Nr. 3 – 2002.
Af Hans Erik Nissen.
Også i dag søger mennesker hjælp i vore sammenhænge. De ønsker frelse, men for mange er frelse blevet noget andet end tidligere. Før var det frelse fra den evige pine og gru, der ventede forude. I dag er det frelse fra det mislykkede, delte og splittede menneskeliv, hvor man er ved at gå til i følelsen af mindreværd og frustrationer.
Guds folks kald
Gennem kirkens historie har Guds folk altid i større eller mindre grad følt det som et kald at afhjælpe menneskelig nød. Man har taget ved lære af Jesus, som gik omkring og gjorde vel. Det skæbnesvangre er, når vanskelighederne på det menneskelige plan kommer i en sådan grad i fokus, at frelsen fra fortabelsen ikke længere er det ene nødvendige.
Menigheden har én opgave, som ingen andre kan varetage: at forkynde omvendelse til syndernes forladelse. Når Guds folk ikke fastholdes af det, taber saltet mere og mere sin kraft, og der bliver stadig længere mellem syndere, der omvender sig. Det er, hvad vi oplever i dag.
Intet nyt under solen
Situationen er ikke ny. Midt i 1800 tallet ønskede mennesker også først og fremmest at kirken skulle 1øse deres problemer. Det forsøgte mange præster at gøre, så godt de kunne. De ville bringe trøst til de tusinder, der levede under fattigdomsgrænsen i sult, sygdom, druk og elendighed. Var der nogen, der havde brug for hjælp, var det sådanne stakler.
Så oprejste Gud en mand, som fik øjnene op for en endnu større nød end den, han var omgivet af. Det var Søren Kierkegaard. Han vovede at sige, at det ikke var kirkens opgave at løse folks problemer, men at give dem et helt nyt problem:
Hvordan har du det med Gud? Han gjorde det ikke som den, der selv sad på den grønne gren. Han vidste, hvad nød var. Fem af sine seks søskende fulgte han til graven, før de var fyldt 33 år. Og på det psykiske plan vidste han indefra, hvad tungsind var. Menneskeligt set var hans liv en tragedie.
Én lykke havde han: Han fik et problem: Hvordan havde han det med Gud?
Tændt af frelsesspørgsmålet
Det problem gav han videre til flere i sin samtid, og det lød ud over vort land: Hvad gavner det et menneske, om han vandt den hele verden, men må bøde med sin sjæl? Evighedsnøden var langt større end den nød, man så for sine øjne. Gråd og tændersskæren i evighedernes evigheder er så frygteligt, at det ganske enkelt ikke tåler sammenligning med noget andet, hvor frygteligt det end måtte være. Der lød et råb ud over landet: Lad dig frelse fra fuldbyrdelsen af Guds vrede og dom, når han tilintetgør både sjæl og legeme i helvede.
Lykkejagten
I dag er billedet et ganske andet. I forhold til midten af 1800 tallet har vi overflod, men livet er ikke blevet noget paradis. Lykken ligger stadig forude som det forjættede land. Jagten efter harmoni i sind og sjæl fortsætter. Brikkerne står anderledes end før, men problemerne er dybest set de samme.
Ét problem synes vor tid dog at have lagt bag sig:
Hvordan har du det med Gud? Den trange port er blevet afløst af en portal så vid, at den mindste sympati for det kristelige er nok til bekendelsen: Men jeg er da også en kristen! Omvendelsen er erstattet af en velvilje, som kommer til udtryk gennem deltagelse i gudstjenester og møder.
Med en sådan grundholdning bliver det vanskeligste af alt ikke det at blive frelst. Det går langt på vej af sig selv. Nej, problemet bliver at komme vel gennem dette vanskelige liv. Det er, hvad Gud skal hjælpe til med. At få fred med ham giver sig selv, men at få fred med sig selv er en helt anden sag. Det evige liv ligger i forlængelse af livet her på jord. Men at få mening i tilværelsen hernede er ikke så ligetil.
Måske siges det ikke så usminket, men flere og flere psykologiske emner vinder indpas i møder, lejre og stævneprogrammer, for mange føler, at det er her de egentlige problemer ligger.
Tilbage til Ordet
Skal sandheden og sundheden i det åndelige liv bevares, sker det altid gennem en stadig tilbagevenden til Guds ord. Det må sætte dagsordenen, og Ordet gør det anderledes, end vi gør. Hvad der skal kæmpes for, svarer kødet og ånden vidt forskelligt på. Kødet siger:
Sæt alt ind på dit selvværd, din uddannelse, dit ægteskab, din livslykke. Ånden siger: Kæmp for at komme ind gennem den snævre port. Husets Herre lukker døren. Da er det for sent at banke og råbe. Når først ordene: Bort fra mig! har lydt, er der kun et evigt udenfor tilbage.