Fra ”Det kristne liv”.Side 106-108.
Af Carl Fr. Wisløff.
Kristen kunst - findes der noget, der kan betegnes som sådan? Det må i så fald være god kunst, som magter at formidle en oplevelse af noget sandt og godt. -
Det er ingen garanti, at kunstneren er en personlig kristen. Kristne har desværre ofte præsteret underlødig kunst, både i bøger, malerier og musik. Heller ikke valget af motiv er det afgørende.
Om en kunstner vælger et bibelsk motiv, kan det lige så godt ske, at billedet bliver f. eks. sensuelt i stedet for åndeligt, det er tilfældet med mange renaissancemalerier. Desværre kan heller ikke motivet værne kunstneren mod at lave et dårligt billede.
Det kristne i kunsten ligger ikke bare i motivet, men også i den ånd, dette er bærer af. Motivet kan være lyst og let eller mørkt og trist - eller det kan være realistisk i den forstand, at det gengiver træk fra livets skyggeside. Det kan lige fuldt være bærer af en ånd, som tjener til at løfte vort sind. I så fald kan denne kunst kaldes kristelig.
»I øvrigt, brødre! alt. hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke« (Fil. 4,8).
En kristen, som vil tjene Gud ved kunstnerisk indsats, vil som en selvfølge stille sine evner til tjeneste for Guds Ånd. Det vil altså ikke sige, at en kristen udelukkende kan skrive eller komponere ting, som er direkte opbyggelige i dette ords specielle betydning. Hans musik behøver ikke bare være kirkemusik, og hans bøger behøver ikke bare at være direkte kristelig opbyggelseslæsning. Alt, som er båret af en ren og ædel ånd, er egnet til at stå i det godes tjeneste.
Står den kristne menighed positivt over for kulturen, vil det dog ikke sige, at den står ukritisk over for den. Den troende menighed ved, at det ikke er ved kulturel indsats, vi kommer i samfund med Gud.
Tidligere i vort århundrede optrådte en teologisk retning, som kaldtes »Social gospel«. Tanken inden for denne retning er den, at kristendommens opgave består i social indsats. Kristendommen skal bygge en ny verden, den skal sørge for social retfærdighed, højere levestandard og rigere kulturliv - og på den måde kommer Guds rige. Denne tankegang er heller ikke ukendt i vor tid. Men alt dette står i modstrid til Det nye Testamente.
Ganske vist har den kristne ansvar for sin næste og skal tænke på hans vel, det har vi allerede talt om. Men Guds rige kommer ikke ved noget af den slags. Paulus vidste, at det var det forhånede ord om korset, der alene kunne frelse: »Hvor er nu vismændene? Hvor er nu de skriftkloge? Hvor er denne verdens ordkæmpere? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?« (1. Kor. 1,18 fig.).
Når det gælder vor frelsessag, kan den højeste kultur og den største visdom intet udrette. Hvis noget af den art blander sig ind i, hvad der har med Guds rige og menneskers frelse at gøre, vil det tværtimod kun volde forvirring. Derfor hedder det også, at ikke mange verdsligt vise blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme (1. Kor. 1,26 fig.).
Al menneskelig kultur skal gå under, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. »Men efter hans forjættelse venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor« (2. Pet. 3,13). Visheden om Jesu genkomst og den sidste dom er et virksomt korrektiv over for enhver kristen kulturoptimisme.
Derfor må det også siges, at i arbejdet for Guds rige kan kultur og kunst ikke stå i første række. Vi smykker gerne vore kirker og missionshuse, vi vil gerne skabe en kristen litteratur osv., men ingen evangelisk kristen vil nogen sinde mene, at en eller anden kunstnerisk indsats kan erstatte det rene og sande evangelium.
Når det gælder dramatisk fremstilling, bliver vanskelighederne større, jo nærmere man kommer ind til kristentroens centrum, hvor evangeliet lyder, og mennesker bliver omvendt og født på ny. Den slags kan man ikke agere. -
Dramatiske forestillinger i kirkerne (kirkespil) er en afsporing. I kirken skal der forkyndes, ikke ageres. Forkyndelsen engagerer samvittigheden. En dramatisk fremstilling engagerer æstetisk på en måde, som betyder en afsporing i almenreligiøs retning.
I øvrigt må det siges, at det er skæbnesvangert, dersom kristne mennesker læser mange romaner og fortællingsbøger og lader Bibelen ligge ubrugt. Det var bedre, at alt, hvad der hedder kristelige romaner, blev lagt til side, end at de kristne skulle forsømme Bibelen og gode opbyggelige bøger.
