Af Jørn Nielsen,Næstved 2007.
Darwinisme – en modreligion.
Det er i år 125 år siden, at Charles Darwin (1809-1882) døde 73 år gammel den 19. april 1882.
Darwinismen, den populære udviklingslære, anses i vidt omfang på skoler og læreanstalter som sand videnskab, men er i virkeligheden en modreligion til kristendommen, og den forkrøbler og forgifter alt åndsliv.
Noget forlig eller kompromis med evolutionsteorierne er, kristeligt set, en umulighed. Darwinismen inspirerede som bekendt også nazismen med tesen om, at ”de bedst egnede overlever”.
Denne artikels hovedærinde er at vise, at der ingen grund er til at lade sig kyse af denne pseudo-videnskab. Som vi skal se, tyder alt på, at Darwin ikke kan tages til indtægt for nogen ateisme, som han tværtimod vendte sig imod.
Lady (Elisabeth) Hope.
Der er stærke indicier for, at Darwin på sin sene livsaften åbnede sig for evangeliet og begyndte at læse i Bibelen.
Disse indicier bygger på en kendt beretning af en kvindelig evangelist, Lady Hope, som besøgte den verdensberømte naturforsker i hans hjem i Downe, England, i efteråret 1881, nærmere betegnet i dagene mellem 28/9 og 2/10.1881.
Lady Hopes beretning gik verden over til stor forbitrelse for darwinismens tilhængere, som øjeblikkeligt nedgjorde den som et falsum. Forskningen siger dog noget andet til gunst for hendes vidnesbyrd, som hermed viderebringes.
Hendes rigtige navn var Elisabeth, født Reid Cotton, i 1842. Hun giftede sig som 35-årig med admiral Sir James Hope i 1877, som på det tidspunkt var en aldrende enkemand på 69 år. Da hun besøgte Darwin var hun selv samme år blevet enke og altså 39 år gammel. Hun døde af kræft i 1922 i Australien, hvor hendes grav stadig findes.
Lady Hope var aktiv med bl.a. teltmission og velgørenhed. Hun havde været kristelig virksom, siden hun var 18 år og var knyttet til kredsen omkring den kendte, amerikanske evangelist Dwight.L. Moody. Hendes indgang hos Darwin kan vi kun gisne om, men om Darwins hustru, Emma, vides, at hun var imod evolutionsteorien og ønskede, at Charles ville læse i Bibelen.
Der er ikke noget vidnesbyrd om Emmas personlige forhold til kristendom. Efter hvad man har fundet frem til, tilhørte hun den liberale fløj af kirkelivet (modsat den evangeliske), - måske var hun endog unitarer.
Darwin har muligvis gennem hende sendt bud efter Lady Hope, og man må formode, at denne Emma – af hensyn til den tids etikette – var til stede under Lady Hopes besøg, men herom har vi ingen enkeltheder. Emma selv er tavs herom og har måske ligefrem misbilliget nogen form for evangelisation overfor sin mand, uden vi dog véd noget konkret herom.
Darwin: ”Tal om Kristus Jesus og Hans frelse!”
Under alle omstændigheder finder Lady Hope ifg. egen beretning Charles Darwin sengeliggende (dette viste sig dog at være ukorrekt – han hvilede sig på en sofa), og hendes beskrivelse af både rummet, hans person og påklædning er ganske nøjagtig. Der var ved et af hendes besøg udsigt fra vinduet til en strålende solnedgang, som Darwin betaget pegede på med den ene hånd, medens han med den anden holdt om en Bibel.
”Hvad læser du nu?” spurgte Lady Hope. ”Hebræerne – stadig Hebræerne, som jeg vil kalde den kongelige bog!” Da Lady Hope nævnte, hvordan mange mennesker nu så på skabelsesberetningen i Bibelen (nemlig påvirket af Darwins udviklingslære), svarede han hende: ”Jeg var dengang ung med ufærdige ideer. Jeg opkastede alle slags spørgsmål og tanker, som antændte en ild, og som folk gjorde til en religion.”
Ifg. Lady Hope bad Darwin hende planlægge et opbyggeligt møde og samle både husets tjenestefolk, beboere og naboer i den store have, der havde et sommerhus, som Darwin mente kunne rumme ca. 30 personer. ”Hvad skal jeg tale om?” spurgte hun. ”Om Kristus Jesus og Hans frelse. Er der noget bedre tema? Du skal også synge nogle salmer med dem. Du kan jo lede sangen med dit lille instrument.”
Darwin lovede at følge med ved det åbne vindue. ”Hvis du holder mødet i morgen kl. 15, vil dette vindue være åbent, og jeg vil tage del i sangen.”
Så vidt Lady Hope. Darwins familie erklærede hendes beretning som pure opspind.
Kritik mod Lady Hope afvist.
Darwins søn, Francis og datteren Henriette, som ikke var til stede under Lady Hopes besøg, afviste således, at Lady Hope havde haft nogen som helst indflydelse på deres fars tankegang og tro.
