Leder fra ’Båndet’.Nr. 1 – 2000.
Af Hans Erik Nissen.
Et af spørgsmålene fra sidste år: Hvorfor er der i forkyndelsen så lidt hjælp at hente i kampen mod anfægtelse? Det blev formuleret af en af de resurse-stærke. Vi ser ikke ens ud under og på overfladen.
Når selvfølgeligheden holder sit indtog, forsvinder anfægtelsen. Det er letkøbt sjælesorg, der går efter recepten: Vil du være en kristen, så er du det også! Bliver du ved med at ville, da er himlen din! Den "teologi" er fri for anfægtelse.
Anfægtelsens forudsætning
Der er ingen anfægtelse, hvis der ikke er noget at anfægte. Er det nye liv ikke blevet til, kender et menneske ikke noget til det, som truer dette liv. Der er ganske enkelt ikke noget at true. Kun en ny fødsel fra himlen føder det, som kan angribes.
Er sandheden den, at mange anser sig selv for at være kristne uden nogen sinde at være blevet det?
Rosenius mente, at alt var med ham, som det skulle være, indtil han en morgen faldt over en af sin fars bøger og læste: Et menneske kan udvise stor flid i sit kald, stor trofasthed i sine ord og gerninger, det kan kende hele Bibelen, holde hele dens indhold for sandt, tappert og standhaftigt bekende den sande lære og besegle den med sit blod, samt om menighedens tilstand kræver det, og Gud vil det således, gøre tegn og undergerninger i Jesu navn - og så alligevel ikke desto mindre fare til helvede og savne Guds børns rette kendetegn, thi det er den sidst omtalte retfærdiggørende tro alene. Denne tro er det bodfærdige hjertes alvorlige tilflugt til Kristus for at tilegne sig hans fortjeneste.
I disse ord mødte Rosenius et billede af sig selv. De skildrede hans livsproblem. Men Gud fødte ham på ny. Dermed førtes han ind i den verden og virkelighed, hvor han blev kendt med anfægtelse.
Et forkert kristen-billede
Gud lader anfægtelsen komme over os for at føre os tilbage til livskilden. Han gør det ikke for at vi skal slå os til ro under anfægtelsen og mene, at et kristenliv er en livslang og konstant anfægtelse.
Det er ikke anfægtelsen, der frelser, men Ham, som Gud leder frem til gennem anfægtelse. Vi skal ikke slå vor lid til anfægtelse, men til Jesus. Anfægtelse er ikke kristenlivets endestation, men den er et kald, vi ikke skal sidde overhørigt.
Måske har en af de fem brudepiger med for lidt olie været i anfægtelse: Har jeg olie nok? Men det fik hende ikke til i tide at gå til købmanden. I stedet valgte hun søvnen som flugtvej. Den fik hende til at glemme.
Hvor mange slår sig ikke til ro med et kristeligt: det går nok? Hjertet er uroligt, man føler sig kold og død og tom, men beroliger sig med, at mange andre har det på samme måde. Guds ord siger ikke én noget, bibellæsning og bøn er ophørt, og man synes at prædikanterne hele tiden siger det samme, så der bliver langt mellem de gange, man hører Guds ord. Man trøster sig med, at det er vel ikke afgørende hvor meget jeg læser i Bibelen, hvor længe jeg beder og hvor tit jeg kommer.
Kristendom er liv
Men kristendom er liv - kærlighedsliv!
Tænk dig en ægtefælle, der føler sig kold og død og tom over sin hustru, det bliver mere og mere sjældent, de taler sammen, og afstanden mellem dem bliver større og større. Vedkommende spørger dig: Betyder det noget, at jeg har det sådan?
Svarer du: Det skal du ikke bryde dig om! Jeg har hørt om andre, der har det ligesådan?
Et sådant svar er katastrofalt. Følges dit råd, vil den sidste rest af kærlighed blive dræbt. Nu tror jeg heller ikke, at nogen ansvarsbevidst vil svare sådan, men sige: I er på et spor, som fører jer ud, hvor I ikke længere kan råbe hinanden op. Det er tid at standse op. Der må ske et sporskifte.
På samme måde er det i det åndelige liv. Man må ikke slå sig til ro og gøre en krisesituation til normaltilstanden. Er hjertet koldt og dødt og tomt, må det møde ham, som kom for at du skal have liv og have i overflod. Du må tilbage til udgangspunktet. Hvordan den fortabte søns hjerte end har været: Et kan du være vis på: Da Faderen så ham, fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham, skete der noget med hans hjerte. Nu var det ikke længere, hvordan han var, der betød noget. Han glemte sig selv i kærlighedens favn.
Det er som Jesus siger: Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig!
