumkloster.
Læs del I her.


Skal en kristen søge trængsler eller helst undgå dem?
Skal en kristen direkte bede Gud sende trængsler og bevidst søge dem? - Nej, det skal vi ikke. Der kommer let noget meget menneskeligt, kunstigt og uægte over søgte trængsler.

Om biskop Polykarp i Smyrna (død 155) fortælles, at han på opfordring fra andre søgte ud på landet, da forfølgerne kom til hans by. Da forfølgerne senere søgte ham derude, gik han dem åbent i møde og blev senere brændt på bålet, mens han frimodigt priste Jesus, som havde frelst ham.

Om Nordens apostel, Ansgar, fortælles, at det var hans store sorg, at han ikke fand­tes værdig til at lide martyrdøden.

Men ingen af dem søgte martyriet, og Bibelen siger heller ikke, at vi skal søge trængsel. Men den siger heller ikke, at vi for enhver pris skal unddrage os trængsler og bede Gud bevare os for dem. Det er måske det, vi ubevidst gør, når vi ofte i vor takkebøn siger Gud tak for "de gode ydre kår", vi har, og "frit kan samles om Guds ord, uden at nogen hindrer os deri."

Hvad Guds ord anviser os er, at vi lever vort liv i samfund med Jesus som Frelser og Herre, og at vi er tro i kaldet til at være Jesu disciple og dermed det salt i verden, Han siger, at hans disciple er. Det vil få nogle konsekvenser for vort liv. Da skal vi nok møde modstand, ringeagt, hån og spot.

Når vi nutidskristne møder så lidt træng­sel, hænger det måske sammen med, at vi ofte er alt for feje og bange for at beken­de Jesu navn. Er vi blevet så tandløse og ufarlige, at ingen tager vor kristendom al­vorligt, og derfor heller ikke gider reagere imod den?

Sammenhæng mellem vækkelse og trængsel.
Hvis vor kristendom af verden opfattes som ufarlig, skyldes det lunkenhed og søvn hos de kristne. Lignelsen om brudejomfru­erne (Matt. 25, 1-13) viser os, at "da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn." Det er netop et ti­dens tegn. Vi trænger til at vækkes på ny af vor søvn.

Der er nemlig en sammenhæng mellem vækkelse og trængsler. Når Gud sender vækkelse, og mennesker vågner op af syn­desøvnen og kommer til sand tro på Jesus, ønsker de at vidne om deres frelser. Det kristne vidnesbyrd står stærkt i vækkelsestider. Men modstanden bliver også stærk. Satan raser for at hindre Guds værk, og mennesker er hans villige redskaber hertil.

I 1. Kor. 16,9 fortæller Paulus om den vækkelse, han står i Efesus: "Der er åbne døre for mig ind til et stort og virknings­fuldt arbejde, og der er mange modstandere!'

Enhver sand og ægte vækkelseshistorie bekræfter denne sammenhæng. Vi kan blot tænke på den modstand, vore fædre blev udsat for, da de i forrige århundrede gik ud med evangeliet til de forskellige egne af Danmark, hvor der hidtil havde hersket ån­delig død.

Hensigten med trængslerne.
I Åb. 1,9 er en kristens trængsler forbun­det med det, Johannes kalder "udholdenhe­den i Jesus". Dermed antydes, at trængsler­ne har en bestemt hensigt. De skal virke udholdenhed.

Det siges også andre steder i Skriften, f. eks. i Rom. 5,3b: "Vi ved, at trængselen virker udholdenhed." Og i 2. Kor. 6,4 skri­ver Paulus: "Som Guds tjenere anbefaler vi os i enhver henseende ved stor udholden­hed i trængsler.

Trængslerne skal altså hjælpe os til "at holde ud indtil enden" (Matt. 24,13). De skal nemlig gøre os afhængige af Jesus, vor Frelser, så vi ikke forvilder os bort fra ham. Den, som er i trængsel, må daglig sø­ge ind til Jesus. Derfor er trængsler også et tegn på fællesskab med Jesus.

Med dette som baggrund kan vi stille det spørgsmål, om "de gode ydre kår", vi har her i den vestlige verden, nu også er så go­de for Guds folk, som vi ofte mener. Må­ske er den venlige ligegyldighed, som ofte præger vore omgivelsers holdning til kri­stendommen og de kristne, en større fare end den bevidste modstand og direkte for­følgelse, vore brødre og søstre i den kom­munistiske verden oplever.

Karakteristisk i den forbindelse er en ud­talelse fra den ene af de 3 brødre fra DDR, som i 1984 besøgte Danmark. Ved deres sidste møde blev de af en i forsamlingen spurgt om, hvad vi kristne i Danmark kun­ne gøre for dem. Svaret var et modspørgs­mål: "Hvad kan vi i DDR gøre for jer kristne i Danmark?"

For dem var det helt klart, at de tilsyne­ladende gode ydre kår for Guds rige, de havde mødt under deres ophold i Danmark, ikke uden videre var til gavn for Guds folk.

I hvert fald møder man ofte hos brødre og søstre bag jerntæppet en trosfrimodighed og glæde i Herren, som vi desværre ofte savner. Jeg tror, det har forbindelse med deres trængsler. De kan sige med apostelen: "Vi priser os lykkelige over vore trængsler." (Rom. 5,3). De oplever rent konkret det, Paulus siger et andet sted: "Trøst har jeg fået i fuldt mål og glæde i overflod midt i al vor trængsel." (2. Kor. 7,4).

Jeg tænker f. eks. på en ung pige, jeg mødte i en forsamling under en rejse i DDR i 1985. Hun var datter af en højt­stående embedsmand og partifunktionær. Det var gribende at høre om, hvilken mod­stand hun havde mødt fra sit hjem og sine omgivelser, da hun blev en kristen. Hun var en levende illustration til Jesu ord om, at det kan være nødvendigt at hade, dvs. tilside­sætte, far og mor for at være en Jesu dis­cipel. Hun var slet ikke i tvivl om, at hen­des valg var rigtigt, selv om det havde ko­stet og stadig kostede kamp. Mest gribende var dog at mærke den glæde og fred, der fyldte hende. En glæde, der også deltes af den forsamling, hvor hun havde sit ånde­lige hjem.

Afrunding.
Trængsler er et tegn på fællesskab med Jesus, og de virker udholdenhed. De har fulgt Guds folk til alle tider. "Vi må igen­nem mange trængsler for at komme ind i Guds rige." (Ap. Gr. 14,22).

I den sidste tid inden Jesu genkomst skal trængslerne tage til og forstærkes. Jesus ta­ler om "en stor trængsel", som skal kom­me over jorden (Matt. 24,21). Dermed tænker han vel på en verdensomspændende kristenforfølgelse. Flere ting tyder på, at denne trængsel er nært forestående. Måske er den allerede så småt begyndt.

Menneskeligt set har Guds folk ikke lyse udsigter her på jorden. Men det må ikke få os til at tabe modet. For trængselen er "stakket og let". (2. Kor. 4,17). Og "den store trængsel" er et tegn på, at brudgommen, Jesus, snart kommer for at hente sin brud.

Efter trængselen følger herligheden hos Gud. Og vel er det sandt, at kun den, der holder ud indtil enden skal frelses. Men herligheden hos Gud får vi alligevel ikke som fortjeneste eller belønning for vor ud­holdenhed i trængselen. Vi får den alene for Jesu skyld. Han er Guds Lam, som køb­te os til Gud med sit blod, og som frier os ud af al trængsel.

Derfor hedder det om den hvidklædte skare, som engang skal stå for Guds trone:
"Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel." Åb. 7,14­-15a).