Francis Darwin skrev til biologen Thomas Huxley (Charles Darwins berømte discipel og bannerfører) d. 8/2.87, at nogen dødslejeomvendelse var uden hold i virkeligheden, og Henriette benægtede ligeledes i det amerikanske blad ”The Christian” d. 23/2.22, at Lady Hope havde haft nogen indflydelse, ja, der blev endda rejst tvivl, om Lady Hope i det hele taget havde eksisteret!
Dr. James Moore, verdenskendt historiker og videnskabsmand, udgav imidlertid i 1994 en 218 siders biografi om Darwin ”The Darwin Legend” og kunne efter 20 års forskning konkludere, at Lady Hope selvsagt havde eksisteret og fandt frem til, at hendes besøg rent faktisk fandt sted mellem d. 28/9 og 2/10.81 – om ikke alle dage, så dog sandsynligvis flere gange. (Selv var Moore ikke specielt sympatisk indstillet overfor Lady Hope eller for den sags skyld andre evangeliserende kristne, men hans forskning var grundig og på mange måder objektiv).
Sir Robert Anderson (1841-1918), den navnkundige chef for Scotland Yard og leder af ”Jack the Ripper”-efterforskningen (seriemordene, som aldrig blev opklaret), - i øvrigt også en kendt opbyggelsesforfatter – var derimod en nær ven af Lady Hope og mente at kunne stå inde for hende som sandhedsvidne.
Han skrev i 1907 med tydelig reference til hende i et privatbrev: ”…en ven af mig var meget sammen med Darwin under hans sidste tids sygdom og forsikrede mig, at han udtrykte stor ærbødighed for Skrifterne og bevidnede deres værdi.” Læg mærke til, at han skriver om Lady Hope, at hun var ”meget sammen med Darwin”, dvs. hun må have besøgt ham mere end én gang.
Blev Darwin virkelig en kristen?
Spørgsmålet kan ikke endegyldigt besvares med et ja eller nej. Han tilbagekaldte i hvert fald ikke offentligt sine evolutionsteorier eller aflagde en åben bekendelse om sin tro på Jesus Kristus, ikke engang overfor sine nærmeste, så vidt man véd.
Der findes heller ingen antydning herom i hans kones, Emmas, efterladte breve. Man har gættet på, at der i familien var en indbyrdes aftale om intet at sige eller referere, som gav et andet billede af Darwin end det, som hele verden kendte.
Darwins efterladte breve blev redigeret og udgivet af familien, og den kan have frasorteret alt fra hans hånd, hvad der måtte vidne om noget forhold til evangeliet.
Fx optræder i James Moores undersøgelse en vis Robert Eadie, som havde et notat, han havde modtaget fra Darwin, i hvilket der stod, at han (Darwin) med fortrøstning så hen til Golgata. Notatet blev i sept. 1882 sendt til Darwins familie, som forberedte udgivelsen af hans breve, men Eadies notat var ikke blandt de udgivne breve, hvilket ikke er overraskende, indholdet taget i betragtning.
Men der findes også andre vidnesbyrd med lignende brevlige vidnesbyrd til private personer, som pladsen ikke tillader at gengive her.
Der er ingen grund til at tro, at Lady Hope har ”broderet” på sin beretning om samtalerne med Darwin, som kritikerne har antydet. Hun påstod ikke i overdrevne vendinger, at der var sket mere med Darwin, end hvad hun rent faktisk berettede om.
Hun spurgte som allerede nævnt taktfuldt til hans forhold til skabelsesberetningen og kunne nøgternt fortælle om hans fornyede interesse for selve evangeliet og Bibelen.
Det er vel bevidnet, at han som noget af det sidste sagde: ”Jeg er ikke det mindste bange for at dø.” Men ingen kan med sikkerhed sige, om der skal lægges noget kristeligt i de ord.
Hvad der end skete med Charles Darwin, - og selvom Darwin virkelig var blevet en kristen og havde tilbagekaldt sine teorier og sin agnosticisme -, ville det ingen forskel gøre for darwinismens tilhængere.
Ateisterne henviser ofte til darwinismen som deres ”videnskabelige” grundlag, men Darwin selv udtalte i 1879, at han aldrig havde været ateist i den forstand, at han benægtede Guds eksistens, og i 1873 udtalte han, at forestillingen om, ”at dette storslåede univers er opstået tilfældigt, er for mig hovedargumentet for Guds eksistens.”
Darwin er med andre ord blevet taget til indtægt for en ateisme, som Darwin ikke selv ville have lagt navn til. Det er en kendt sag, at der i tiden efter Darwin har været kristne videnskabsfolk på banen verden over, som på fremragende vis har modbevist evolutionslæren og i bøger og skrifter påvist den harmoniske overensstemmelse mellem Bibelens skabelsesberetning og al sand videnskab.
Dette vil dog ikke overbevise ateisterne. Darwinismen som anerkendt videnskab synes at have sejret på læreanstalterne, men der er modargumenter nok at følge dem til dørs med.
--------------------------------
Kilde: James Moore "The Darwin Legend" , 1994.
-------------------------------------------------------------
Læs desuden "Skaberen og skabelsen":
-------------------------------------------------------------
