Leder i Dagen.no,14.august/2007.
Den bog i Bibelen, som bærer navnet Klagesangene, er en klage over den situation, folket oplevede ved ødelæggelsen af Jerusalem.
Grunden til nøden og klagen er folkets synd.
Klagen bærer derfor i sig syndserkendelse og bøn om Herrens nåde.
Når Klagesangene skal forklare grunden til, at synden har fået magt i folket, finder de denne hos de falske profeter og den falske forkyndelse.
Folket har lyttet til en forkyndelse, som har ført dem ind i synd frem for at tage et opgør med synden.
Det er i høj grad også nødsituationen i vort norske (danske, tilf.red.) folk i dag.
Profeterne er omtalt sådan:
"Tomt og duglaust (udueligt) var det som profetane dine såg for deg.
Dei openberra ikkje misgjerninga di, så du slapp å fara i fangenskap,
men dei forkynte deg fåfengde (unyttige) og forførande spådommar.» Klag 2,14, (norsk bibel).
Profeternes syner om dig var falskhed og blændværk.
De afslørede ikke din skyld, så de kunne vende din skæbne;
de udsagn, de modtog i syner,var falske og vildledende. (dansk bibel).
Der kom ulykke over Israel på grund af falsk forkyndelse og af, at folk lyttede til den.
Det falske er omtalt som ” tomt og duglaust (udueligt)”, ”fåfengd (unyttigt) og forførande”.
Det store problem med profeterne og deres forkyndelse er:
”Dei openbarra ikkje di misgjerning.”
Der, hvor folkets synd ikke bliver åbenbaret, altså afdækket og gjort kendt for folket, vil folket fortsætte i synden og til sidst vil syndens løn indhente dem.
På det personlige plan er syndens løn døden, den evige fortabelse.
På det nationale og folkelige plan er det national ulykke eller kulturel opløsning på en eller anden vis.
Dette er en åndelig lov.
Uden at synden bliver åbenbaret for folket gennem forkyndelsen af Guds lov, vil de ikke komme til erkendelse af synden, og dermed vil de leve i den til deres egen undergang. Siden det er sådan, har alle, som forkynder Guds ord, et højhelligt ansvar, og det må de gå ind under med tilsvarende alvor.
Alle, som forkynder Guds ord, er i en position, hvor de kan afdække eller tildække folkets synd og dermed føre folket ind under Guds velsignelse eller ind under Guds forbandelse.
Ingen bør derfor tage let på forkyndelsen, hverken de som kalder forkyndere, de som forkynder eller de som lytter til forkyndelsen.
Folket i Jerusalem kunne afvise de falske profeter og lytte til de sande. Da ville de komme til erkendelse af deres sande situation og den ulykke, som ramte dem, ville have været afværget.
Sådan er det altid.
Der følger ansvar med, hvilken forkyndelse man låner øre til, og dermed hvad forkyndelsen får lov at gøre med én.
Parallellen i vort eget land til det, Klagesangene fortæller om åndssituationen, er slående og skræmmende. Der findes forkyndere, både præster og lægfolk, som forkynder sådan, at de forsvarer synden frem for at åbenbare den. Det ser vi tydeligt i samlivsetiske spørgsmål.
Der findes endda flere, som forkynder så omtrentligt, uldent og uklart, at det i realiteten er ”tomt og duglaust”.
Det fører heller ikke til, at synden bliver åbenbaret, selv om den ikke direkte bliver forsvaret.
Det skaber ingen syndserkendelse, og dermed får synden frit spillerum med de konsekvenser, det har.
Klagesangene er et uhyggeligt aktuelt råb ind i vor tid, om hvad der sker, der hvor synden ikke bliver åbenbaret og erkendt.
-------------------------------------------------
Oversat fra nynorsk af Lis J.
