Af Aage Jensen.
Udgivet 1970.
(Som pdf-fil her.)
Enhver tid har sit eget ansigt, sin egen udvikling og skriver sin egen historie. Men aldrig har udviklingen været så markant og global som i dette århundrede. Jorden sønderslås, den smuldrer, gynger og skælver, den raver som en drukken og svajer som en hængekøje i storm - "den segner og rejser sig ikke« (Es. 24,19-20).
Her taler Esajas om endetidens begivenheder, verdens skæbnetime. I Danmark og mange andre af verdens førende kulturlande har vi i det sidste tiår oplevet vor tids mest gennemgribende kulturødelæggelse. Denne kulturødelæggelse, som den voksne generation har ansvaret for, har først og fremmest ramt vore børn og unge. Efter lægers og læreres anvisning lever mange unge i dag i promiskuitet, d. v. s. med kønslig omgang i flæng.
Fra de første skoleår bliver barnet undervist og oplært til at betragte seksuallivet som en mekanisme, der bør kendes, skønt barnet endnu ikke selv kan erkende noget seksualliv. I utallige tilfælde fører det til neuroser. Man kan over en bred front iagttage, hvordan ungdommen bryder sammen, ikke på grund af fysiske anstrengelser, men fordi de lever de voksnes liv i bestandig angst for følgerne af deres handlinger. Hertil kommer, at ungdommen daglig bliver udsat for massemediernes suggestion. Voldelige demonstrationer, ungdomsforbrydelser, upersonlig sex, larmende musik, der udtømmer og lammer bevidsthedslivet, bliver gennem radio og TV væltet ind over de danske hjem. Det er ikke ungdommen, der beder om den slags udsendelser, men de bliver dem påtvunget af uansvarlige kulturdemagoger. Som dødbringende gift bliver den slags udsendelser sprøjtet ind i ungdommens bevidsthedsliv og gennemtrænger legeme, sjæl og ånd.
Utallige unge er i dag psykisk invaliderede uden evne til koncentration og uden kendskab til de grundlæggende moralske begreber, der er nødvendige for et sundt og sandt ungdomsliv. Som et værgeløst bytte for tidens ånd og udvikling kastes de hid og did for til sidst at gå til bunds i et helvede af umoral og narkomani.
Hvad er årsagen til denne udvikling? Hvorfor går ungdommen til et så aktivt oprør mod den bestående samfundsorden? Det er ikke svært at svare på for den, som giver agt og ser og hører det, der sker med og omkring os. I tusinde år har kristen etik og det kristne menneskesyn været grundlaget for var kultur og vor opdragelse. Det gælder i vort land og i alle de vestlige lande. I over hundrede år har det været den vestlige verdens kaldstanke at undervise og opdrage vore børn og unge i den kristne tro, dens liv og lære og til at gå ud i al verden og forkynde evangeliet til et vidnesbyrd for alle folk og lære dem at holde alt det, som Jesus har befalet os.
Især det sidste tiår er det kristne grundlag for kultur og opdragelse blevet anfægtet. Radikale kulturprofeter har prædiket had til det kristne liv og den kristne læres grundlæggende principper. De er blevet kraftigt støttet af den liberale presse og de offentlige massemedier. De er blevet støttet af den moderne teologi og bibelkritik, som vel bærer kristennavn, men som har fornægtet kristendommens kraft, og som har udtømt Guds ord og bud for det centrale indhold.
Læg mærke til, hvem der i dag får de akademiske udmærkelser og de offentlige kulturfonds prisbelønninger. Det er ikke dem der på Bibelens grund kæmper for sandhed og retfærdighed, for kristen undervisning og opdragelse og for kristen sandhed og absoluthed, men det er ateister og nihilister*), det er folk med evne og frækhed til at vise og forherlige menneskets mest dyriske instinkter.
*) Ateister vil sige gudsfornægtere. Nihilister. Nihilismen betegner i filosofien den opfattelse, at sand erkendelse ikke er mulig. Ordet betegner en politisk trosbekendelse, der udbredte sig fra Rusland omkring 1890. Tilhængerne fornægtede al autoritet og alle principper og rettede angreb mod statsmagten mod ægteskabet religionen og kønsmoralen. Ethvert angreb besvarede de med terror og mord. Nihilismens mål var at tilintetgøre det bestående samfund og skabe anarki.
