Fra LighthouseTrailsResearch.com 24. januar 2009.
Af Ray Yungen.
I dagene, forud for Jesu genkomst, vil tjenende ånder (faldne engle) ikke bare vildlede nogle få; de vil forføre hele verden, så de tilslutter sig et nyt system. Satan (hvis navn betyder modstanderen) vil være kraften bag "den, der kommer" – den store Antikrist. Oprindelsen af Antikrist’s religiøse system er klart åbenbaret af apostelen Johannes i Johs. Åb. 17:5.
”På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: »Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.«
Et andet ord for Babylon var i Det gamle Testamente Kaldæa. Kaldæerne var navnkundige på grund af deres brug af metafysisk kunst. De var de første, der begyndte skoler for mystik.
Daniel 4:7 siger:
”Så kom mirakelmagerne, besværgerne, stjernetyderne og himmelgranskerne.”
(Direkte oversat fra King James: ”Så kom mirakelmagerne, astrologerne, Kaldæerne og sandsigerne ind”)
Dette mystiske Babylon er således den oprindelige kilde eller moder til det, der nu er New Age-metafysik.
Når apostelen Johannes sætter navn på Antikrist’s spirituelle format, refererer han til den by og det folk, der i gammel tid som den første avlede okkultisme. Alle andre mystik-skoler udgik fra Babylon, og de lærte hovedsageligt det samme – ”det højere selv”. Johannes så det som en ubrudt linie igennem historien, kulminerende i Antikrist’s regering med hundreder af millioner overladt til tjenende ånder.
Lukas, som skrev Apostlenes Gerninger, gav os en beretning om disse aktiviteter, idet det første århundredes troende dagligt blev konfronteret med ånder, som ikke var fra Gud:
”Men der var i forvejen i byen en mand, der udøvede magi, så folk i Samaria var helt overvældede. Han hed Simon og gav sig ud for at være noget stort. Alle, små som store, var optaget af ham og sagde: »Han er Guds kraft, den der kaldes Den Store.« De var optaget af ham, fordi han gennem lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster.” Ap.G. 8:9-11.
Simon var en mand, hvis aktiviteter fremstod som gode; ellers ville folk ikke have erklæret, ”han er Guds kraft, den der kaldes Den Stor”. Men sandheden om den sag er, at han ikke var af Gud – han fremstod blot som sådan. Lykkeligvis for Simon angrede han sin kaldæiske praksis, og han og hans hus blev frelst.
Simons omvendelse (som alle omvendelser) var en enorm trussel imod mystik-agendaen. Dermed er det let at se, hvorfor evangeliets komme til byen Efesus var en stor hindring for den okkulte praksis. Da folk på en gang forstod, at de var blevet vildført af noget, der så ud til at være spirituelt sandt, angrede de og frigjorde sig for alle deres samlinger af mystik-opskrifter. Det følgende beskriver denne dramatiske begivenhed:
”Mange af de troende kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort. En del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede værdi ud og kom til 50.000 sølvpenge. Således fik ordet ved Herrens kraft stadig fremgang og styrke.” Ap.G. 19:18-20.
De magiske og metafysiske kunstarter strømmede bort, da evangeliet om Kristus kom ind. De var ikke bare uforenelige, de var totalt i modsætning til hinanden. Desuden svarede det, de nye troende brændte, til en mands løn i et år. De troende i Efesus opgav deres rigdom og mystik-formularerne for den sandheds skyld, som kun findes i Jesus Kristus. Ulykkeligvis sker det modsatte i verden i dag!
Der er en anden beretning i Skriften, som fremhæver det, jeg prøver at sige:
”Og det skete, da vi var på vej ud til bedehuset, at vi mødte en pige, som havde en spådomsånd; hun skaffede sine herrer store indtægter ved at spå. Hun fulgte efter Paulus og os, mens hun råbte: »De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse.« Det gjorde hun mange dage i træk.
Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig. Men da hendes herrer forstod, at det var ude med deres håb om indtægt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet til myndighederne.” Ap.G. 16:16-19.
Sådanne begivenheder i Skriften illustrerer adskillige ting, som er af afgørende betydning for at forstå naturen af og formålet med tjenende ånder:
1. Ånden var kilden til hendes kraft – ikke nogen medfødt, latent evne i hendes person. Da ånden forlod hende, forlod evnen hende.
2. Ånden var i høj grad præcis. Ellers ville hun ikke have kunnet skaffet sine herrer "store indtægter”.
3. Vildførelse dukker ofte op, hvor der er 99 % sandhed og bare 1 % løgn. Der behøves kun en lille surdej eller en hvid løgn for at gennemsyre eller fordærve den store dejklump, som er af sandhed.
4. Paulus og ånden var ikke på samme side; alt var ikke ét her. Dette er helt oplagt i og med, at han kaster ånden ud af pigen.
Men det væsentligste er, at ånden prøvede at identificere eller associere sig med Gud ved en åben anerkendelse. Den var snedig, da den fulgte Paulus og Silas, for den forkyndte sandheden: »De forkynder jer vejen til frelse.«
Det afslører, at Mystikkens Babylon og dens legioner af åndelige vejledere vil prøve på at fremstå som værende på Guds side. I dag finder mange af den type hændelser allerede sted i kristendommens navn.
---------------
For information on mysticism and contemplative spirituality in relation to biblical prophecy and the last days, read A Time of Departing by Ray Yungen, 2nd edition.
Read here.
---------------------------
Oversæt. Lis J.
