Af Carl Fr. Wisløff.
Udg: Dansk Luthersk Forlag, 1977.
(Side 41-42)
Menneskeviljen er af naturen i strid med Guds vilje også på den måde, at mennesket ikke vil lade Gud bestemme, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Syndefaldet skete, da mennesket lyttede til Fristerens ord: »Mon Gud virkelig har sagt -?« (1. Mos. 3,1). Det vil sige: Mennesket begyndte at tvivle på Guds ord om, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Menneskeviljen vil give sig selv en lov.
Det oprindelige kendskab til Guds vilje blev efter syndefaldet formørket af menneskets egne tanker om godt og ondt. Paulus siger: »Da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt - - - de kender Guds retsordning, at de, der handler således, fortjener døden; alligevel ikke blot gør de disse ting, men giver endogså dem, der handler således, deres bifald« (Rom. 1,28-32). Det kan på den måde komme så vidt, at menneskene tror løgnen (2. Tess. 2,11). De tror, at det gode er ondt og det onde godt (Esaj. 5,20).
Derfor er verden fuld af forskellige meninger om, hvad Gud har behag i. I deres religioner har menneskene syndet værre mod Gud end på nogen anden måde, fordi religionerne er menneskehjertets egne påfund om, hvad Guds vilje går ud på.
Bibelen siger: »Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr« (Rom. 1,22-23).
I Det gamle Testamente nævnes Molok, der dyrkedes ved børneofringer i ilden, som et eksempel på menneskenes vrange tanker om, hvad det er, Gud vil (3. Mos. 18,21). Også i langt senere tid er det på samme måde: Menneskene vil helst danne sig deres egne tanker om, hvad det er for gerninger, Gud gerne vil se.
Derfor må vi altid på ny lade os korrigere af Guds ord.