Farerne ved at integrere Bibelen med psykologi.Fra Cicministry.org/commentary/
Af Bob DeWaay.
Spørgsmål til Psykologiske Integratorer
Jeg stiller følgende spørgsmål som nøgle-emner, der kræver svar, hvis præster og kristne medarbejdere i deres undervisning, tjeneste og rådgivning skal kunne stole på "Guds sandheder", som de er fundet i samfundsvidenskaben:
1) Hvordan kan vi acceptere eller forkaste de mange konkurrerende teorier, der bliver præsenteret for os i den nuværende litteratur, især når forskerne på disse områder ikke selv er i stand til at nå til enighed?
Thomas Kuhn, der er bredt respekteret indenfor den filosofiske videnskab, definerer begrebet "paradigme” som "universelt anerkendte videnskabelige resultater, der for en tid giver model-problemer og løsninger til de praktiserendes fællesskab". Han anfører, at meget tidlige arbejder indenfor videnskabelige satsninger ofte savner dette og giver eksempler på, hvornår de første paradigmer blev accepteret indenfor forskellige områder.
Om samfundsvidenskab siger han: "Det er stadig et åbent spørgsmål, hvilke dele af samfundsvidenskaben, der overhovedet har opnået et sådant paradigme.” Hvor er de almindeligt anerkendte videnskabelige resultater fra de sociale videnskaber? Det påhviler ikke de relativt utrænede kristne medarbejdere i de lokale kirker at finde dem, hvis forskerne ikke kan!
2) Hvornår har "Guds sandheder", som de findes i psykologi og sociologi, fyldestgørende og med rimelig sandsynlighed vist sig at integrere med fylden af den åbenbarede Sandhed, som findes i Skriften?
Nogle vil hævde, at da teologerne ikke kan blive enige om et sæt af åbenbarede sandheder i Skriften, står teologi, psykologi og sociologi på det samme usandsynligheds-niveau. Jeg kan ikke acceptere dette argument, da Bibelen er klar. De kristne kan kende de væsentlige sandheder, den åbenbarer. Evangeliske kristne og de fleste andre, der ikke afviser Skriftens myndighed, er enige om menneskets basale behov, som er omfattet af Skriften (såsom syndstilgivelse, den moralske kurs, mening og formål, der findes i at kende Gud gennem Jesus Kristus, forsikringen om evigt liv etc.). De fleste bibeltroende kristnes grundlæggende teologi er ikke nær så fragmenteret og forvirret som den fremherskende situation hos de sociale videnskaber.
3) Skal sandheder, som er indsamlet af skabelses-videnskaben, gives en ligefrem proportional signifikans i forhold til Bibelens åbenbarede sandheder, bedømt hermeneutisk (gennem ordentlig Bibelsk fortolkning)?
Dette spørgsmål er vanskeligt, og det er måske nødvendigt med yderlig forklaring fra kristne, som går stærkt ind for at integrere evangelisk kristendom med psykologi, antropologi og sociologi. Selv løsningen af sandhedsproblemet lader spørgsmålet om signifikans tilbage. Jeg har tidligere argumenteret for, at den store befuldmægtigelse, som den er angivet i Matt. 28:18-20, anviser os at undervise i, hvad Kristus lærte - ikke andet materiale. Ikke alt, hvad der er sandt, er relevant eller dybtgående. Hvad Kristus lærte, er relevant for det mentale og åndelige velbefindende hos kristne og andre, der har brug for Kristus.
4) Hvor mange præster og andre kristne medarbejdere har tid eller evner til at gennemgå strømmen af modstridende data fra disse områder og afgøre, hvad der er sandt, brugbart og relevant at integrere i hans eller hendes praksis?
Uddannede kristne psykologer har fortalt mig, at der er så meget materiale og så mange teorier, at de har måttet vælge nogle bestemte ud, der syntes at give mest mening for dem selv, og bruge dem i deres praksis. De har ikke gjort gældende, at disse er de bedste teorier, der er til rådighed – det er blot dem, som de selv synes at få de bedste resultater med. Dette er helt klart pragmatisk og mindre end den type videnskabelig præcision, som er nødvendig for trygt at kunne hævde at have nået til "Guds sandhed." Hvis uddannede fagfolk skal ty til dette, hvad skal den mindre psykologisk uddannede præst så gøre? Det er ikke særligt tilfredsstillende at opsnappe en aktuel bog om den nyeste pop-teori og bruger den.
