Fra Thebereancall.org,1. februar 2008.
Af Tom McMahon.
Katolicismens trældom.
Læs del I her.
Startende med Det andet Vatikankoncil i 1960erne, hvor der kun blev gjort overfladiske forandringer (fordi ufejlbarlige dogmer ikke kan forandres), lancerede Rom et økumenisk program, som sigtede imod at forføre protestanter over hele verden og især de evangelikale i USA.
Målet var og er at bringe al kristendom under Den Romerske Katolske Kirkes styre med paven som det åndelige overhoved.
Som man kunne forudsige, er der gjort fremskridt i Europa og i US blandt liberale, religiøse grupper, som i forvejen havde opgivet Skriften.
Forbavsende er dog den succes, systemet har haft blandt amerikanske evangelikale.
Billy Graham var den første og mest betydningsfulde evangelikale, som støttede katolicismens økumeniske bestræbelser.
Andre fulgte - herunder Bill Bright, Pat Robertson, J. I. Packer, Timothy George, Robert Schuller, Hank Hanegraaff, Benny Hinn, og Jack Van Impe.
‘Evangelicals and Catholics Together’, under ledelse af Chuck Colson og den katolske præst, Richard John Neuhaus, erklærede katolikker og evangelikale for at være “brødre og søstre i Kristus” og tilskyndede dem til at arbejde sammen på at sprede evangeliet. Selvfølgelig og meget belejligt blev evangeliet ikke defineret.
Selv om accepten af sagen - Romersk Katolsk iblandt evangelikale - konstant voksede i årene efter Vatikan II, så steg den først kraftigt med populariteten af den ultrakonservative Mel Gibson’s The Passion of the Christ.
Hans dramatisering af en af katolicismens mest hellige ritualer, ”The Stations of The Cross” (korsstationerne) vandt således de evangelikales hjerter, og deres iver efter at erhverve mange billetter kan forklare filmens store finansielle succes.
I Vatikanet fulgte man dette resultat og gjorde derefter denne indsigtsfulde observation:
For de evangelikale har filmen givet et glimt ind i den katolske sjæl, og endog ind i den traditionelle katolske sjæl.
Mange evangelikale, som reflekterer over, hvad de så i filmen, siger, at de er begyndt at 'fange' hele det katolske væsen: faste… aske på panden… ingen kød om fredagen… de sørgmodige mysterier… korsstationerne… vægtlægningen på nadveren… hengivenheden for Maria… det enorme krucifiks, som hænger over ethvert katolsk alter. De styrter måske ikke nødvendigvis ud og køber rosenkranse, men nogle af tingene synes ikke mere så mærkværdige og fremmed-artede.
Hvad de evangelikale også ’fangede’, og som deres ledere med stor begejstring godkender som ’bibelsk korrekt’, var utallige scener, baseret på fantasien fra det 18. århundredes katolske mystik, fremstillingen af Maria som medforløser i menneskets frelse og et meget katolsk evangelium, hvor Kristus soner synden ved at lide under de romerske soldaters ubønhørlige, psykiske tortur.
The Passion of the Christ havde en overvældende effekt på de unge evangelikale og deres præster.
Ikke bare syntes ”de katolske ting ikke længere så mærkværdig og fremmedartede”, nej, de dukkede op i ungdomsforeningerne i de evangelikale kirker.
Korsstations-ritualet blev populært, skønt det var nødvendigt at skære det ned fra 14 til 11 stationer, idet man eliminerede nogle stationer, som var for fremmede for Skriften (så som Saint Veronica, som fanger billedet af Kristi blodige ansigt på sit slør).
Bede-altre blev rejst, bestående af ikoner, oplyst af levende lys og duftende af brændende røgelse, og bede-labyrinter blev malet på store presenninger og placeret i kirkernes kældre eller skåret i kirkernes græsplæner.
For unge evangelikale, som alt for ofte var blevet opdraget med tomme, ensformige lovsangskor kun lidt forskellige fra verdslig musik, og med religiøs vejledning, som – for at holde de unge interesseret - læner sig kraftigt op ad underholdning, syntes den katolske og den ortodokse liturgi langt mere spirituel.
Alt dette blev ’spirituel’ foder for Emerging Church bevægelsen (ECM) – meget af det, som en reaktion på den forbrugs-orienterede markedsmæssige fremgangsmåde hos kirkevækst-bevægelsen, populariseret af Robert Schuller, Bill Hybels og Rick Warren.
Mange ECM-ledere, af hvem de fleste har evangelikal baggrund, så katolske ritualer og mystik som en nødvendig spirituel ingrediens, der mistedes af de evangelikale ved reformationen.
Sola Scriptura var i reformationen et alvorligt, samlende råb imod ophobningen af uheldige forhold i den Romersk Katolske tradition.
Bibelen som eneste autoritet lukkede i praksis indflydelsen fra katolsk mystik, kendt som ørkenfædrene.
Men nu er katolsk mystik vendt tilbage så det forslår.
Dets okkulte teknik kan findes næsten overalt – fra 'Youth Specialities' til Richard Foster’s Renovaré-organisationer til Rick Warren’s Purpose Driven Life.
Brian McLaren skriver bifaldende: ”Mange kristne ledere begyndte at søge efter nye fremgangsmåder under banneret af ’spirituel formation.’
Denne nye søgen har ledt mange af dem tilbage til kontemplativ praksis og middelalderlige munkediscipliner."
Tony Jones, medforfatter til ”An Emergent Manifesto of Hope ”, har skrevet et manifest om mystik for Emerging Church med titlen ” The Sacred Way: Spiritual Practices for Everyday Life.”
Jones’ anerkendelse af de Emerging ledere, som støttede hans initiativ, kan læses i ”Who's Who ”, og ikke at forglemme de katolske præster, som han takker, og den ældgamle ortodokse og katolske mystik, som han citerer.
Hvad er så den mystik, som de støtter?
Katolsk mystik er helt igennem subjektiv og eksperimentel.
Som sit ophav - østlig mystik - hævder den, at Gud hverken kan erkendes eller forstås ved menneskelig dømmekraft (reason), men kun kan ”opleves” subjektivt igennem forskellige teknikker.
Det er det modsatte af, hvad Bibelen lærer:
”Come now, and let us reason together, saith the LORD:” Esaj. 1,18 (King James version).
“Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer.” Ordsp. 4,7.
” Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke;” 2. Pet. 1,3.
Yderligere er målet for mystik forening med Gud, dvs. sammen-smeltning af ens sjæl med Gud.
Dette er en umulighed, som afslører mystikkens panteistiske og ’panenteistiske’ rødder - at Gud er alting og i alting.
Nej! Gud er uendelig og suveræn, absolut adskilt fra hans begrænsede skabning.
-------------------------------
Oversæt. Lis J.
-------------------------------
Læs hele artiklen her (på engelsk)
Læs hele artiklen her (på dansk)
