Leder fra ”Båndet”.Nr. 1 – 1999.
Af Hans Erik Nissen.
Gennem de senere årtier har spørgsmålet om kraft været mere end rejst. Talrige kristne ud over jord har været indfanget af det: Tusinder er rejst den halve verden rundt for om muligt at møde det, de manglede. Og mange har vidnet: Jeg har fundet det! Men var det sandheden? Hvorfor har mange frimodige bekendere stadig antennerne ude for at opfange de nye signaler? Hvorfor skal pilgrimsrejserne til USA gentages?
Men også blandt dem, der aldrig brød op, breder der sig en forstemmende erkendelse af, at det de tror, har alt for lidt gennemslagskraft - ikke alene i verden uden for kirken, men også i deres eget åndelige liv Mange spørger: Hvor megen kristendom er der tilbage i mit eget liv om nogle årtier? Hvordan vil det se ud i Guds menighed? Vil antallet af tomme stole forøges?
Det er altid godt at tage ved lære af historien. Under rationalismen i 1700 tallet forkyndte Voltaire, at kristendommens dage var talte. Det var ikke uden grund. Den kristendom, han så omkring sig, var uden saft og kraft. I dag kunne han have sagt det samme, hvis han kun så på Europa. For nogle år siden havde vi besøg af Linsey Brown, som arbejdede i det evangeliske studenterarbejde i Paris. Han har et indgående kendskab til den åndelige situation i Europa. Jo længere man drager mod syd, desto færre personlige kristne. Vi synes, at forholdene i vort eget land er alt andet end opmuntrende. Når du til Italien, er de fortvivlede.
Voltaire fik ikke ret, fordi ordet om korset er Guds kraft. Under de store vækkelser i 1800 tallet blev den korsfæstede aftegnet for tilhørernes øjne, og det vendte op og ned på alting
Vores fremtid afhænger af vort forhold til ordet om korset.
I megen lovsang er korset ikke nævnt. Den kristenhed, som har lagt korset bag sig, tappes for kraft. Man kan ophøje og prise Gud aldrig så meget, man kan skabe en opløftet stemning, men man efterlades med en underlig tomhedsfølelse Den gør én ensom og modløs. Man føler sig afmægtig over for syndens mange fristelser. Bag det hele nager den dårlige samvittighed.
Det eneste, som kan give os kraften igen, er en tilbagevenden til kraftcentret Korsets ord. Det tror de færreste kristne. Forsoningen anses for noget kendt. Men sandheden er, at intet har vi mere brug for end evangeliet.
På samme måde som man kan være legemligt syg uden at vide det, kan man også lide af en åndelig mangelsygdom uden at være sig det bevidst. Talrige af de kristne, som synes, at de mangler kraft, vil benægte grunden til deres tilstand: de er i underskud med fred. Denne velsignede, dyrebare hjertefred, som man kan trække sig tilbage til under al menneskelig nød, i sygdom, efter fald og nederlag og under Satans stormangreb.
Hjertefreden er forsoningsfreden. Det er blodets fred. Det er pagtsfreden. Det er freden over al forstand. Det er den fred, der gør en kristen uovervindelig.
Kraften er i Lammets blod.
Fylder forsoningsofret hjerte, tanke og sind, er kraften ikke noget, som skal søges. Da er din sjæl ét med kraftfeltet, og da bryder sejrstonen igennem.
Blodet og sejren hører sammen. Jo mere din tro retter sig mod Lammets blod og du løfter det frem for Gud i ben, lovsang, og tilbedelse, desto mere fyldes du af sejrskraft. Sejren ligger ikke i noget hos dig. Beslutninger, anstrengelse, nye metoder og målsætninger kan være aldrig så rigtige og gode - et mangler de: kraft. Men det er der i korsets ord.
I det nye år skal vi minde hinanden om, at vor tro skal rette sig mod et eneste: Vi vil ikke vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet.