5) Hvordan kan vi frigøre os fra (fjerne eller udrede) det okkulte og New Age fremgangsmåderne, som har været så stor en del af rådgivnings- og samfundsvidenskaberne i 1990erne?
Det er klart, at disse påvirkninger er store og mange. De har været en del af psykologien fra dens tidligste år, som det fremgår af Carl Jungs erklærede interesse i det okkulte og brug af "kosmiske ubevidste" tanker, som nu er et centralt tema i New Age. Dette vil ikke sige, at alle sociale videnskaber er okkulte, men at det okkultes indflydelse har været en integreret del af udviklingen.
Linjen mellem parapsykologi og ren psykologi er ikke klart defineret. Er sådanne begreber som ESP, åndelige energi-felter, mødet med andre personligheder igangsat under hypnose, visualisering og guidet billedsprog, indre børn med deres egne personligheder og hemmelige oplysninger at overbringe, trancer osv., som fremmes i mange populære psykologiske bøger og seminarer, så meget en del af erhvervet, at det gør det ubrugeligt for kristne? Der er alvorlige problemer her; hvem kan bebrejde præster, der beslutter at takke nej til alt dette?
6) Fører integrationen i kirken af den såkaldte "sociale videnskab" ikke nødvendigvis til udvikling af et psykologisk og sociologisk "præstedømme", som kan formidle deres uigennem-skuelige "sandheder" til de uindviede lægfolk?
I ApG 17:11 formanes brødrene til at søge Skriften for at efterprøve Paulus’ undervisning. Det var Paulus’ sædvane at gøre brug af Skriften for at vise, at Jesus er Messias (ApG 17:2,3 ). Hvilke "skrifter" kan de hellige søge til for at se, om over-bibelske, psykologiske teorier er sande? De befinder sig i den situation, at de må have tillid til den uddannede elite i disse spørgsmål.
I sin fremragende bog, "IDOLS FOR DESTRUCTION" fortæller Herbert Schlossberg om farerne ved, at elitære eksperter kører tingene for os: "Ved at kombinere sociale formål med ekspertise sættes scenen for en gnosticisme, hvor kun de specielle få har nøglen til universets hemmeligheder. Det er ikke noget, der kan læres ved at læse bøger, selv om eksperterne næsten altid er veluddannede. De skal også have de fornødne "sociale formål", da den viden, som er nødvendig for at køre samfundet, ikke blot kan meddeles rationelt. De er som Farisæerne, der lærte, at Gud ikke kun gav Moses en skriftlig lov, men også en mundtlig, der blev videregivet i generationer til de få privilegerede. Dette var nøglen til Farisæernes magt: de havde kundskaben til at låse betydningen af de fem Mosebøger op og var modtagere af en visdom, som ingen andre havde.
Flertallet, som jo ikke besidder esoterisk viden, har intet andet valg end at vende sig til eliten for at få deres liv håndteret. Bed aldrig "de oplyste" om deres generalieblad - det er en række af skjulte katastrofer - bare accepter den tro, at de har livets skjulte hemmelighed."
Schlossberg skriver om det amerikanske samfund, men princippet om herredømmet hos de, der har adgang til "esoterisk" kundskab (bestemt til kun at forstås af nogle specielle få) har lignende konsekvenser i kirken. Samfundsforskernes formodede sandheder og teknologier passer sikkert til denne kategori af viden. Der er et stort pres på os for at lægge vore og vore børns liv i hænderne på disse elitære sjæls-teknikere, der besidder "sandheder", som ikke er tilgængelige for fletallet af de præster og kristne, der kender Bibelen.
-------------------
Læs del I her.
-------------------------
Oversættelse: Lis Jensen
Source: http://cicministry.org/commentary/issue8.htm
