"Vil du gå på vandet, må du ud af båden".Boganmeldelse:
Af Flemming Hansen.
Bragt i 'Budskabet',
Nr. 1, Januar/2007.
En kort anmeldelse af denne bog ville blive en kort beskrivelse af centrale elementer i bogen og det ville munde ud i en beklagelse af ikke at kunne anbefale bogen, da den alle gode intentioner til trods er så inficeret af dårlig teologi, at den er blevet, som overskriften siger, en jeg-centreret opmuntringsbog.
En så kort anmeldelse kan dog hverken forlag eller læsere være tjent med, så derfor er den blevet lidt længere.
Bogen er på forlagets hjemmeside kategoriseret som en opbyggelig bog; et redaktions-medlem har beskrevet den for mig som en opmuntringsbog – en bog, der opmuntrer til at leve kristenlivet ud, til at efterfølge Jesus.
Den er skrevet af den amerikanske presbyterianske præst John Ortberg, der er uddannet i klinisk psykologi fra Fuller.
Ortberg har tidligere bl.a. været undervisende præst ved Willow Creek Community Church i Chicago.
Bogen er oversat til dansk af Peter Kofoed Herbst, valgmenighedspræst i Randers.
Bogen indeholder mange spændende ting.
Den er skrevet i et letlæst og flydende sprog med brug af mange billeder og eksempler.
Den er faktisk en rigtig god idé.
Den indeholder en masse gode psykologiske indsigter, som vi som kristne kan lære meget af.
Og da kun få af os har denne gode psykologiske indsigt, som kan hjælpe os i mange af livets forhold, ja, så er her bogen, man kan lære det af.
Når jeg alligevel på trods af den gode hensigt med at udgive en bog, der opmuntrer til at følge Jesus i hverdagen, er temmelig kritisk overfor den, skyldes det, at forfatterens reformerte teologi giver den en skævvridning, der gør, at læseren i spørgsmål om efterfølgelse og det kristne liv generelt fokuseres på sig selv og sine egne evner i stedet for at fokuseres på Kristus.
Selvom jeg ikke er fagmand, tror jeg, at der er meget godt psykologi i den, som vi kan lære me-get af på det menneskelige plan, men når disse indsigter ukritisk føres over på det åndelige plan, så binder det i stedet for at opbygge.
I et godt afsnit i bogen om skriftmeditation er en vigtig pointe, at det at ”lære skriftsteder udenad er en vigtig del af det at holde fokus på Kristus” (183) .
Bogen taler også meget positivt om Guds nærvær og omsorg og om dyb afhængighed af Jesus.
Den taler noget om mennesker som begrænsede syndere, og meget mere om menneskers potentialer.
Der er altså mange gode ting i bogen, men selvom de er der, så er den samlet set meget jeg-centreret.
Forfatteren opfordrer sine læsere til at spørge: ”Hvor meget vokser jeg for tiden?” (54).
Vi har alle fået rige gaver, siger han, som Gud vil, vi skal bruge.
Du har muligheden.
Du kan gøre noget for Gud og vokse der igennem.
De fleste begraver ganske vist gaverne; men for at det skal blive anderledes, er det på tide, ”at du træder ind på banen” (55).
Bogen er nemlig en refleksion over Peters vandring på søen.
Hvert kapitel gennemgår et afsnit i beretningen, hvortil Ortberg så behandler et emne som tilbedelse, frygt, spændkraftighed, fiasko og handling.
Hvert kapitel slutter med nogle selvransagende spørgsmål under overskriften "At træde ud af båden", som skal få os til at se, hvad vi pt. kan gøre, for at komme ud af båden.
Man kan godt lære noget af bogen, som Karsten Brejl skriver i sin noget kritiske, men meget læseværdige anmeldelse af bogen i Tro&Mission 19/2006.
Men den overvejende psykologiske indsigt, bogen giver, sker på baggrund af en udviskning af evangeliets klarhed i frelses- og helliggørelses-spørgsmål.
Og det er en høj pris at betale.
For hvor er talen om evangeliets kraft?
Hvor er talen om Guds ubetingede og nyskabende nåde?
Hvor er talen om Ordets iboende kraft?
Stort set al denne tale er underlagt talen om min begyndelse i tro.
Man skal erkende det kald, Gud giver os (61ff), men det kræver mod, visdom, dømmekraft og tålmodighed.
Det er vigtig at spørge sig selv: ”Hvad vil jeg gerne huskes for?” (75).
Så har man chancen for at følge Guds vej med sit liv og får lov at opleve en enorm tilfredsstillelse og personlig succes!
Flere steder er bogen centreret om succes; man kommer til at ”føle et sus af tilfredsstillelse” (140) og bliver lidt stærkere indeni, når man tager kampen op og kæmper sig igennem!
Her er bogen på sin vis ’opbyggende’.
Den er med til at opbygge et billede af en succesfuld kristen, der lever under den velsignelse og menneskelige succes, som Gud øser over den, som formår at tage det første skridt ud af båden. Bogen opstiller et billede af en idealkristen som en person, der har stor succes i familien, i karrieren og i det åndelige liv.
