Fra "Budskabet".Nr. 6 - 1986.
Af Leif Kiil Sørensen.
(Læs del I her.)
Til fællesskab.
"Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham." Sådan siger Jesus i Johs. 6,56. I nadveren forenes vi med Jesus Kristus. Rosenius kalder dette for "højdepunktet af herlighed" ved nadveren. Tænk, synderen møder her sin skaber og frelser og får bekræftelsen på, at hans synder er ham forladt. Og på samme tid bliver han ét med Jesus - Jesu kærlighed, Jesu renhed, Jesu værdighed...
"Der er intet, der indgår en så uløselig forbindelse med os som maden, vi spiser. Altså har vor Herre Jesus givet os sit hellige legeme og blod at æde og drikke for i dybeste forstand at gøre sig til ét med os." (6)
Ved siden af dette nævnes i Ny Testamente også, at nadveren er indstiftet til fællesskab mellem de troende. For Luther spillede dette med foreningen af de troende i nadveren en fremtrædende rolle. Denne side af nadveren er meget svær at få øje på hos Rosenius. Det kan skyldes de historiske forhold, Rosenius levede i. Den åndelige situation i den svenske statskirke var langt fra opmuntrende, og da Rosenius ikke gik ind for, at man fejrede nadveren udenfor denne statskirke, kunne nadveren der ikke umiddelbart have karakter af fællesskab mellem troende.
Ikke desto mindre er det et træk ved nadveren, som efter både Ny Testamente og luthersk tradition mangler! Vores situation i dag ligner på mange måder den, Rosenius stod i. Så her er der stof til eftertanke, om vi på nogen måde kan finde en løsning på dette problem.
To vildfarelser.
"Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til." (1. Kor. 11,27-29). Med disse formanende ord af Paulus indleder Rosenius sin artikel "Hvem er værdige nadvergæster?" Anledningen til denne artikel er det frygtelige, at nadveren, som var ment til trøst og velsignelse for nogle kan være anledning til angstfuld bæven, ja endda til fordømmelse.
Rosenius nævner i denne forbindelse to skæbnesvangre vildfarelser. Den første er, at et hvilket som helst menneske ved en såkaldt "kristelig beredelse" kan blive en værdig nadvergæst. Her over for slår Rosenius fast, at "betingelsen for at kunne gå til Herrens bord på værdig vis er denne ene: at være en Jesu ven og discipel eller i hvert fald at nære et alvorligt ønske om at blive det." (7)
Da israelitterne spiste påskemåltidet aftenen før udfrielsen af Egypten, skete det med en hel række tegn på, at noget nyt stod for døren. F.eks. måtte de intet levne og de skulle spise i rejsedragt. Alt sammen for at vise, at de nu havde vendt Egypten ryggen. Overført på vores påskemåltid - nadveren - gør Rosenius det klart, at det at fejre den betyder et farvel til livet i synden. Det er ikke ensbetydende med et krav om syndfrihed, men "enhver, som til frelse vil modtage Kristus, skal i det, han gør, lægge fuld oprigtighed for dagen. Ikke komme for Herrens ansigt med falskhed i ånden." (8). En ret modtagelse af nadveren sker i troen på Jesus. Og tro er at komme til Jesus med sin synd, siger Rosenius.
Det er vigtigt for os at have for øje, at "Kristus ikke er kommen for at dække over den ubodfærdiges fremturen i synden, men ene og alene for at hjælpe dem, som med alle deres forsøg på selv at gøre sig fri fra synden kun opnår at blive mere og mere ulykkelige." (9).
Den anden vildfarelse, Rosenius nævner, er den, at nadveren skulle være et offer fra os til Gud. Nej, slår Rosenius fast, det er forkert! Han pointerer her over for, at nadveren er et nådemiddel, hvor det er Gud, som giver os. Derfor behøver ingen kristen at have betænkeligheder ved at gå til nadveren på grund af sin synd. Det er jo netop de syge, der har brug for lægen!
Synden er ingen hindring for at modtage nadveren. Snarere tværtimod. "Du bør ofte gå til Herrens bord, men i særdeleshed da, når du er vel skikket dertil, det vil sige, når du er tynget af mange og store synder." (10) Sådan siger Luther et sted, som Rosenius citerer.
Bekendelse.
Vi vil slutte denne artikel med et lidt fyldigere citat af Rosenius - en bekendelse, som også må være vores: "Så vil jeg da, den Herre Kristus til ære, gå fra nadverbordet med denne bekendelse: Vel er jeg en synder, så stor og uværdig, at min lige ej findes. Men det, jeg her har modtaget:
Jesu Kristi blod, som er udgydt til syndernes forladelse, skal gælde tusinde og atter tusinde gange mere end alle mine synder. Og vil fornuft og følelse protestere, så har jeg hans egne ord at holde mig til. Som støvgran i luften i forhold til et grundfæstet bjerg er alle mine indvendinger i sammenligning med et eneste ord af hans mund. Det vil jeg mindes også i morgen, i overmorgen og alle kommende dage. Gud hjælpe mig selv dertil!" (11).
----------------------------
NOTER (alle fra C. O. Rosenius' samlede skrifter, Hillerød 1950-57):
bd. XIII sd. 113
bd. XIII sd. 113
bd. XIII sd. 114
bd. XIII sd. 116
bd. XIII sd. 116
bd. XIII sd. 119
bd. XIII sd. 124
bd. XIV sd. 95
bd. XIV sd. 91
bd. XIII sd. 128
bd. XIII sd. 118
