Leder fra ’Båndet’.Nr. 5 – 1999.
Af Hans Erik Nissen.
Ordet primitiv har en dobbelt betydning. Dels betyder det oprindelig og umiddelbar Det er noget godt. Men ordet har også en negativ klang i retning af: mangelfuld, uudviklet og ufuldkommen.
Det er tankevækkende, at samme ord går i to så forskellige retninger. Det hænger sammen med en indgroet fornemmelse hos os. Det oprindelige og umiddelbare er en god begyndelse, men bliver man i den, når man ikke ud over det uudviklede og mangelfulde.
Men gælder det også det åndelige liv?
Den primitive Paulus
Gud gav Paulus en indsigt og en kundskab, der har gjort hans 13 korte breve til en guldgrube. I dem er udtrykt tanker, der ikke skyldes noget menneske, men den levende Gud. De er indåndet ved Ånden. Bibellæsere ud over hele jorden fordyber sig i dem og vil gøre det, så længe jorden står. Ingen når bunden i den rigdom, de rummer.
Det forunderlige er, at de er skrevet af en mand, der trods sin store visdom og indsigt er ydmyg og hjælpeløs som et lille barn i sit gudsforhold. Det er ikke sandt, hvad Agrippa siger til ham: Den megen lærdom driver dig til vanvid. Hans dybe indsigt er gennemtrængt af hans oprindelige og umiddelbare forhold til en person. Teologi er ikke én sag og hjerteforholdet en anden. Den dybeste erkendelse er gennemåndet af et barns forhold til Jesus.
- Intellektualisering
Flere giver udtryk for, at forkyndelsen gennem de sidste årtier er blevet så teologisk. Hvad der siges, er læremæssigt korrekt, men de synes ikke, de får den hjælp, de tænger til. Det som siges, når ikke hjertet.
En af vore svenske elever har lånt mig et bånd, hvor Aksel B Svensson prædiker. Han var prædikant i Bibeltroende Venner gennem et langt liv. Han udgav et blad, Nya Väktaran. Det blev gennem årtier sendt til alle præster i Sverige. Halls prædiken er gennemtrængt af bibelsk substans, men samtidig tager han i åndelig forstand sine tilhørere ved hånden. Man kender sig selv, når han fortæller om sine egne troserfaringer og vanskeligheder Man lytter med undrende glæde, når han fortæller hvordan han fik hjælp, og man siger til sig selv: Så er der også håb for mig.
Da jeg dagen efter at have lånt båndet sagde til eleven: Nu har jeg hørt båndet halvanden gang, svarede han: Må jeg ikke høre det sammen med dig. Selv har jeg hørt det mindst 30 gange. Det er især beretningen om omvendelsen, jeg aldrig kan høre for tit. Dér fortæller Aksel B. Svensson, hvordan han blev løst gennem et Rosenius ord: Du kan være, hvordan du end er - dine synder er alligevel forsonede, borttagne, udslettet, forladte og kastet i havets dyb. Det skete i Kristi dødstime.
Det personlige
Sand og levende kristendom er mere end noget andet et forhold til Jesus som person. For mig er livet Kristus, siger Paulus. Det er et utrolig stærkt udtryk. Uden liv er alt tomhed og øde. Paulus er ikke vendt mod livet isoleret fra Jesus, for livet er Jesus. Kristus er alt for ham. Hans liv på jord er troens liv med Jesus - oprindeligt og umiddelbart. Han kender Jesus som den nærværende og evige. Intet hos ham bliver gammelt. Alt, hvad han skriver om ham, er præget af førstegangsmødets friskhed. Troens liv er en gang fra herlighed til herlighed.
Indsigt i de bibelske sandheder er vigtig, men de må aldrig blive en erstatning for kernen i troens liv: det personlige forhold til Jesus. Det intellektuelle forhold til Ordet er af samme karakter som farisæernes forhold til det. På trods af daglig gransken, forblev Jesus skjult. Grundtvig har ramt noget centralt, når han skriver:
Når hjertet med varme
om Ordet slår arme,
vor Frelser vi tager i favn.
Ordet er bestemt for hjertet, og vel at mærke det varme hjerte. Det skal som Kierkegaard siger, læses som et kærestebrev Det er jo, hvad skriften er:
Ikke en kærlighedserklæring til en helgen, men til den gennemtroløse. Gud elsker dig fortabte og fordømte menneske for sin egen skyld. Før verdens grundvold, er du udvalgt til at få barnekår gennem Jesu stedfortrædende offerdød.
Kærligheden som magt
Når jeg står over for Gud, som forkynder mig det, kan jeg ikke forblive uberørt. Der er magt i hans kærlighed. Den behersker og tvinger indefra. Jeg kan ikke synde mod en, der elsker mig så højt uden at få det dårligt. Jeg kan ikke forlige mig med, at der er skygger mellem ham og mig. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end selv at tage ham, hvis arme omslutter mig, i favn.
Det er svært at sige kristendommen farvel. Det er endnu sværere at sige Jesus farvel, når jeg ser ind i et ansigt, som er mærket af glædestårer over, at hans fortabte barn har fundet hjem. Det er mere end rigeligt at have trådt på hans kærlighed ved at forlade ham en gang.
Og er der noget rigere, end at elske igen - at lade troen slå arme om Ordet og erfare, at jeg tager Jesus i favn? Det er ikke alene ham, der holder måltid med mig - jeg gør det også med ham. Vi elsker, fordi han elskede os først.
