Udgivet på Forlaget Scandinavia.1. november 2007.
Anmeldt af cand. theol. Knud W. Skov.
Jeg har kikket lidt i et anmeldereksemplar af den nye udgave af "Bibelen på hverdagsdansk", som er udkommet d. 1.11.2007. Mange vil nok snart blive præsenteret for den og blive spurgt om kommentarer til den, så I får her mine hurtige tanker med på vejen.
Det er et flot produkt - det ser mange steder flot ud - både i oversættelse og fortolkende dansk sprogdragt. Mange vil også bemærke, at der er både tekstkritiske og indholdsmæssige noter ud over de reference-bibelvers, som teksten rummer.
Det kan være godt, da det giver en bedre forståelse af, at her sidder vi med et oversat produkt – og at der er nogle steder, hvor bibelteksten faktisk kan tolkes i oversættelsen (se nedenfor).
Jeg gjorde et par hurtige opslag, da jeg havde læst i brochuren, at denne bibeludgave ikke nødvendigvis tager hensyn til at skulle indgå i en luthersk folkekirkesammenhæng (med reference til 1992-udgaven).
1. Jeg læste de gode vers i Rom 7 - og fandt teksten ganske fin. Men kommentaren er jeg ikke glad for: v. 7,14 ”Paulus bruger i disse vers det såkaldt repræsentative ’jeg' på græsk. Når han siger 'jeg' tænker han på alle blandt læserne, som lever under lovens herredømme, hvilket han selv gjorde engang. Denne for os lidt fremmedartede retorik har ført til mange misforståelse af dette væsentlige kapitel."
Lige netop her er jo et af de store skel mellem en evangelisk luthersk læsning teksten (og forståelse af antropologien) og en evangelisk-arminiansk-reformert opfattelse.
I den evangelisk lutherske har det været god og gængs opfattelse, at Paulus taler om sig selv i nutid, når han taler om det at være ”af kød”.
Hermed forstås, at selv efter genfødelsen til at være et nyt menneske i Kristus, rummer han (og ethvert menneske i samme situation) både det nye liv – og det gamle kødelige liv. Det kødelige liv er bundet under synden og bliver aldrig fri derfra. Det er indkroget i sig selv, åndeligt dødt – og stadig til stede i den kristne.
Det står i en stærk kontrast til det mere optimistiske syn på en kristen, som vi finder i en bredere arminiansk-reformert forståelse. Her er loven et overstået kapitel – og fangenskabet under synden ligeså. Her er mennesket åndeligt neutralt og kan vælge at tro – samtidig med at det kan lægge det kødelige bag sig – og overvinde Satans fristelser til at ”være under synden”.
Med det som baggrund, skinner det igennem, at denne oversættelse giver en bestemt teologisk retning i sine tolkninger. Det fortsætter det næste sted.
Et andet sted og en anden ting er, at man i stedet for at skrive "loven" i Gal. 2, 15 og fremefter, skriver "jødiske love". Det en afgrænsning og forskydning af, hvad Paulus taler om - idet "de jødiske love" BÅDE kan forstås som GT’s lov og som jødiske skikke og ordninger.
Guds Lovs universelle karakter bliver dermed ikke særlig tydelig – idet loven bliver et overstået kapitel – nu skal man åbenbart blot leve efter Åndens vejledning, uden at Loven som universel åbenbaring fra Gud skal formidle syndserkendelse og nød i forhold til at stå foran Guds hellighed.
Der er et par andre steder, hvor teksten har fået en kedelig drejning - som i Rom 11.32, hvor der i 92-udgaven tales om at være indesluttet under ulydighed - her tales om, at Gud lader alle gennemleve et oprør, som om det blot er et punkt, der kan overstås, og så er alt vel med Gud igen. Det er ikke det, NT udtrykker, for i NT er ulydighed mod Gud netop det, der viser den absolutte afstand, vi står i overfor ham.
Altså sidder vi her med et sprogligt flot produkt, som dog har så tydelige skævheder rent teologisk, at det ikke bør indgå i bogsalg i lutherske sammenhænge – og helst heller ikke i andre sammenhænge.
Det er jo sådan med en sådan oversættelse, at den yderst let får autoritativ status helt ned i versinddeling og kommentarer – selv om det er senere tiders indføjelser. Sådan vil det også let gå med denne bibeludgave – og derfor bør den ikke udbredes.
