Vished i Hjertets inderste.

Fra 'Båndet’
Nr. 1 – 2001.
Af Hans Erik Nissen.


Frederik Wisløff fortæller i sine erindringer, Fra hus­mandspladsen:
Vi var 6 søskende. Vor næstældste søster var ånds­svag. Da Lilli var 10-12 år gammel, tog mor hende med til en skole for åndsvage for at tale med bestyreren. Han var venlig og forståelsesfuld. "Deres datter vil nok aldrig kunne lære at læse og skri­ve. Tag hende med hjem, og lad hende have det godt."

Mor var glad, og vi var alle glade. Lilli skulle få lov at være hjemme. Hun var altid flink og i godt humør. Hun havde svært ved at tale og forstod kun lidt af, hvad der blev sagt til hende. Når smådrengene på gaden dril­lede hende, syntes hun det var morsomt.

Lilli havde en mission i verden. Hun bandt hjemmet sammen. Vi oplevede hende ikke som en byrde. Hun var glad for os alle, og vi var glade for hende.

Lilli døde 21 år gammel af lungebetændelse. Der blev et stort tomrum, men vi for­stod jo alle, at det var til det bedste. "Jeg har altid bedt Gud om at Lilli matte dø før mig," sagde mor.

Da Lilli la i sin kiste, bøje­de far sig over hende og sagde dybt bevæget: "Du, kære Lilli, var far bare lige så sikker på at komme i himlen som du."

Frederik Wisløffs far var Johan Martin Wisløff. Carl Fr. Wisløff skriver om ham i sin kirkehistorie, at han hav­de en ubøjelig energi og usædvanlige lederevner. Han var en betydelig prædi­kant, hans forkyndelse var central bibelsk og blev frem­ført med inderlighed og varme. I hans tid som leder i Indre Mission steg abonne­mentstallet for "For Fattig og Rik" fra 2.000 til 60.000. Fra at være en lille bevægel­se uden eget kontor blev Indre Mission en landsom­fattende bevægelse.

Hvordan er det muligt, at Johan Martin Wisløff kan sige, som han gør ved sit barns båre? Man synes, at om nogen kan være vis på sin frelse, må det være et menneske som ham. Han har fået lov til at se dybt ind i de bibelske sandheder, og Gud har bekræftet hans tje­neste ved de medfølgende tegn.

Alligevel: kender vi ikke os selv i ham? Vi tror, at vi er Guds børn for Jesu skyld, men et er at sige det til sig selv og andre, noget andet er at gøre det, når døden gæster os. Da bliver dom­men - Guds dom - så nær­værende. Da er spørgsmålet et eneste: Hvad siger han, som har det sidste og ende­gyldige ord?

Hvor finder vi svar? Hvor får vi hjælp?

Først er det vigtigt at understrege, hvor vi ikke skal søge. Vi finder ikke sva­ret i det, vi selv er. Vi skal ikke analysere vor egen tro for at finde ud af om den er god nok. Vi finder heller ikke svaret i det, vi har gjort.

Visheden har jeg derimod i evangeliet. Den kommer, når jeg hører, hvad Jesus har gjort for mig. Han har båret forsoningsblodet ind i him­len og vundet en evig for­løsning. Han træder frem for Gud, når jeg falder i synd. Han gør det som sonoffer. Ved at rejse Jesus fra de døde har Gud for evigt sagt sit ja til Jesu velsignede ord:

Det er fuldbragt. De ord gæl­der mig. Det kan jeg vide, fordi de gælder alle. Jeg kan vide det ganske sikkert: Det holder, det, Jesus har gjort.

Jeg må høre det igen og igen. Jeg er nemlig som det vildfarne får, som uden at ville det alligevel begynder at analysere mig selv og min egen kristendom. Hører jeg så en prædikant, som maler mig Jesus for øje som den korsfæstede, får jeg hjælp. Det giver mig frimodighed til at tro, at det går godt for mig til sidst, ikke i kraft af mig eller af noget af mit, men for Jesu skyld.

Lad os bede for vore for­kyndere! Lad os bede om, at de må forkynde det evange­lium, der kan skænke os den forunderlige rigdom: vishe­den om syndernes forladel­se. Der, hvor den er, er der frelsesjubel.