Under denne pression er vor tids mennesker blevet sønderslidte, vor ungdom er blevet hjemløs og rodløs. Et forfærdende stort antal trænger til psykiatrisk behandling, og årsagen er altid den samme: Der er ingen mening med livet! Når den guddommelige kærlighedens samfølelse, som Gud har nedlagt i mennesket, er blevet udtømt gennem et tøjlesløst, kødeligt begær, har sjælen nemlig mistet sit indhold og livet sin mening, og Satan har nået sin hensigt: ødelæggelsen af mennesket, legeme, sjæl og ånd.
Enhver udvikling bort fra kristen liv og lære får altid sine virkninger og har altid sine årsager. Det første er, at troen på Gud forsvinder. Man fastholder vel en slags tro på, at der er en gud til, at vi står under en højere magt og myndighed, som vil os det gode - og at vi skal være gode. Men det har ingen praktisk betydning, for troen på Gud er i virkeligheden gået tabt.
Men det, som vi oplever virkningen af i dag, tog sin begyndelse allerede i det 18. århundrede før, under og efter den franske revolution.
Den pietistiske vækkelse opstod i Tyskland under ledelse af Filip Jacob Spener. Han imødegik den døde rettroenhed og prædikede hjertets omvendelse til Gud. Men samtidig satte rationalismen ind. Oplysningstiden blev en varsling om frafaldet. Rationalismen stammer hovedsagelig fra den store, franske rationalist og humanist Jean-Jacques Rousseau (1712-78). Han vendte sig mod alt mystisk og subjektivt. Alt skulle skæres til efter fornuftens målestok. Alle samfundets ulykker stammer fra kulturen. Det onde i verden er ikke synd, for menneskets natur er god, og synden er kun en afvigelse fra naturen. Derfor lød Rousseaus parole:
Tilbage til naturen!
Denne fornufts- og naturreligion kunne kristendommen ikke overvinde. Men mennesket kan ikke undvære en tro. Vi er skabte til at tro, vi kan ikke stå alene. Mennesket kan ikke eksistere uden en gud. Vi vil derfor altid få at se, at hvor den ene tro dør, opstår der en ny. Da oplysningstidens mennesker holdt op med at tro på Gud, gav man sig til at tro på mennesket, og hermed blev der sat et fald i gang, som vækkelserne ikke har kunnet vende.
Troen på mennesket begejstrede. Det moderne demokrati kom til verden under slagordet: frihed, lighed, broderskab. Broderskabet blev det nu så som så med. Derimod blev ordet frihed det, der begejstrede, og som snart fik en tvillingbroder ved navn tolerance. Man fandt ud af, at mennesker nu engang er uenige, så lad os da finde os i denne uenighed og give plads for alle meninger. Frihed for Loke såvel som for Thor.
Men Rousseau glemte bare en ting, han glemte den sandhed, at mennesket er født i synd og er ondt fra fødselen af. Han glemte at spørge sandheden til råds, og hans ide blev en stor løgn. I ly af denne løgn steg Dyret op af menneskehavet. Vi fik den første verdenskrig 1914-18. Det rystede humanismens sind. Der kom igen en del vækkelser rundt om i verden, men sindene faldt atter til ro.
Så kom den 2. verdenskrig 1939-45. Som et brølende ildhav fejede den hen over verden, og millioner af menneskeliv gik til grunde i blod og tårer. Gaskamre og krematorieovne slugte ti millioner, heraf seks millioner jøder. Cirka halvtreds millioner mistede livet, blev dødeligt såret eller meldtes savnet ved fronterne, og som afslutning faldt den første atombombe over Hiroshima i Japan. Med dette skud dræbtes ca. 300.000 mennesker. Men det gik som under Egyptens ti plager, mennesket forbandede Gud for plagens skyld.
Den anden verdenskrig blev fulgt af et babelstårn af teknisk udvikling til brug både i krig og fred, en udvikling, der totalt har forandret verden. De fjerne kontinenter, ja selv himmelrummet er kommet os nær. De sultende udviklingslande ligger i dag som den fattige Lazarus ved den rige mands dør. Folk kan sidde i deres stuer omgivet af luksus og på skærmen se, hvordan børn og voksne dør af sult eller sprænges i stumper og stykker på slagmarkerne. Tropiske sygdomme flyves jorden rundt.
Til det tyvende århundrede hører endvidere raceproblemer, rustningskapløb, økonomiske og politiske blokdannelser, uløselige konflikter i Vietnam, etableringen af den nye stat Israel med den deraf følgende permanente spænding i hele Mellemøsten, en hidtil ukendt velstandsstigning i alle vestlige lande med den deraf følgende umoral, kriminalitet, narkomani og gudløshed.
