Uddrag af hæfte af Øivind Andersen. Udg: Ordet og Israel
År: 1983.
Guds Ord har ikke svigtet.
Tekst: Rom. kap. 11.
(Side 29-30)
Apostelen begynder med at stille spørgsmålet: ”Har Gud da forskudt sit folk?” Og så svarer han ganske enkelt: ”Nej, langtfra, også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte.”
At Gud forud kendte sit folk, betyder, at han på forhånd vedkendte sig Israel som sit eget udvalgte folk. Dét er Gud aldrig veget fra. Trods ulydighed og trods dét, at dette folk naturligvis ikke har fortjent det, har Gud sagt, at dette folk på en særskilt måde er hans folk blandt nationerne.
Endelig skal det siges, at et menneske – en israeler – ikke er frelst, fordi han tilhører dette folk. Frelsen ligger i barnekåret, og det skal vi også senere komme ind på.
I Rom. 9,6-7a står der: ”Dog er det ikke således at forstå, at Guds Ord har svigtet, thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, der virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom.”
Her er det altså spørgsmålet hvem, der er en kristen. Ikke alle er altså af Israel i åndelig forstand – dvs., at ikke alle hører til det frelste Israel. Ikke alle er Abrahams børn i betydningen Guds børn, alene fordi de hører til Israels slægt.
I v. 7-8 står der: ” Kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.” Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom.” – Det er altså de, som tror evangeliet, der er Guds børn. Dette ser vi igen i v. 16: ”Altså beror det ikke på den, der vil eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed.”
Men Gud har alligevel vedkendt sig dette folk, som sit særskilt, udvalgte folk blandt nationerne, og det har han gjort for at bruge dem. Og dette er Gud aldrig veget fra!
I begyndelsen af Rom. 11 gør apostelen Paulus da videre opmærksom på, at der er en rest tilbage af Israel. I grundteksten har ordet ”rest” den betydning, at på samme tid, som det er en rest, er det også et udgangspunkt for en videre udvikling.
Liv af døde for hedningerne, når Israel antager evangeliet.
(Side 30-32)
I vers 11 gentager han så det spørgsmål, som han begyndte med at stille:
”Jeg spørger nu: Det var dog vel ikke, for at de skulle falde, at de snublede?” – Og her betyder ”falde” at gå fortabt. Snublede de, for at de skulle gå fortabt? ”Nej, langtfra!” – ”Men ved deres fald”, og ”fald” betyder her det samme som ”overtrædelse” ligesom når vi taler om Adams ”fald”.
Israel har syndet – det er faldet – men det er ikke af den grund et fortabt folk. De snublede ikke, for at de skulle gå fortabt, men de er faldet ved deres overtrædelser og deres synd imod Gud, og det er ved deres fald, at frelsen er kommet til hedningerne.
Så fortsætter han: ”Men hvis deres fald betød rigdom for verden, og dét, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med!”
Dermed har apostelen gjort opmærksom på, at Israel skal komme til at få en meget stor betydning. Det, at Israel ikke tog imod evangeliet, har fået en vældig betydning. Det ser vi i v. 15, hvor der står: ”Thi hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så ikke deres antagelse bringe andet end liv af døde?”
Israel forkastede evangeliet. Ved dét kom evangeliet til hedningerne. Israel blev en rigdom for verden og blev til frelse for hedningerne. Da Israel forkastede evangeliet, kom evangeliet til at gå sin gang blandt hedningefolkene. Israel forhærdede sig som folk betragtet, eller sagt med andre ord: Situationen er den, ”at der er kommet forhærdelse over en del af Israel” (Rom.11,25)
Hvor underlig det end kan synes, så står der også i Rom.11,7-8, at det var Gud, som forhærdede dem, idet han har givet dem ”en sløvhedens ånd, øjne, de ikke kan se med, øren, de ikke kan høre med,” osv.
Paulus citerer her en profeti fra Det gamle Testamente – Gud har altså med dét at gøre, at Israel forhærdede sig, og det er en af de ting, som vi mennesker ikke forstår os på, men som hører med til Guds forunderlige plan.
Men dermed er også sagt, at der kommer en tid, da der bliver ”antagelse” – en tid, hvor Israel antager evangeliet, og da bliver det liv af døde. Åndeligt set er det døden, der hersker i Israel nu! Israel er ikke på nogen måde en kristen nation, og som Paulus kommer nærmere ind på det senere, så bliver Israel ikke frelst ved hjælp af sin jødedom. Det fremgår meget tydeligt af Skriften. Men den tingenes tilstand skal ikke vare ved, og i den sammenhæng, som vi ser i de følgende vers, er der en advarsel til os som hedningekristne.
Apostelen siger: ”For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste, om jeg dog kunne ægge dem, der er mit kød og blod, til skinsyge og frelse nogle af dem.” (v.13-14).
”Skinsyge” betyder her at tage Guds Ord alvorligt. Hensigten er, at jøderne skulle tage imod Ordet og blive frelst. Paulus håber at ”frelse nogle af dem.” Flere blev det ikke til i hans tid, men der har altid ned igennem tiden været nogle af dem, som blev frelst.
I dag kan vi vel sige, at der er flere israelere end nogensinde før, der blive frelst. Men på trods af det, er Israel alligevel åndelig død som nation betragtet. Vi kan ikke i dag tale om ”liv af døde”, når det gælder Israel som folk, altså som nation betragtet.
------------------------------
Læs Forord fra hæftet her.
Læs uddrag Del II her.
