Fra "Budskabet".Nr. 6 - 1986.
Af Leif Kiil Sørensen.
"Himmel og jord." Sådan beskriver Rosenius nadveren. Med så stærke ord karakteriserer han den velsignelse, en kristen får ved Herrens nådebord. I nadveren er det Jesus givet som offer for vore synder, der rækkes os i brødet og vinen.
Nadveren er et nådemiddel. Det betyder, at den er et middel for Gud til at nå os med nåden. Gud rækker os ikke nåden på alle mulige måder, men alene gennem nådemidlerne - ord og sakrament.
Et sakramente kan man kalde for et garantidepositium. (A. Valen-Sendstad). Altså en garanti, som vi får på Guds nåde. Nadveren er et sådant nådemiddel og sakramente, fordi Jesus har ønsket det. Han har ved indstiftelsen knyttet sig selv til brødet og vinen og giver her sig selv til garanti for, at han tilgiver synderen af nåde.
Der er ikke tale om nogen automatik i nadveren. Rosenius siger, at den sakramentale spisen og drikken intet gavner, om ikke den åndelige spisen og drikken er med. Jesus Kristus rakt til os i brød og vin må altså modtages i tro.
Spændingen.
Når vi betragter nadveren, er der en spænding, vi må være opmærksomme på, siger Rosenius. På den ene side det vi umiddelbart ser for vore øjne - brød, vin og nogle ritualer. På den anden side er der en indre virkelighed i nadveren. Her er det vigtigt, at vi ikke lader vores fornuft løbe af med os i bedømmelsen af nadveren. Vi må tage afstand fra vor fornufts nedvurdering af nadveren, fastslår Rosenius, og i stedet erkende, at nadveren er et under, som må tros. Nadveren er hemmelighedernes hemmelighed, hvori Jesus kommer til os.
Dette er mit legeme.
Den artikel, hvor Rosenius mest udførligt har skrevet om nadveren, hedder "Herrens nadver." I denne titel ligger dét afgørende, at det er Jesus, som har indstiftet dette måltid. Det gjorde han den nat, han blev taget til fange, med ordene: "Tag dette og spis det; dette er mit legeme. Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf; thi dette er mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.'' (Matt. 26, 26-28).
Det er Jesus. Han, som har været til fra begyndelsen. Han, ved hvem alle ting er blevet til. Han, som har frelst os ved sin lidelse, død og opstandelse. Det er ham, som har indstiftet dette nådemåltid for os. Med Jesus som "bagmand" er nadveren noget stort og umådelig værdifuldt for en kristen!
Dette er mit legeme. Det lille ord "er" pointerer Rosenius stærkt. Ordet er omdiskuteret, siger han, men læser man i Skriften, behøver man ikke være i tvivl om det. Rosenius nævner 2 steder fra 1. Kor. Først fra 10,16: "Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke fællesskab om Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi legeme?" Og dernæst fra 11,29: "Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til." På baggrund af disse ord af Paulus kan Rosenius konkludere: "Så er og bliver det da sandhed, at Jesus virkelig i sakramentet giver os sit sande legeme og blod at æde og drikke." (1)
"Hvad var nu Herrens tanke og hensigt med en så ophøjet og nådefuld indstiftelse?" (2) Dette spørgsmål går Rosenius i gang med at svare på, og svaret falder i 3. afsnit:
Til ihukommelse af mig.
Jesus indstiftede nadveren for vores skyld. Han vidste, at vi i vort kristenliv ville få brug for at mindes ham og hvad han har gjort for os. "Når det mørkner for vort blik, og vor kraft svinder hen, skal vi i fællesskab nyde hans legeme og blod og dvæle ved mindet om ham. Kort sagt: han indrettede hvilepladser ved vor vej, hytter, hvor den trætte vandrer kan søge ind og blive styrket og vederkvæget ved brødet fra himmelen, hans legeme og blod." (3)
Ligesom Israels folk fejrer påskemåltid for at mindes udfrielsen af Egypten, sådan fejrer kristne nadveren for at mindes vores udfrielse fra syndens og dødens magt. Den udfrielse, som Jesus har vundet til os. "Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus." (1. Kor. 5,7-8).
"Denne ihukommelse af forsoningens under, af Kristi blødende marterskikkelse på korsets træ, har sin store betydning for vort åndelige liv. Den river os ud af vor glemsomhed og søvnagtighed, renser vore øjne for det støv, som under vandringen fordunkler vort blik, maler både synden og nåden med deres rette farver, trøster, husvaler og styrker, genopretter barnetillidens fred og fryd i vore forsagte hjerter ag løfter vore sjæle fra det lave mod det høje." (4)
Til syndernes forladelse
Jesus gave sit liv for os. Han døde stedfortræderens død, så vi kan stå rene og retfærdige for Gud. Jesus har knyttet sit legeme og blod til nadverens brød og vin, sådan at han i dette måltid kommer til os for at overbevise os om, at vi har del i hans forsoningsværk. I nadveren siger han til os:
"Drik alle heraf! Drik her en kraftig modgift mod dine synders fordømmende magt, tag her imod selve løsesummen til pant på, at du, netop du er delagtig deri." (5)
Her er i sandhed en kilde til trøst for os kristne. Der er jo noget i os, som ønsker at gøre oprør mad Gud. Denne vor gamle natur stikker ofte sit hoved frem og vi falder i synd. Derfor kan vi let kamme til at tvivle på, om vi kan få tilgivelse. I nadveren kommer denne tvivl til kort. Her indbydes vi af Jesus til at komme og få bekræftelse på syndernes forladelse, siger Rosenius. Og det er alle vore synder denne forladelse gælder!
