Fra Bibelsk Tro,Nr. 5 – 2003.
Av Guttorm Raen.
Lidt om tidens slagord.
Bibelen formaner os til at tage "enhver tanke til fange under lydighed mod Kristus" (2. Kor. 10,5).
Tanker kommer til udtryk i ord, om andre skal få kendskab til dem. Det hører derfor med til det, vi bliver mindet om, at vi vurderer det, som bliver sagt i forskellige sammenhænge og ser, om indholdet stemmer med Guds ord.
Det, vi vil se lidt på i dette stykket, er talemåder, som vi ofte hører i vore dage, og som ofte bliver godtaget uden videre, men som måske fører vore tanker bort fra, hvad Bibelen siger. Her findes der uendelig meget at tage frem, så vi må nøjes med nogle få eksempler.
Negativt og positivt
Den gængse opfattelse i vore dage er, at vi skal lægge vægt på det, som er positivt, og sky det, som er negativt.
Før vi siger mere om akkurat dette, bør vi se lidt på, hvad ordene egentlig betyder. (Derfor har vi med vilje sat ordene i modsat rækkefølge af det, som for det meste opfattes som naturligt.)
Begge ordene har baggrund i latin. "Negativ" kommer af et verbum, som betyder at nægte, og betegner noget, som udtrykker en nægtelse, noget som benægtes eller ophæves. "Positiv" har sin baggrund i et verbum, som betyder at sætte på plads, og betegner noget, som bekræftes ved, at det er sat på ret plads.
Neutralt set er derfor begge dele nødvendige. Hvis vi bruger billedet af et regnskab, må både indtægter og udgifter føres ind, om det skal blive rigtigt. Sådan er det også i det åndelige liv (Luk. 14,28-33).
I folks tankegang i vore dage sættes der ofte lighedstegn imellem det, som er positivt og det, som er godt, og imellem det, som er negativt og det, som er ondt. Man bør altid lægge vægt på det positive. Negative tanker bør man holde sig fra. Undertiden får man indtryk af, at det at sige nej til noget og at hævde, at noget er galt, er surmuleri og livsfornægtelse.
Bibelen siger: ”Hold fast ved det gode!” (Rom.12,9). Er det ikke i overensstemmelse med vor tids vægtlægning på det positive?
Den positivitetstankegang, som er så stærk i vore dage, har i hvert fald to grundlæggende svagheder.
For det første... at lægge vægt udelukkende på det positive er urealistisk. Vi lever i en syndig verden, hvor det også er nødvendigt at “afsky det onde” (også dette står i Rom. 12,9).
For det andet... når det såkaldt positive ikke bliver forstået ud fra en klar norm, har man ingen sikkerhed for, at det virkelig er det gode, man holder sig til. Ofte ser man, at det positive bliver opfattet som ”det, der føles godt for mig”.
Et par udtryk, som bruges i forbindelse med vranglærere, er instruktive i denne sammenhæng. I Judas’ brev vers 4 hedder det om vranglærere, at de har “sneget sig ind”. De giver sig ud for at være noget andet end det, de ud fra Guds Ord har ret til, og giver deres budskab ud for at være noget helt andet, end det virkeligt er. Paulus advarer imod “at gå ud over det, som er skrevet” (1. Kor. 4,6).
De, som forkynder anderledes, end Bibelen lærer, fremstiller det ofte som om, de kommer med noget bedre, noget som overgår “det gamle budskab”, noget som bringer én fremad.
Lad os medtage et konkret eksempel, som har været en hel del omtalt på det sidste. En fremtrædende leder i det, som for det meste kaldes trosbevægelsen, er kommet til, at det at forkynde Guds bud er negativt og skygger for evangeliet (Åge Åleskjær).
Hvor direkte i strid med Guds ord dette er, kan man se bare ved at læse Bjergprædikenen (Matt. 5) eller formaningerne i Det nye Testamente (se f.eks. Ef. 6,1-3).
Hvis vi nu bruger de betegnelser, vi har taget op i dette afsnit, kan vi sige følgende: Fra en side set er loven negativ, for den nægter alle muligheder hos os selv for at blive frelst ved vore egne gerninger (Gal. 3,11). Men fra en anden side set er loven positiv, for den viser os, hvad der er godt ifølge Guds hellige vilje. (Rom. 7,12.)
