Uddrag af skrift af
Læge Poul Erik Haahr,
28. maj/2007.
Hver eneste, der frelses, må og skal igennem den snævre port, må gå over fra døden til livet, må få et nyt sind.
Det er en gave, der gives os af nåde, ved og hvis Ordet får lov at gøre sin gerning i os.
Vi kan aldrig tage denne gave af os selv!
Vi kan så og plante ved at give Ordet videre, klart og uafkortet i hele dets fylde, men AL sand vækst er en gave fra Gud.
Gud tager sig af syndere, der omvender sig, vender sig bort fra sig selv og om til ham og søger sin tilflugt i nåden i Kristus.
Det er netop de hjælpeløse, Herren hører, de der har en sønderbrudt ånd
- ja, salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Matt.5.2.
Vi må igen og igen tilbage til nådestolen, for det er der og kun der, vi finder hvile, kraft og frimodighed for vores sjæl, men også for vor tjeneste, og det er kun her i denne stilling, vi bærer frugt, for skilt fra Jesus kan vi slet intet gøre.
Og så er der to kendetegn på Guds folk:
For det første siger Jesus:
Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig. Johs. 10.27.
Guds folk hører hyrderøsten, og det får praktiske konsekvenser – de følger den, de tager den alvorlig og gør, som den anviser.
For det andet ved Guds sande folk, at hjertet er det mest bedrageriske af alt, og derfor dømmer de ikke sig selv ud fra, hvad de mener om deres eget forhold til Gud, men ud fra hvad Gud og hans ord siger om dem.
Guds efterprøvning vedrører ikke kundskab om sandheden, men om forholdet til sandheden. Om man er af sandhed og med alt sit lever i sandheden.
David levede i denne erkendelse og bøjede sig for Guds ord.
Derfor var han af sandhed, og derfor var han ´manden efter Guds hjerte` - hans dybe fald til trods!
Vi har fået en ufattelig rig og stor arv betroet.
Det er denne arv vi er sat til at give videre - og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af. Luk 12.48
