Korsets evangelium.

Leder fra ”Båndet”.
Nr. 4 – 2003.
Af Mikkel Vigilius.

”I Kristus som korsfæstet findes den sande teologi og det sande kendskab til Gud.”

Ordene er Luthers. Når vi læser dem i dag, er det nærliggende at tænke, at de ikke siger noget væsentligt nyt. Vi har hørt det før og er vel enige om det her. Bør vi ikke komme videre til andre dele af Guds Ord og til kristenlivet i praksis?

Den lutherske betoning af korset er på ingen måde en hindring for at erobre hele Bibelens fylde eller for at udfolde et fuldt kristenliv i tjeneste, lovsang og mission. Betoningen af korset er ikke en hindring; den er en forudsætning!

Al bibelsk teologi har sit centrum i Kristus som korsæstet. Kun i lyset af Jesu lidelse og død for vore synder kan der tales sandt bibelsk og evangelisk om Guds væsen, om troen, frelsen, bønnen, missionen og om alle andre dele af Bibelens budskab.

Og alt sandt kristenliv udspringer af dette evangelium. Hvad gør mit liv til et kristent liv? ikke en række bestemte meninger og en bestemt livsstil, men min forbindelse med den korsfæstede. Han gør mig til en kristen! Ved hans stedfortrædende gerning er alt mit blevet hans og alt hans blevet mit. Hans kors bringer mig ind under syndernes forladelse, og herfra begynder det nye liv!

Troens liv skabes og fornyes ved korsets evangelium. Ved det modtager jeg Ånden og et nyt åndeligt liv indefra!

"Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred ... " (Gal 5,22) Det er netop disse frugter, jeg ønsker at se i mit liv. Men hvordan skal de komme?

Hvor er det befriende: Jeg hverken kan eller skal skabe dem selv. Ånden skaber dem. Og han gør det gennem evangeliet om Jesus som min frelser.

Jeg har én ting at gøre: at lytte til evangeliet, takke for det og hvile i det - hver dag!

"Åh, for et slag det er mod vores arme, stolte, selvhjulpne natur: Du formår ingen ting. Vil du ha Ånden, så må du blive stille. Og bare ved at høre, stille og uvirksomt høre og modtage barmhjertighed og forladelse, skal du få liv, den Hellige Ånd med dens frugter, glæde, fred og kærlighed." (C.O.Rosenius)

I evangeliet om Jesus finder jeg også kilden til en åndskraftig vidnetjeneste. Sande og ægte vidner bliver vi kun, når vi er glade for Jesus som vores egen herlige frelser.

"Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer," siger Jesus "men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene!" (Luk 10,17)

Skal vi være noget værd som vidner, så må vores glæde have den rette forankring. Resultaterne kan svinge. Baserer vi vores glæde på dem, er vi på gyngende grund.

Det, vi skal være optaget af - siger Jesus - er evangeliet! Vi må tage det til os igen og igen. Hør det: "Dit navn for Jesu skyld indskrevet i himlen! Du skal ikke dø, men leve - på grund af Jesus!" Da får vi trang til at vidne - om ham!

Vi kan ikke gøre os selv til vidner. Det kan kun Jesus. Og han gør det, når vi lever ham nær i tilegnelse af evangeliet om ham. Da åbnes der for en kilde med levende vand indefra!

"At forsøge selv at mande sig op til at vidne om Kristus nytter intet. Det bliver ikke til noget. Alt er så tungt og umuligt. Presses vidnesbyrdet alligevel frem, bliver det så kraftesløst og lunkent, at det ikke kan give noget liv. Derfor må alle vi, som vil arbejde på menneskers frelse, huske på Jesu ord om kilden i det indre. Et sundt og levende trosliv med ham er det eneste, som giver verden liv. Da først bliver der en kilde, som med indre tvingende kraft vælder frem." (C.O.Rosenius)

Nøglen til et liv i sand trosglæde, ægte vidnesbyrd og næstekærlig tjeneste findes i korsets evangelium. Det er Guds kraft både til retfærdiggørelse og helliggørelse - og forløsning!