Til det 20. århundrede hører også dannelsen af et verdenskirkeråd, hvor radikale økumener uden hensyn til ret eller vrang i tro og bekendelse virker for enhed over alle nationale og konfessionelle grænser.
Alt dette - og meget mere - hører det 20. århundrede til, og udviklingen går hastigt videre, så hastigt, at hverken nationale regeringer eller internationale organisationer politisk, administrativt eller økonomisk formår at følge med udviklingen. Man har tabt verden på gulvet. Man har ikke mere kontrol over udviklingen hverken i de store supermagter, i u-landene eller i de vesteuropæiske lande.
Det er imidlertid helt klart, at sandheden om mennesket hverken bekymrer den officielle kirke eller staten. Det er alene menneskets nuværende eksistens og den fortsatte udvikling, det gælder. Det er her og nu - og ellers Gud eller Satan i vold. Sjælen er tabt, Gud er tabt og evighedsperspektivet er tabt.
Der er kun knapt en tredjedel tilbage af dette århundrede, før vi skifter til et nyt, men fortsætter udviklingen med det samme tempo, som de sidste fem, ti eller femten år, og det er der vist ingen, der betvivler, kommer vor ungdom til at opleve en verden, der ikke har meget til fælles med dagen i går eller i dag.
Stillet over for denne fantastiske ekspansion vrider verden sig i fødselssmerte. Det er den fødselssmerte og uvidenheden om, hvad fremtiden vil bringe, der gør livet næsten uudholdeligt for mennesket.
Vi ved, at alle atommagterne har fingeren på aftrækkeren til atom- og brintbomben. Og man vil ikke tøve med at trække til, hvis man føler sig truet. Vi ved, at verdensøkonomien er kørt op i en spids og på et øjeblik kan vælte og rive hele den sociale velfærd med sig i dybet. Vi ved, at befolkningstilvæksten i de fattige lande på et øjeblik kan eksplodere. Vi ved, at den moderne teknik, kemi og biologi truer store dele af verden med forgiftningsprocesser, som kan udvikle uhelbredelige sygdomme. Vi ved også, at vi, selv om vi vægrer os ved at erkende det, er undergivet en livslov, som hedder: Som udsæd - så høst. Intet samfund og intet menneske kan indkapsle sine problemer, uden at det skaber et tomrum for efterslægten. Den udvikling, vi skaber i dag, skal vor ungdom høste frugten af i morgen.
I de sidste ti år har vi her i Danmark ophævet en række love, så det i dag er legitimt at bande i radio og TV, at spotte Gud offentligt. Det er lovligt at producere, sælge og forevise den mest perverse pornografi, at øve utugt og ægteskabsbrud.
Det er også blevet legitimt at dræbe det ufødte barn i moders skød. Nar lægen fører sit dræbende instrument ind gennem "porten til livets kilde«, vil tusinder af kvinders samvittighed skælve som for himmel og helvede: Har jeg lov til at dræbe mit barn - det lille menneskebarn, som fra Skaberens hånd ligger gemt på det sikreste sted i tilværelsen, det lille barnekammer i moders skød, beskyttet og værnet imod enhver infektion, undfanget og skabt til at fødes og leve som alle vi andre? Fra undfangelsens øjeblik er dette barn bestemt for en gudgiven moderkærlighed.
Med loven om kvindens ret til fosterdrab vil det hurtigt gå som i Hitlers koncentrationslejre. Hver gang der blev udtaget nye arbejdshold blandt jøderne til at dræbe deres brødre, blev disse vilde af rædsel og samvittighedskvaler ved tanken på de kilometerlange togstammer, der ankom med nye tusinder af menneskeliv, som skulle dræbes. Men når kapoernes pisk pløjede sig ind i deres kød, eller SS-soldaternes kugler perforerede deres krop, glemte de deres egen samvittighed over de umenneskelige lidelser. Det blev en rutinesag at fylde gaskamrene med nøgne børn, kvinder og mænd af deres eget kød og blod. Mennesket blev en maskine, der i et og alt rettede sig efter, hvad der var lov og orden i dette helvede.
------------------------------
Hæftet er udgivet på Dansk Luthersk Forlag, 1970
Efter foredrag holdt ved kursus for ungdomsledere.