Fra "Om lov og evangelium"Af Carl Fr. Wisløff.
(Læs del I her)
Et advarende eksempel fra søndagsskolen
Lad os nu tage et meget typisk emne fra samtalen i søndagsskolen og se, hvordan vi bliver fristet til at tage fejl, og hvordan vi kan hjælpes til at tale ret.
Vi taler med børn om himmelen. Et yndet emne, de gerne vil høre om.
»Hvem er det så, der kommer i himmelen?« Der kommer mange svar. Frøkenen stiller så lette spørgsmål i dag. »De som er søde.« Ja rigtigt, ja de som er søde. Husk at vi altid må være søde, ellers kommer vi ikke i himmelen. Men har I ikke mere at sige, du Per?« - »De der er lydige og læser deres lektier.« »Ja rigtigt,« - søndagsskolen har et stort ansvar over for sin verdslige kollega, og lærerinden er glad, fordi hun har flittige børn. »Altså hvis vi vil i himmelen, må vi være søde og lydige, gøre det som mor beder os om og gøre vores bedste i skolen.« Men så vil lærerinden gerne have en ting mere frem, og det kommer: »Men er der ikke noget mere, vi også skal gøre?« Tavshed. De forslag, som nu kommer, bringer intet nyt. »Jamen børn, er det nok at være sød? Må vi ikke også gøre noget andet: Er det nok, at jeg er sød og lydig?«
Nu går der et lys op for børnene. »Vi skal tro!« siger en af dem.»Ja rigtigt! Vi skal tro. Det er ikke nok at være sød, er det vel?« - Lærerinden er tilfreds både med sig selv og sine børn. Men ved du, du der lærer børnene noget sådant, at du lærer forkert. For hvad er det, du lærer børnene? Du lærer dem lov, gerning og ikke noget andet end gerning. Ingen kommer i himmelen ved at være søde. Heller ikke børn.
Det er lovens forkyndelse. For hvilken slags tro er det? Det er en tro, som i sig selv er en gerning. Den frelsende tro star ifølge Guds ord i modsætning til alle gerninger. »Af tro, ikke af gerninger.« Og et menneske bliver, efter ordet, ikke frelst ved, at det på toppen af sine gode gerninger også tror. Nej, han bliver frelst derved, at han kaster vrag på alle frelsende gerninger - og tror.
Og derfor siger Bibelen ikke, at de som er søde kommer i himmelen. »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de for Guds trone -.« Åb. 7. Det er vores syndefordærv, der gør, at vi ikke kan holde Guds lov sådan, at den bliver en himmelstige for os.
At blande lov og evangelium sammen - det vil sige at blande gerningernes vej og nådens vej til frelse sammen. Det vil igen sige at gøre frelsen til noget, som Gud og jeg arbejder på sammen. Jeg gør mit bedste og så gør Gud i sin nåde resten. Men det er så sandelig ikke bibelsk. Ved tro, ikke ved gerninger.« Gerningerne er en frugt af frelsen, ikke en betingelse for den.
Men netop over for børn er det så snublende nær at gøre denne fejl. Vogt dig! Ligesom du ikke selv bliver frelst ved lovens gerninger, gør børn det heller ikke!
Hvad er der nu blevet af dig, der mente, at det var ganske unødvendigt at skelne mellem lov og evangelium - i hvert fald for børn? Du bliver ganske enkelt nødt til at skelne.
Lad børn få hele sandheden
Men vi må gøre os umage for selv at være klar over disse sandheder, før vi taler til andre om dem - også før vi taler til børn. Vi må kende forskellen mellem gerningernes vej og nådens vej til frelse - ellers kender vi simpelthen ikke Gud og kan heller ikke vise andre vejen.
Vejen er den samme for alle. Vogt dig for at fremstille den på anden måde.
Og tænk, hvilken forvirring man ofte har forårsaget hos børn. Først - mens de er små - taler man »barnligt« til dem og mener at »dette med nåden og retfærdiggørelsen« forstår de endnu ikke. Derfor får barnet kun lov at høre meget lidt og ufuldstændigt om det. Lovens tale og formaningerne bliver derimod flittigt indskærpet barnet. Det er nu i sig selv også rigtigt at gøre. Men netop fordi nåden, retfærdiggørelsen og de andre »uforståelige« sandheder, som hører med, bliver meget lidt betonet eller helt udeladt, kommer man til at lære barnet loven som frelsesvej. »Hvis du skal i himmelen, så må du være sød.«
Når så barnet vokser op, bliver ung og voksen, så er tiden kommet til at lære det noget andet. Men da er det ofte for sent - vejen tit Guds hus er glemt. Og hvilken forvirring bliver der ikke med denne »nye« lære, som sandelig var både ny og ukendt for mange.