Begge dele er nødvendige for os. Evangeliet erstatter ikke loven, men er budskabet om, at Jesus Kristus har opfyldt loven og lidt straffen for vor synd i vort sted. Et “evangelium”, som ikke taler klart om disse ting, er et menneskelavet budskab.
Fremskridt
På mange måder er dette og lignende begreber brugt i omtrent samme betydning som "positiv". For det er positivt å være "fremtidsrettet", at være i udvikling, og så videre. Og det er negativt å være en "konservativ", stædig rad, som ikke vil være med på forandringer.
Analyserer vi indholdet i det, som siges, ser vi straks, at det varierer efter, hvem som siger det. I virkeligheden ser det ofte ud til, at det er selve ordene, som er "positive", og folk skal uden videre godtage, at det er godt, det som ordene beskriver, uden at analysere indholdet.
Der kunne siges meget om denne tendens til at bruge ord, som tilslører i stedet for at klargøre meningen. Undertiden kan man få indtryk af, at det er om at gøre at gemme sig bag kryptiske navne.
Det er blevet nok så almindeligt, at bedrifter, som før havde nemt forståelige navne, ændrer det til noget, som slet ikke synes at have noget at gøre med den virksomhed, de driver. Det må blive deres sag, men det er nok så ejendommeligt, at dette er blevet så almindeligt i det, som ofte kaldes "informationssamfundet".
Vi nævner dette, fordi det illustrerer det faktum, at der er meget i vor "oplyste" tid, som fremtræder på en helt anden måde, end det virkelig er. Når vi vurderer vor tid med åndelige mål ud fra Bibelen, bliver dette endnu tydeligere.
Det, vi har sagt ovenfor om positivt og negativt, gælder også begreber, som går på fremgang og lignende. Desuden vil vi gøre opmærksom på et bibelafsnit, som er meget lærerigt i denne sammenhæng. Vi finder det i Esajas kapitel 8. Vi fremhæver nogle udtryk for at sætte fokus på det, vi har nævnt.
“For således sagde Herren til mig, da hans hånd greb mig med magt, og han advarede mig mod at vandre på den vej, som dette folk går på: I skal ikke kalde alt det sammensværgelse, som dette folk kalder sammensværgelse. Og det, som dette folk frygter, skal I ikke frygte eller ængstes for. Herren, hærskarers Gud, ham skal I holde hellig, og han skal være jeres frygt, han skal være jeres rædsel”. (Esaj.8,11-13).
Guds folk skal vurdere alle ting ud fra det, som Gud har åbenbaret, og ikke uden videre godtage det, som får stor eller “positiv” omtale i verden. Den rette holdning bekræftes lidt senere i kapitlet: “Til ordet og til vidnesbyrdet - Dersom de ikke taler i overensstemmelse med dette ord, så er der ingen morgenrøde for dem.” (Esaj.8,20).
Vi skal også lægge mærke til den vægt, som lægges på frygt for Herren. For sand kristendom består af det at høre og rette sig efter Guds Ord, og at leve i det rette personlige forhold til Gud. Man kan undre sig over, at moderne prædikanter ofte ser ud til at være bange for at skabe et negativt indtryk, men synes at frygte meget lidt for, at deres budskab ikke skal være efter Guds vilje.
Åbenhed
Dette er et andet af de "positive" begreber i vore dage. Undertiden får man indtryk af, at åbenhed løser alle problemer. Bliver en organisation kritiseret for noget i medierne, er åbenhed løsenet. Der kan endog stilles krav om dette i personalesager.
Det samme gælder løsning på personlige problemer. Man skal ikke fortrænge det, man føler, men få det ud og blive færdig med det. Gruppesamtaler, hvor alle uden reservationer fremlægger det, de føler, er meget brugt.
Mennesker, som har begået grove synder, ser langt på vej ud til at blive undskyldt, når bare de åbent vil fortælle deres "historie" til massemedierne.