Men hvor er det bibelske belæg for at opstille det ideal?
Ofte gives der psykologiske i stedet for bibelske svar.
Man lyver, siger Ortberg, som regel for at undgå smerte (47).
Den bibelske sandhed er, at man lyver, fordi man er en falden synder.
At psykologisere det kan være udmærket i en ikke-bibelsk baseret lærebog, men ikke i en kristen opbyggelsesbog.
I kapitel 5 bruger Ortberg en genfortælling af beretningen om Josef til at tale om den spændkraftige tro.
Han siger, at sådan en tro ”vokser ud af en dyb afhængighed af Gud” (107).
Kapitlet er dog en genuin psykologisk tolkning af Josefs liv og en vigtig pointe er, at ”spændkraftige mennesker forbliver tro mod deres værdier, når de fristes til at gå på kompromis” (115).
Bogen giver så stor opmærksomhed til psykologers forklaringer, at man får det indtryk, at deres udlægning af kristenlivet er mere normativ end Skriftens klare udsagn.
Når kristne skal udvide den åndelige komfortzone (der, hvor vi trygt er vores kristendom bekendt), så må vi ”følge Guds sti, og det kræver et trosspring!” (91).
Vi kan lide nederlag, ”men i selve handlingen giver du troen en chance for at vokse” (91).
Managementpsykologisk et det måske rigtigt, men i en kristen opmuntringsbog bliver det til en falsk teologi, der binder i trældom.
For når man ikke synes, man vokser i tro, så er det fordi man ikke formår at tage det krævede trosspring!
Ortberg skriver generelt en hel del om at have tro og lydighed nok.
Han prøver at vise, at Gud virkelig kunne have gjort meget gennem og ved os, hvis vi havde givet ham lov (51f).
I dybeste forstand er Guds velsignelser over vores liv afhængige af, at vi giver ham lov, stoler nok på ham osv.
Han er nemlig ”belønningens Herre, og der er vidunderlige ting i vente for dem, som forvalter hans rigdomme med visdom” (52).
Med et citat af Luther advarer han mod tanker om, at vi skal tro bedre og mere for at være sikre på at være et Guds barn, men fortsætter så, at vejen ”til at opleve et større mål af Guds kraft i mit liv er at gå i tro. Det vil sige at have sådan tillid til Gud, at jeg tager et skridt i lydighed” (88).
Så citerer han Hallesby, der om manden med den åndsbesatte søn siger, at han havde tro nok.
Den førte ham jo til Jesus.
Ortberg konkluderer da på spørgsmålet om, hvor meget tro man har brug for: ”Ikke en følelse af sikkerhed – men bare tro nok til at tage et skridt!” (89).
Hos Luther og Hallesby fornemmer man, at Jesus er i centrum for handlingen.
Hos Ortberg er troen i centrum.
Og dermed får han troen gjort til en del af et jeg-centreret lydighedsprojekt.
”Han behøver blot tro nok til at tage ét skridt” (90).
”Du må følge Guds sti, og det kræver et trosspring” (91).
Alle gode intentioner til trods bliver fremstillingen meget fikseret på os selv – ikke på Kristus, som beretningen om Peters vandring i sig selv er!
Helt rigtig skriver han, at det at træde ud af båden forvandler mennesker til intenst bedende mennesker, for de er her klar over, at de intet kan udrette uden at Guds griber ind (100).
Der er noget rigtig i slutfacit, men mellemregningerne afslører tros- og jeg-fikseringen.
Det vigtigste er, at jeg tager det første skridt, at jeg – med Guds hjælp og velsignelse – udretter en masse.
Det handler om, ”hvad Gud i sin kraft og nåde gerne vil gøre gennem dig. Men du må først lade fødderne blive våde” (103).
Når du har gjort dit, så velsigner Gud!
At gå på vandet giver et dybere forhold til Gud.
Gud kalder os til at træde ud i en opgave, der er for stor til os.
”Men der findes ingen anden vej til at vokse i troen” (29).
Spørgsmålene efter dette kapitel er markante, men afslørende for bogens tendens.
”Hvilken risiko kan du løbe, som kan hjælpe din tro til at vokse?” (30).
Vil du f.eks. holde fast ved og kæmpe for en værdi, som du tror på, midt i en hed diskussion?
Det sidste spørgsmål er egentlig godt, men det cementerer i sammenhængen en jeg-centreret tilgang.
Flere gange skriver han også om, at man mister muligheden for at vokse, fordi man ikke ønsker at se nærmere på sandheden om sig selv.
I stedet begraver man sine talenter, som den tredje tjener gjorde (43).
Ortberg synes ikke at overveje, at den kristne faktisk ’vokser’ ved at han ”skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).
”At vente på Gud er en tillidsfuld, disciplineret, forventende, aktiv og til tider smertelig klyngen sig til Gud” (197). Et på nogen måder godt udsagn, men det tager farve af bogens jeg-fikserede grundtone.