Det er vanskeligt nok for den vakte at tro sine synders forladelse for Jesu skyld. Gør det ikke endnu vanskeligere ved »foreløbigt« at »udelade« disse sandheder for børn. Lad børn få hele sandheden!
----------------------------
Kategori: Lederlitteratur
Udg: ELM-forlag
År: 1977
»Hvem er det så, der kommer i himmelen?« Der kommer mange svar. Frøkenen stiller så lette spørgsmål i dag. »De som er søde.« Ja rigtigt, ja de som er søde. Husk at vi altid må være søde, ellers kommer vi ikke i himmelen. Men har I ikke mere at sige, du Per?« - »De der er lydige og læser deres lektier.« »Ja rigtigt,« - søndagsskolen har et stort ansvar over for sin verdslige kollega, og lærerinden er glad, fordi hun har flittige børn. »Altså hvis vi vil i himmelen, må vi være søde og lydige, gøre det som mor beder os om og gøre vores bedste i skolen.« Men så vil lærerinden gerne have en ting mere frem, og det kommer: »Men er der ikke noget mere, vi også skal gøre?« Tavshed. De forslag, som nu kommer, bringer intet nyt. »Jamen børn, er det nok at være sød? Må vi ikke også gøre noget andet: Er det nok, at jeg er sød og lydig?«
Nu går der et lys op for børnene. »Vi skal tro!« siger en af dem.
Jamen, vil du måske sige. Lærerinden sagde jo også, at vi skulle tro?
Ja netop. Men hvad er det for en slags tro, som bliver en erstatning eller udfyldning af det, vi ikke magter over for Gud? »Det er ikke nok at være sød. Vi skal også tro.« Hvilken slags forkyndelse er det?
Og derfor siger Bibelen ikke, at de som er søde kommer i himmelen. »Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de for Guds trone -.« Åb. 7. Det er vores syndefordærv, der gør, at vi ikke kan holde Guds lov sådan, at den bliver en himmelstige for os.
Hvad er det, man har gjort ved at tale om, at man skal være sød for at komme i himmelen? - Man har blandet lov og evangelium sammen. Den mest skæbnesvangre fejl der kan gøres i forkyndelsen for både børn og voksne - og måske den mest almindelige.
Men netop over for børn er det så snublende nær at gøre denne fejl. Vogt dig! Ligesom du ikke selv bliver frelst ved lovens gerninger, gør børn det heller ikke!
Lad børn få hele sandheden
Lad mig slå det fast en gang til: Det, det drejer sig om, er ikke at servere et logisk opbygget læresystem, som børn skal tilegne sig som en lære. Men det drejer sig derimod om, at læreren selv har klarhed over disse sandheder. Så vil han også være i stand til at føre børn ind i dem.
Den rigtige skelnen mellem lov og evangelium er i sig selv ikke andet end den rigtige lorkyndelse om Gud og barnekåret hos Gud. For ved denne skelnen bliver det sagt os, hvordan Gud er i sin hellighed - og hvad hans kærlighed er. For hans hellighed er uendelig, ophøjet over al forstand og al diskussion fra vores side. Og hans kærlighed er ikke: »At se gennem fingre med« synderen, bare han gør sit bedste. Nej, den er: Guds miskundelige sindelag mod synderen for Jesu skyld. Derfor elsker Gud synderen, sådan som han er.
Den rigtige skelnen mellem lov og evangelium er i sig selv ikke andet end den rigtige lorkyndelse om Gud og barnekåret hos Gud. For ved denne skelnen bliver det sagt os, hvordan Gud er i sin hellighed - og hvad hans kærlighed er. For hans hellighed er uendelig, ophøjet over al forstand og al diskussion fra vores side. Og hans kærlighed er ikke: »At se gennem fingre med« synderen, bare han gør sit bedste. Nej, den er: Guds miskundelige sindelag mod synderen for Jesu skyld. Derfor elsker Gud synderen, sådan som han er.
Men vi må gøre os umage for selv at være klar over disse sandheder, før vi taler til andre om dem - også før vi taler til børn. Vi må kende forskellen mellem gerningernes vej og nådens vej til frelse - ellers kender vi simpelthen ikke Gud og kan heller ikke vise andre vejen.
Vejen er den samme for alle. Vogt dig for at fremstille den på anden måde.
Når så barnet vokser op, bliver ung og voksen, så er tiden kommet til at lære det noget andet. Men da er det ofte for sent - vejen tit Guds hus er glemt. Og hvilken forvirring bliver der ikke med denne »nye« lære, som sandelig var både ny og ukendt for mange.
Det er vanskeligt nok for den vakte at tro sine synders forladelse for Jesu skyld. Gør det ikke endnu vanskeligere ved »foreløbigt« at »udelade« disse sandheder for børn. Lad børn få hele sandheden!
----------------------------
Kategori: Lederlitteratur
Udg: ELM-forlag
År: 1977
