Fra hæfte af Øivind Andersen Udg: Ordet og Israel
År: 1983.
Forord.
”Vi har ladet os dupere af traditionen", skrev sognepræst Georg Bartholdy i 1949, idet han henviste til traditionen om, at Israel ikke mere er Guds særligt udvalgte tjener og redskab blandt folkene, og at alle forjættelserne om Israels fremtid i Israels Land skal forstås på kirken.
Selvom Paulus allerede i romermenigheden gik stærkt i rette med dette syn og advarede kraftigt imod det, så kom det dog snart til at præge teologien hos en række kirkefædre, indtil det totalt gennemsyrede hele romerkirken.
Så indgroet var denne kirkelige tradition, at selv Luther ikke formåede at gøre op med den.
I stedet cementerede han den ved en særlig måde at læse Bibelen på.
Men en række mænd stod op og talte imod denne tradition:
F.eks. skrev højskoleforstander Frits Larsen i 1949:
” det er vigtigt for os”…”At bekende, at både” Det gamle og Det nye Testamente for os ”er Guds åbenbarede og givne Ord.” Vi går til ”hele vor Bibel” som et i alle måder troværdigt Ord fra Gud. Det er dette syn, som vi tror, at vi har fået af Gud, der har åbnet forståelsen for Israel.”
Kontorchef Eivind Sivertsen skrev ligeledes i 1949:
”Inkonsekvent var det, når kirken ufølsomt så Israels ulykker som en bogstavelig opfyldelse af de bibelske profetier, men ved hjælp af en sådan åndelig fortolkning vendte op og ned på forjættelserne om folkets håndgribelige genoprettelse, så de kunne komme til at passe på den selv; i virkeligheden er der her tale om en omgåelse af det skriftord, kirkens herre har erklæret for urokkeligt.”
Samme år skrev Georg Bartholdy:
”Det har for mig og for mange kristne israels-venner været dybt ydmygende at mærke, at det troende og bibelkyndige lægfolk hele tiden har været først og fastest i dette syn på Israel, fordi der står således skrevet og forudsagt, mens alt for mange præster, også alvorligt troende præster, endnu står uforstående og kritiske over for det, som Gud gør med sit folk og land.
Gud give alle troende, lægfolk som præster, at tro og tale som Guds Ord om disse ting, der angår Herrens ejendomsfolk og landet, han lovede dem til evig arv og eje.”
Allerede 20 år før – altså i 1919 - havde ovennævnte Eivind Sivertsen skrevet, at hvad angår fremtiden, så ”vil Israels historiske udvikling forløbe således, at de imod endens tid vil føres tilbage til deres land og opnå i alt fald en relativ politisk frihed; men så vil den sidste store trængsel nå dem og den endelige afregning komme under Antikrists, den falske Messias’s først dårende, men til sidst totalt ruinerende regimente. Ingen lade sig derfor besnære af, at Israels nationale genoprettelse står for døren; først når folket er blevet født på ny af vand og ånd uden kødelig menneskelig mellemkomst, kan det gå ind i det forjættede Gudsrige. Først når det sker, er hedningernes saga ude!”
I 1899 skrev tidligere rejsepræst i Indre Mission, C. Aschenfeldt-Hansen i sin kommentar til Ezekiel 36.1-15:
” Det vil blive store tider at opleve, når Israels Land atter grønnes og fyldes med Israels børn…” ”Verden vil studse, men Guds folk juble. Og ”de er nær ved at komme frem” siger Herren om de tider. Måtte Guds folk da ret leve i hellig forventning, give agt på tidens tegn og være glade i håbet.”
I 1882 skrev stifteren af Luthersk Mission, Christian Møller:
”På den ene side gløder jo snart overalt et rasende had mod jøderne. I nogle lande er det brudt ud i åbenbare skrækkelig blodige forfølgelser, og for resten kan det i vor urolige, gærende, oprørte tid bryde ud som en frygtelig verdensbrand, der gør jødernes tilværelse utålelig.”
Om Israels Land skrev han:
”ingen har haft fordel ved at have det. Nej, det er Herrens land. Det eneste, de kan gøre, er at ”nedtræde” det, så længe han tillader det, ”indtil hedningernes tider er til ende.” ”
Og videre skrev han: ”Tyrkiet iler sin opløsning i møde, og udsigten til Palæstinas frigørelse ligger nær. Måske der er gjort kæmpeskridt i den retning, før disse linier når at blive trykt. Ja, Gud forløse snart Israel af al dets nød!”
I hæftet ”For Bibelen og Israel” skrev højskoleforstander Frits Larsen:
”Der er meget i det gamle Testamente, som er opfyldt i Jesu forsonergerning, men også meget, som peger frem mod hans videre husholdning med det forløste Israel. Det er disse løfter, vi blandt andre øjner opfyldelse af nu. Dr. P. Fjellstedt skrev om disses opfyldelse i 1861 i sine samlede skrifter. Han så den nye stat, zionismen m.m., som noget, der måtte komme efter Guds Ord. For ham tilhørte Det gamle Testamentes mange løfter Israel og var endnu uopfyldt. Han skriver så klart om det, som må ske, at han i 1861 tegner årene 1948 og 49. P. Fjellstedts klarsyn i spørgsmålet Israels folk og deres komme til landet og deres omvendelse beror på, at han trods sin duelighed som teolog havde en urokkelig tillid til den hele Bibel, og på, at Gud åbenbarede for den kyndige den rette sammenhæng mellem løfter og opfyldelse.”
Sådan kunne vi fortsætte med at nævne forskellige Guds mænd tilbage i historien, som har sagt en nu næsten 2000-årig kirkelig tradition imod. Samtidig betegnes deres israelssyn af visse lutherske teologer i dag som et ”farligt og kødeligt syn, der skygger for evangeliet.” Hvorfor?
Øivind Andersen påpeger i dette hæfte, at når mange lutherske teologer ikke forstår dette med Israel, ”så skyldes det gammel luthersk teologi”, som sagde, ”at alle løfter var opfyldt i Kristus på en sådan måde, at det ekskluderede det syn, at når det gjaldt løftet om Israels Land, og i det hele taget, når det gjaldt de mere eksakte ting vedrørende Israel og nationerne.”
Vi har altså her at gøre med modstridende tolkningsprincipper, dvs. forskellige bibelbrug og dermed forskellige bibelsyn. Vi siger, at vi tror på Skriften alene, men mener vi det samme?
Svaret er et nej. Forskellighederne kommer frem, når det drejer sig om synet på, om alt i Skriften har samme værdi som inspireret ord.
Et bibelsk syn på Israel når vi kun frem til, når vi lader alt i Bibelen have samme værdi, rent inspirationsmæssigt, og derfor har det som vort mål at lade hvert enkelt ord i Skriften belyse frit af alle de andre ord, og omvendt lade alle de andre ord i Skriften belyse det ene ord. Vi kalder dette et hel-bibelsk syn.
Guds løfter igennem hele Bibelen til Israel og folkene og deres opfyldelse i fortid, nutid og fremtid har deres ja i Jesus Kristus. Jesus døde og opstod for at muliggøre den konkrete opfyldelse af Guds løfter.
Få mennesker har i vor tid som den norske teolog og bibelskolelærer Øivind Andersen gennem deres forkyndelse været med til at række evangeliet om Jesus til de nordiske folk.
-------------------
Læs uddrag I fra hæftet her.
