1. juni 2007.
Af Hans Erik Nissen.
Du lever i fjendeland. Satan er denne verdens fyrste, og han har mange tjenere, der villigt lyder ham og gør, hvad han beder dem om. Satan hader Jesus og dem, der hører ham til. I forholdet til Jesus har han tabt slaget endeligt, men det forholder sig anderledes med Jesu disciple. Det er dem, han nu sætter alt ind på at stjæle fra Jesus og gøre til sin ejendom. Og som sagt har han mange hjælpere.
Også i dag skal du møde dem i radio, fjernsyn, internet, gennem mennesker, du møder, ja, gennem alt og alle hvis ånd er èt med denne verdens tidsånd. Umiddelbart ser de ikke så farlige ud, men Guds ord afslører dem. Lad dig ikke forføre. Skjult bag deres lokketoner ligger trangen til at fryde sig over dig. Det kan de, hvis du på ny bliver som dem.
Du står i en vældig åndskamp. Bliv stærk i Herren og hans vældige styrke. Det bliver du, når du i din hjælpeløshed kommer til ham. Du må sige det, som det er. Du står overfor magter og kræfter, du ikke kan overvinde. Da vil han gennem sit ord på ny levendegøre Golgatasejren for dit hjerte og sige, at den er din. Da jubler du: Evig sejr nu jeg ejer altid, Herre Krist, i dig!