Fra Teglgaard.eftertanke.dk/ Af Thomas Teglgaard.
15. december 2009.
Dette er sandheden om alting. Det er ikke en slags indlæg i debatten, nej, det er selve indlægget, selve kernen i alting, som her skal åbenbares for læseren. Enhver, der måtte mene noget andet, tager fejl – beklager, men sådan er sandheden!
Gud har skabt alting. Han skabte alting godt, både solen, månen og stjernerne, jord og dyr og planter og dig og mig. Det betyder, at evolutionsteorien er et falsum, fostret i det menneskesind som ustandseligt forsøger at frarøve Skaberen ære.
Al nød og ulykke her i verden er menneskeslægtens egen skyld. Vi blev fristet – og faldt. Vi ville være som Gud, vi ville selv bestemme, selv have ære, selv, selv, selv! Og nu går det kun én vej: imod døden. Det nytter ikke at skælde Gud ud, al lidelse her på jorden er vores, ikke hans skyld.
Man kan spørge: Hvis Gud vidste, hvad der ville ske, hvorfor gjorde han så ikke noget for at forhindre det? Ja, man kunne spørge om så meget. Forstå Gud magter vi næppe, men at han rent faktisk gjorde noget, ved vi. Julen står for døren, vi fejrer, at Gud gav sig selv som gave til os. Ikke noget med nogen væmmelig julemand, hvor man skal gøre sig fortjent til gaven, nej, Gud forærer os sig selv.
Med Jesu fødsel var Guds rige kommet nær. Jesus – vejen, sandheden og livet, Guds søn og verdens frelser – viste os med sine ord og gerninger, hvad han har i sinde. Sådan som Gud ved profeterne i Det Gamle Testamente lovede at genoprette alting, så man nu dette helt konkret ved at lamme sprang omkring, stumme talte osv.
Der var ikke had, ikke bagtalelse, ikke vold, ikke fordømmelse hos Jesus. Og da han døde for vores synder skyld, sådan så at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, kunne døden umuligt holde på ham. Han opstod på tredjedagen, og dermed var døden og djævelen for evigt besejret. Ved troen på ham ejer man evigt liv og går fri af den kommende dom.
Dom?
Ja, dom. Dommedag – den dag vi alle må tænke på med frygt og bæven. Jeg frygter denne dag mere end nogen anden … i hvert fald hvis man, som der står i f.eks. Johannes’ Åbenbaring, skulle finde på at læse i den bog, der beskriver mit liv. For skete det, var alt håb ude.
Om jeg så solgte alt, hvad jeg ejede, og gav det til de fattige, om jeg så solgte mig selv som slave eller gik i døden for et andet menneske, så kunne det ikke opveje alt det andet. Derfor satser jeg alene på, at min bog blev naglet til korset dengang for to tusinde år siden, og at man i stedet finder mit navn indskrevet i Livets bog – det er Guds søns egen bog. Og da går jeg fri af dommen. Og enhver, der gør det samme, går ligeledes fri.
Hvad følger af dette? Jo, der følger naturligvis det, som også Jesus selv sagde til sine disciple: At budskabet om, at vi kan få fred med Gud, skal nå ud til alle. Hvordan skulle vi kunne tie stille med det? Det ville jo være at svigte! Det ville være ukærligt!
Så kære alle I, der mener, at vi kristne skal lade være med at missionere: Det kan vi altså ikke.
Så kære alle I, der kalder jer kristne, men mener, at Gud nok i sidste ende lader alle komme i himlen: Det gør han altså ikke.
Så kære alle I, der mener, at den ene religion kan være lige så god som den anden: Det kan den altså ikke.
Danmark har været et kristent land, men det vil være lidt af en tilsnigelse at sige, at det stadig er kristendommen, der hersker her i landet. Hvad der derimod hersker, er i stedet alt muligt andet, når blot ikke sandheden holdes frem.
Evangeliet, det sande evangelium som Bibelen forkynder, undertrykkes. I skolerne og på gymnasierne og på universiteterne, i fjernsynet og i radioen, på Internettet og selv i kirkerne lyder det i stedet, at Big Bang og evolution osv. er forklaringen, at Bibelen naturligvis ikke er andet end menneskers mere eller mindre begavede tanker om Gud og Jesus og Helligånden, at løsningen på fremtidens problemer med klimaforandringer, truende krige og hungersnød mv. er samarbejde og sammenhold.
De få, der siger sandheden, er mørkemænd, ukærlige og håbløst forældede er de.
Men lad mig da få lov at være en sådan mørkemand og sige det:
Verden styrer imod afgrunden. Sådan må det være, vi har selv valgt kursen. Men Gud skaber alting nyt. Og alle – du og jeg og alle andre– er indbudt til at være med. Men fællesskab og blandingsreligion og humanisme og tolerance og demokrati kan nok tage sig imponerende og rigtigt ud, men har ingen større betydning i det store regnskab. For når den store kugleramme tages frem på den sidste dag, er det kun sandheden, der tæller.
Sandheden – det er Jesus. Og jeg vil råbe mig hæs, jeg vil skrive det igen og igen, så længe der endnu ikke findes nogen lov, der forbyder det. Om en sådan lov en dag så bliver vedtaget, ved jeg ikke. Men skulle det ske, er der ingen grund til at blive overrasket.
Jo, den dér humanistiske, tolerante, rare, inkluderende kristendom vil der næppe blive vedtaget nogen lov imod, hvem skulle have noget imod den slags? Men mørkemændenes kristendom, dem der prædiker synd og dom og omvendelse og i tilfælde af døve ører for det budskab ligefrem formaster sig til at sige fortabelse eller ligefrem ordet Helvede –.