Det sidste viser, hvor galt det kan blive, når dette bliver overdrevet. Det kan let blive dårlige eksempler for andre, som får store opslag. Men retsvæsenet kan ikke undskylde en kriminel, om han står åbent frem. Og Gud dømmer lige meget synd, om man ikke vender om, enten man er "åben" om det eller ikke.
Kravet om åbenhed ser undertiden ud til at gå så langt, at man hverken respekterer blufærdighed eller privatlivets fred. En vigtig side af dette spørgsmål har at gøre med følgerne af syndefaldet.
Det indebærer, at der findes en afgrund i vort hjerte - "kødet" - som står Gud imod. Det er ikke godt eller ret, at alle slags syndige tanker og følelser kommer åbent frem i dagen. (Meget af den moderne underholdning er vel netop sådanne syndige fantasier.) Det skal gøres op for Gud, og så skal Jesu nåde dække det og hjælpe os til at holde fast ved det, som er godt.
I tillæg hertil er vi mennesker forskellige. Det er ikke lige naturligt for alle at tale om personlige sager.
Når dette er sagt, må vi tage med, at der er en form for åbenhed, som Bibelen lægger vægt på. En troende skal være åben i det, at han altid lægger vind på en god samvittighed og ikke opfører sig sådan, at han har noget at skamme sig over (2. Kor. 4,2). Og en kristen organisation skal have orden i sine sager, så der ikke lægges til rette for fristelse til økonomisk underslæb f. eks.
Ren tale
Både i Jesu forkyndelse og ellers i Det nye Testamente lægges der vægt på, at de troende skal tale uden brug af overdrivelser og lignende (Matt. 5,33-37; Kol. 4,6; Jak 3). Dette hænger sammen med Guds vilje, som den er udtrykt i det andet bud.
I vore dage er banden og uren tale blevet så almindelig, at endog troende ikke altid reagerer på det. Til og med i bøger og fjernsynsprogrammer beregnet på børn florerer bandeord. Men kristne mennesker burde være varsomme med at tale på en sådan måde, at de støtter det frafald fra Guds ord, som er så almindeligt i vor tid.
Sund humor er slet ikke fremmed for en troende. Men når der spøges med hellige ting eller med umoral, skal man ikke være med på det. Man kan også høre kristne, der bruger udtryk – måske i spøg – som støtter en livsførelse, der er i strid med Guds ord, som når man kalder sin ægtefælle for sin "sambo" eller taler om "at lave børn".
Mange udtryk, som "krydrer" talen, tror man måske ikke har nogen betydning. Men er det sandt? En lærer, jeg havde i folkeskolen, gjorde opmærksom på dette på en måde, som ble husket. Han sagde, at alle forstærkende udtryk, som begynder på G, J, D, F, S og H – uanset hvor uskyldige, de ser ud til at være – egentlig er omskrivninger for Gud, Jesus, eller forskellige navne på djævelen og hans tilholdssted. (Nogle af disse er personnavne, og det er jo ganske meningsløst at bruge dem som forstærkende udtryk.)
Jeg tror, han havde ret. Baggrunden er det, som i sprogvidenskaben kaldes for "eufemisme". Man var bange for at bruge de virkelige betegnelser på hellige eller farlige ting, og gav dem derfor andre navne i stedet for.
Et ord, som skærer i hjertet på den, som ved, hvad det egentlig betyder, er "forbandet", som mange nu bruger i betydningen "vred". Endog i oversættelser fra andre sprog, som har en mere normal sprogbrug, kan man finde dette ord benyttet. Ordet har jo at gøre med "band" og "forbandelse", og vil jo resultere i fortabelse borte fra Gud. Når jeg hører dette ord brugt, bliver min reaktion: Måske den, som siger det, virkelig er det, ordet betegner – uden at tænke over det selv, men vi må bede om, han må blive frelst fra det.
Disse få eksempler er nævnt for at pege på to vigtige sager:
1. Det er vigtigt, at vi ikke lader os besnære af det, som verden kalder “positivt”, men vurderer alt i lyset af Guds Ord.
2. Som troende trænger vi til at være opmærksomme på vore egne ord og talemåder, om de er i overensstemmelse med den tro, vi bekender.
-----------------------
Oversat fra norsk bokmål af Lis J.
Bibelcitaterne er oversat fra norsk.
