Fra ”…og døden en vinding”.Jakob Melhus i samtale med Steinar Hunnestad.
(Side 77-83)
Sidste gang, jeg mødte Jakob, var den 15. oktober på Lovisenberg sygehus. Han lå på eneværelse. Dagen før spurgte jeg Kåre, om jeg kunne besøge ham endnu en gang, før han døde.
- Jeg tror ikke, det gavner noget nu, svarede han. Far er yderst svag. Han sover meget, men når han er vågen, er han klar.
- Så må du, Kåre, hilse din far hjerteligt fra mig og takke ham for samtalerne og det stærke vidnesbyrd, han efterlod til os andre, svarede jeg.
Dagen efter ringede Kåre.
- Jeg skal bare hilse fra far, sagde han. Han ville gerne, om du selv besøgte ham igen.
- Hvornår kan jeg komme?
- Det passer om en halv time, svarede han.
Jeg samlede papirerne på arbejdsbordet sammen, løb ned ad trapperne og hyrede en taxa.
- Lovisenberg sygehus. Det haster ikke i dag, sagde jeg til chaufføren. Jeg skal til sygehuset for at sige det sidste farvel til en ven og medarbejder. Han svarede ikke, men kørte roligt af sted.
Oktoberdagen var grå og tung. Det støvregnede. Gyldent efterårsløv lå strøet over gader og fortove.
Folk jagede af sted. Nogle fodgængere pressede på for at komme over gaden. Ansigtstrækkene bar dette præg: Vi har så lidt tid. Vi når ikke det hele, vi må skynde os.
Stille gik jeg op ad trappen. Værelse 230 stod der på en lille gul lap, jeg fik i receptionen. Jeg standsede et øjeblik. Jeg måtte repetere det bibelord, jeg var mindet om at give Jakob i dag.
Stille åbnede jeg døren. En af Jakobs døtre sad ved sengen. Lidt løftet og støttet lå Jakob der med slange i armen - klar og ukuelig.
- Velkommen, sagde han.
Hans stemme var bedre. Han fortalte straks hvorfor. Medicinen, som han tidligere havde taget, tog på stemmebåndene.
Med sit karakteristiske lune glimt i øjnene så han på den gule lap, jeg havde i hånden.
- Skulle du have billet for at komme herind? sagde han med et smil.
Jakob havde brillerne på - og dagbladet Vårt Land lå på tæppet. Du gamle kriger, tænkte jeg, du følger med til det sidste! Og det gjorde han virkelig.
Ligesom tidligere orienterede han kort om sig selv og sygdommen. Jeg havde en følelse af, at han hurtigst muligt ville have det uvæsentlige til side og komme hurtigst muligt til hovedsagen i samtalen.
- Jeg var lidt uklar de første dage, jeg var her, men nu er det bedre, forklarede han mig, - på trods af, at jeg ikke kan få noget mad i mig. Somme tider er jeg utålmodig. Jeg troede et øjeblik i nat, jeg skulle få lov at flytte, men det gik ikke sådan. Men jeg håber, det snart er forbi. Jeg ville så gerne hjem, sagde han. I næsten seks måneder har jeg været syg.
Igen glimtede det i hans øjne.
- Det bliver så kedeligt at ligge her, så lidt der er tilbage af mig, lagde han til.
Så ledede han også denne gang behændigt samtalen ind på missionen. Jeg fortalte lidt om brevkort og hilsener fra udsendinge i Sydamerika, hvor der var planer om at tage et missionsarbejde op.
Og nu blev han ivrig. Han ville sidde lidt højere. Datteren og jeg tog fat i hver side, men vi fumlede lidt, før vi fik sengens skråbund til at sidde fast igen. Han prøvede selv at hjælpe til. Da var jeg så uheldig at vælte et glas med rødt saftevand, der stod på bordet. Lagenet så ikke kønt ud.
- Nu tror sygeplejerskerne, det er mig, der har griset, sagde han. Men jeg ligger i hvert fald bedre.