”Er du villig til at vente i absolut tillid?” (200).
Sådanne udsagn gav mig tanken, om bogen ikke snarere hører hjemme i forlaget Scandinavia’s end i LogosMedia’s sortiment.
At det er en jeg- og gerningscentreret bibeludlægning, ses tydeligt i kapitel 6, der handler om Jesu ord: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke”.
Disse ord fra Jesus forvandles fra at være evangelium til at være lov.
Jesus peger på sig selv og på dén baggrund siger han, at der ikke er nogen grund til at frygte. Dette evangeliske tilsagn bliver i Ortbergs udlægning til en befaling: Frygt ikke!
Det er, skriver han, den enkle befaling, der forekommer oftere end noget andet i Skriften, ”Guds hyppigst gentagne instruktion” (129).
Senere skriver han, at vi må vælge mellem tillid og frygt.
Ganske vist er det i en af de lange psykologiske udredninger i bogen, men det blandes sammen med det åndelige.
Han skriver, at videnskaben har fundet frygtgenet, og at Bibelen beskriver, hvordan frygten truer med at hindre mennesker i at stole på Gud og adlyde ham (137) og hindrer os i at opleve det potentiale, Gud har lagt i os (141).
Men det er selvfølgelig rart, hvis frygt er genetisk bestemt og ikke har noget med syndefaldet at gøre.
Man skal bekæmpe frygten ved at ville selv.
Frygten kortslutter nemlig vores evne til at stole på Guds opholdende kraft (173).
Det er en sammenblanding af psykologisk, menneskelig og åndelig frygt og synes at være en sammenblanding af lov og evangelium!
Talen om frygt er ydermere kun dennesidig.
Hvor finder vi i denne opbyggelsesbog talen om frygten for Gud, fortabelsen og helvede?
Den er her ikke, fordi alt er koncentreret om psykologiske mekanismer, der kan hindre os i at følge Gud her og nu, hvor det ikke er Guds nåde, men håbet, der er brændstof og drivkraft i vores liv (173).
I kapitel 7 taler forfatteren stærkt om, at alle støtter må tages fra os, så vi får lov at se og erfare, at Gud er nok, og at han er sammen med os i alt det svære (154f, 167).
Så ødelægger han desværre det hele ved at skrive, at ”Gud har indrettet os på en sådan måde, at blot et enkelt skridt, hvor vi handler, kan have en enorm kraft til at fratage fiaskoen dens magt over os” (160).
Vi skal derfor tage ”skridt hen imod at stole på Gud” (163).
Vi skal ”fremelske et sind, som fokuserer på Kristus midt i stormen” (179).
Det værste ved bogen er ikke dens amerikanske stil, der f.eks. kan kamme over i en beskrivelse af Jesus i næsten nedladende ord (168, 205) eller dens udlægninger af skriften om, at det var håb, der gjorde Moses villig til at gå til Farao (174).
Det værste er en teologi, der på trods af gode ord om Jesus sætter mennesket i centrum og udstyrer det med muligheder og evner, som det ikke har på denne side genoprettelsen og den nye jord.
Implikationerne af at udsende sådan en bog er, at hvilen i nåden undergraves i det øjeblik, der tales konkret om efterfølgelse.
Der gives psykologiske forklaringer i stedet for at henvise til Guds løfter og ord.
Man kan nu engang ikke opmuntre til efterfølgelse og tjeneste på lovens præmisser; det fører, alle gode intentioner til trods, til lovtrældom – også selvom det bliver i en forfinet og frommere udgave.
LM’s nye landsformand Jens Peter Rejkjær sagde på det nyligt afholdte rådsmøde, at der i LM skal være plads til fejltagelser.
Dem gør man jo tit, fordi man har mod til at prøve noget nyt.
Jeg vil vove at kategorisere denne bog som en af disse.
Og man bør heller ikke, selvom intentionen er god, udgive en bog af en forfatter, der har virket som lærer ved Willow Creek menigheden, og som vel må siges meget at ligge på linje med Bill Hybels teologi .
Når alt dette er sagt, så skal det også siges, at vi trænger til bøger om det at leve kristenlivet ud i hverdagen; bøger, som opmuntrer til efterfølgelse og tjeneste.
Vi trænger til at læse god opmuntrende og opbyggende kristen litteratur, men vi trænger ikke til at blive opmuntret og bekræftet i vores faldne naturs klippefaste tro på, at vi faktisk godt selv kan tage skridtet ud af båden.
Vi trænger ikke til at blive undervist om, at Guds velsignelse afhænger af, at vi er villige til at tage det første skridt i tro.
Vi trænger til at høre om hvilen i Kristus; vi trænger til at læse bibelsk funderede bøger om dette, så Herren sender os ud i tjenesten.
---------------------------------
Titel: Vil du gå på vandet, må du ud af båden.
Forfatter: John Ortberg.
Forlag: LogosMedia 2006.