I dette evangelium finder jeg kraften til at stå fast og holde ud i troen frem til forløsningen - uanset, hvad der møder mig af modgang og modstand. For evangeliet fortæller mig, at Gud er for mig - for Jesu skyld! Jeg er i hans stærke og gode hænder. Han, som i alle forhold ser og vil mit bedste. Han som elskede mig så højt, at han ofrede sin eneste Søn for mig. Skulle jeg kunne være noget bedre sted end i hans almægtige hænder? "Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" (Rom 8,32)

Hvordan Gud end fører mig her i livet, så ved jeg, at det altid går mod herlighed. Det er evangeliets løfte: at det går mod sejr, forløsning og nyskabelse - for Jesus skyld. Han er gået foran og vi følger efter mod en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor! Det ved vi, og derfor er grundtonen i kristenlivet under alle forhold glæde og fortrøstning ved korsets evangelium!

Der er guddommelig kraft, trøst og liv i dette evangelium ind i alle livsforhold. Men hvorfor oplever vi det da så lidt? Hvorfor oplever vi snarere evangeliet selvfølgeligt, trivielt og teoretisk?

Vi har netop sagt farvel til et elevhold på LMH (juli 2003). Afslutningsdagen blev usædvanligt rig. En lang række elever aflagde vidnesbyrd med samme grundtone: Her på skolen har jeg mødt Jesus som aldrig før! Jeg har fundet frelsesvished i evangeliet om ham. Jesus er blevet stor og herlig for mig. Jeg kendte evangeliet med hovedet, da jeg kom, men nu er det blevet liv for mit hjerte!

En anden hovedtone gik også igen: Her på skolen er jeg blevet rystet i mødet med Gud. Jeg mødte ham på en helt ny måde. Jeg blev bange for ham og bange for, at jeg ikke var frelst! Jeg så, at synden var alvorlig. Jeg kom i anfægtelse og i nød for min frelse.

Det er tankevækkende, at når Paulus i Romerbrevet vil føre os frem til frimodig tro på Jesus, så begynder han med at føre os ind i Guds vrede (Rom 1,18). Og her bliver han, til der intet er tilbage hos os selv. Til vi alle uden forskel står tomhændede og strafskyldige for Guds domstol. På denne baggrund bryder evangeliet om stedfortræderen frem som et under!

Luther var ikke i tvivl om, hvad der var årsagen til katolikkernes og sværmernes ringeagt for evangeliet. De havde ikke mødt Gud, som han virkelig er! De havde ikke oplevet den 'vredesberøring', som er indgangen til alt sandt trosliv.

Det havde Luther. Ganske enkelt ved at læse Bibelen! Han tog Bibelens ord om Gud alvorligt - og blev rystet af anfægtelse og angst ved tanken om, at han skulle møde ham.

Tænk, at det sker i dag også. Men hvor sker det sjældent! Vi kalder os vækkelsesbevægelser, men hvor ofte hører vi vidnesbyrd om mennesker, der oplever syndenød og angst for Guds vrede?

Kraften i Jesu kors åbner sig ikke for os, før vi selv gør erfaring af, hvad det drejer sig om i Jesu lidelser på korset. Først da ser vi: Han er under vreden - i mit sted! For mine synders skyld. Til frelse for mig! Da bryder troen frem - glæden og lovsangen!

"Om jeg for min del kunne tro, hvad Jesus siger til den lamme: 'Dine synder er dig forladt!' - At jeg ikke længere behøver at tænke på Guds vrede, så skulle jeg af fryd stå på hovedet, ja, alt skulle være sukker og guld for mig, ja, idel evigt liv." (M.Luther)

Gud er den samme i dag. I Ordet møder vi ham. Måtte det ske! Og måtte det for mange i vor generation føre til sand gudsfrygt, syndserkendelse og til jubel over korsets rige evangelium!