Fra Sand.omvendelse.dk20. april 2009.
Af René Vester.
Nedenstående er frit oversat fra Phil Johnsons anbefaling af genudgivelsen af en seksten år gammel bog af John MacArthur:
Seksten år er gået, siden John MacArthur udgav sin bog “Ashamed of the gospel”. Denne bog har aldrig været ude af tryk siden. Det var en kritik af Willow Creek-og Saddleback kirkernes søgen efter at være “relevant.”
Stil kommer og går.
Tingene er anderledes nu. For det, der før virkede så forbavsende frisk og relevant i en verden af søgere for seksten år siden, er nu gået af mode. Noget af det, der skete, er endda blevet foder for den post-evangeliske foragt og hån.
Bill Hybels synes endelig at have holdt op med at tale om “unchurched Harry.” Rick Warren har istedet forsøgt at holde sig interessant ved at binde sit navn til nogle af Hollywoods politiske kæledyr. Andre udtryk, der var på mode dengang (som søgervenlig og brugervenlig) er ikke helt så populære i dag, som de var seksten år siden.
Men den pragmatiske filosofi, der ligger bag disse begreber, er stadig den drivende kraft i den brede, vide verden af semievangelisk og emergent religion. Fortalere for religiøs pragmatisme i dag, kalder stadig deres arbejde for “missionalt”. (Det er ikke for at antyde, at alt, hvad der kaldes “missionalt”, er dårligt. Det er det ikke.) Men lad os se det i øjnene: De høje herrer fra det søgervenlige, missionale ministerium har ikke gjort et godt stykke arbejde. De har kun leveret gammel vin på nye sække. Og vinen smagte dårligt.
På trods af, at de specifikke tendenser og trick, der var så interessante i 1993, ikke længere er relevante, så er MacArthurs bog stadig relevant i dag. For det er en kritik af den underliggende filosofi, som lå bag dengang, og som også ligger bag de forkerte modvækkelser, der foregår i dag. Derfor bliver den nu genoptrykt i en ny udgave.
Her er et lille stykke fra et af de nye kapitler i bogen:
“Flere årtiers Nonstop snak om strategi, om relevans, kontekstualisering og smarte metoder til at inddrage kulturen, har ikke haft nogen mærkbar positiv åndelig indflydelse på den verden, vi lever i. Indflydelsen fra kirken inden for vores kultur fortsætter med at falde; vores samfund har blot vokset sig mørkere, og budskabet, som kirken i dag giver til verden, er mere forvirret og forvirrende, end det måske har været på noget tidspunkt siden den mørke middelalder. . .
For at sige det ligeud: Kirken er blevet en kilde til latter for verden. Den står uden nogen moralsk autoritet, uden nogen troværdighed til at stå overfor verden og konfrontere synd. Den kan ikke proklamere Kristi herredømme eller tale med klar stemme om synd, retfærdighed, eller dom.”
Min kommentar til dette (René Vester).
Den bog burde være den, man fik læst i kirkerne i dag. Men istedet fortsætter vi med at invitere de nye fortalere for 'relevant kirke og ræk ud til din kultur'. Den 4 maj kommer der en mand, som i en af sine bøger har skrevet følgende:
“The biggest enemy of the movement of Jesus Christ is christianity”
Dette står i hans bog “The barbarian way”, og han anbefaler selv sin bog med den udtalelse. Manden er Erwin McManus. Han er hovedtaleren ved en kirkevækstkonference for frikirkepræster og forkyndere. Det foregår i pinsekirken (Bykirken) i Odense d. 4 maj under WillowCreek.
Jeg har hørt forkyndelse af McManus, og jeg kan ikke høre, at han har noget nyt eller bedre at tilføje, end Bill Hybels eller Rick Warren havde. Der er ikke noget nyt under solen. Men hør selv efter i dette klip, hvor han siger, hvad kirken skal gøre for at tiltrække folk. Og spørg dig selv, om du ikke har hørt dette alt for mange gange før, og om der ikke mangler rigtig meget fokus på Jesus Kristus her.
Se video her.
----------------------
Læs mere her.
