Uddrag af hæfte af Øivind AndersenUdg: Ordet og Israel
År: 1983.
Guds hemmelighed.
Tekst: Rom. kap.11.
(Side 33-34)
Derpå siger han: ”Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! "(v. 25). ”Hemmelighed” betyder noget, der er i Guds råd – noget, som mennesker ikke forstår, og som vi - ikke mindst, når det åbenbares for os - forstår, er en hemmelighed. Da skønner vi nemlig, at det er en hemmelighed i Gud, at Israel skal blive frelst på følgende måde: ”Der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind.”
Gud har altså besluttet, at et bestemt antal hedninger skal blive frelst – et antal, som Gud alene og ingen andre kender. Når dette antal er nået, så kommer der til at ske noget i Israel.
”Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob, og når jeg bortjager deres synder, da er dette min pagt med dem.”
Jesus skal åbenbare sig på Zion! På hvilken måde, det skal ske, tør jeg ikke sige noget om. Der er mange, som uddyber det i detaljer. Det tør jeg ikke gøre, for jeg har ikke fundet det sådan i Guds Ord, at jeg tør sige noget om dét. Men det er sikkert, at Jesus kommer til at åbenbare sig fra Zion, og dette kan ikke identificeres med det, som skete på korset, for korset stod ikke på Zion – Jesus døde udenfor lejren!
Men en dag skal han åbenbare sig fra Zion for Israel, og da skal jøderne få ham at se, og de skal se hen til ham, som de har gennemstunget. Så sker der det, at Gud opretter en pagt med Israel igen, hvor han borttager deres synder, og hvor denne nation bliver en levende nation. Da bliver der liv af døde i Israel.
Tusindårsriget.
(Side 34-35)
På det tidspunkt kommer Israel til at blive den ledende nation i al udbredelse af Guds Rige. Det kommer til at ske før den endelige dom.
Der kommer en tid på jorden, som omtalt i Johannes’ Åbenbaring, kap 20. Det bliver en fredens tid, som skal vare i ét tusind år. Johannes så en engel komme ned fra himmelen. ”Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede over ham og satte segl for…” Og der skal han opbevares, og så kommer der en forunderlig fredstid på jorden!
I denne tid er det Israel, som bliver den ledende nation. Dét er Israels fremtid. Vi kan være med til at fremskynde denne tids komme. I 2. Pet. 3 tales der om, at vi som kristne venter på og fremskynder Guds dags komme.
Der skal altså ske noget i hedningemissionen, før Jesus kan fuldføre alt dette med Israel. Ved at være tro i hedningemissionen er vi således med til at fremskynde og hjælpe Israel til at komme til det mål, som Gud har sat for det.
Ordet i Esajas 53 viser tydeligt, hvordan Israel en dag skal vidne! De skal ”se hen til ham, som de har gennemstunget” (Zak.12.10), og så skal de sige: ”Hvem troede, det vi hørte, og for hvem åbenbaredes Herrens arm?” Vi så ham, men han var ”uden skønhed og pragt til at drage vort blik.” Vi så ham, men ”vi regnede ham for plaget, slagen og gjort elendig af Gud.”
Ja, en dag skal Israel vidne: Vi har set ham, og han har været hos os, men degang forstod vi ham ikke, og dengang ringeagtede vi ham. ”Hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse,” og at alle Guds løfter, som var givet til menneskene og specielt til Israel, skulle få deres ja i ham, ved at plagen ramte ham! – Men nu vidner Israel om det! Nu ser de det!
-----------------------
Læs Forord til hæftet her.
Læs Del I her.
Læs Del III her.