Samtalen kunne ikke blive lang. Det var jeg klar over. Og nu sagde han selv:
- Det var dejligt, du kom, men jeg bliver så hurtigt træt. Jeg har ikke flere kræfter.
Alligevel tog han sig tid til at rose forholdene på sygehuset. Sådan var Jakob til det sidste.
Jeg fortalte, at forlaget var interesseret i at udgive vore samtaler under titlen: » ... og døden en vinding. Det sidste vidnesbyrd« - og jeg skitserede på et lille stykke papir, hvordan forlaget foreslog at sætte titelside og omslag op.
- Bare vidnesbyrdene kan blive til nogen nytte, sagde Jakob igen. Og du skal have tak, hvis du vil ordne det, gentog han.
Så sagde jeg:
- I dag har jeg dette ord i tankerne og vil dele det med dig: »Vi ved, at når Han åbenbares, skal vi blive Ham lige, thi vi skal se Ham, som Han er.« (1. Johs. 3,2b).
- Ja, jeg glæder mig til at flytte, til at møde Jesus, sagde han.
Han hvilede i Guds løfter og var glad og fri.
- Tak, fordi du ville komme, sagde han, og trykkede min hånd til den sidste afsked.
Stille gik jeg mod døren, men midt på gulvet vendte jeg mig om og citerede for ham ordene fra en salme:
»Guds ord ej brast.
De står fast.
Den bro skal bruden bære ... «
Da løftede han igen tappert hånden til et afskedsvink.
- Ja, jeg hviler i det, i Guds ord.
Spadsereturen mod centrum tog sin tid. Afskedens vemod og eftertankens ro fyldte sind og tanker og skabte spørgsmål:
Menneske, hvorfor kører du så hurtigt? Hvorfor jager du sådan i hverdagens stræben? Hvorfor tænker du ikke på, hvor kort et øjeblik, livet egentlig varer? Hvorfor gør du ikke dit livsregnskab med Gud op ved nådens domstol - hvor alle bliver frikendt og får fred? Menneske, hvorfor ser du ikke, at den endelige sejr over døden er din »i Jesus, din Frelser, just nu?«
Bilernes lufttryk blæste fortovenes gyldne løv op. De høje træer var næsten nøgne. Efterårets første storme havde ribbet dem. Men i børnehaven var legen i fuld gang. Livlige børn i gult regntøj kravlede i træerne. Nogle rodede i sandkassen. Mange af dem var samlet omkring et bord. De fik måske orientering om dagens planer?
Jeg kunne ikke få tankerne fra Jakob Melhus og hans afskedsord: »Ja, jeg hviler i det, i Guds ord. «
3. november 1975. Kold efterårsblæst, gyldent løv overalt på vejene. Naturen er stemt i vemod. Stille og uden ord finder sørgeskaren hen til kirken. Mange er kommet langvejs fra.
Sørgehøjtideligheden blev præget af himmel-håb. Sangen lød stille og stærk:
»Jeg løfter op til Gud
min sang endnu en gang
fra disse jordens dale.
Vor Herre Krist han henter mig
snart hjem til sig i Himlens høje sale.
Som lynets fart, han kommer snart,
da skal hans pris på anden vis
de Guds basuner tale.«
Efter talen var det så naturligt at synge:
»I Himmelen, i Himmelen,
hvor Gud, vor Herre bor,
der får vi Ham at skue snart
i salighed så stor . . .«
Også ved graven blev der en stille stund. Den store sørgeskare blottede og bøjede hovederne til den sidste afsked. Nogle ville ikke skjule sorgens tårer. Men også her slår håbets lys og Guds folks sejrrige fremtid igennem:
- af jord skal du igen opstå ...
Kvinder og mænd, børn og unge - alle synger de det ud i det kølige efterår:
»0, tænk, når Herrens vidnehær,
hans tjenere på jord,
de millioner møder der,
som hørte deres ord.«
--------------------------------------
Udg: Dansk Luthersk Forlag, 1976
Jakob Melhus: Sekretær i NLM, død af kræft i en alder af 58 år.
