Fra "Nehemias - Guds bygmester". Af Kjell Dahlene.
I murens hul for sit folk.
(Side 26-27).
"Jeg søgte en iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen." Ezek. 22,30.
Sådan var stillingen før Israels fangenskab i Babel. De manglede en mand, som var villig til at betale de omkostninger, der var ved at stå mellem Gud og et genstridigt folk.
Gud leder efter sådanne mænd.
Vi handler ofte anderledes. Når vi mister grebet på ting og sager i det kristne arbejde, retter vi søgelyset mod metoderne.
Er vi ikke på bølgelængde med de mennesker, vi skal vinde for Guds rige?
Taler vi, så vi bliver forstået?
Er der andre og nye måder til at komme i kontakt med folk på?
Det er vigtige spørgsmål, som skal stilles. Vi skal ikke holde på det, vi plejer for enhver pris.
Der er blevet ofret megen tid og mange kræfter på metoderne i kirken og kristenlivet. Disse ting har haft betydning, men Herren er ikke så interesseret i metoderne, som vi er. Han leder efter mænd, som vil stille sig i murbruddet - stå for Guds ansigt med det budskab, Gud vil have frem og den gerning, han vil fremme.
Guds øje finder Nehemias. Gud kan bruge denne mand, og han er villig til at gå ind i bruddet for Herrens ansigt med de ofre, der følger med.
Nehemias er ikke længere den samme, efter han har fået meldingen om tilstanden og nøden i Jerusalem. Den lidelse og nød, Gud havde for sit folk i Jerusalem, genspejler sig i Nehemias' liv. Det bliver udtrykt sådan i en sang:
Giv, Jesus, mig dit frelsersind
for slægtens sorg og harm!
Luk mig i dine smerter ind,
og gør mig stærk og varm!
Hjælp mig at skue med dit blik
hvert folk, som liv og grænser fik,
og bære verdens nød og skam
med blikket vendt mod dig, Guds Lam,
til døden tro,
tålmodig, stærk og fro!
Nehemias havde mange ting, han kunne undskylde sig med, hvis vi betragter sagen med menneskelige øjne. Der var mange, som stod meget nærmere til at hjælpe folket i Jerusalem end han.
Han hørte til blandt dem, der havde de fleste af sine rødder i fangenskabet, og desuden havde han stor fremgang og nød kongens tillid. Gud havde velsignet ham rigt og givet ham en betroet stilling i det persiske rige.
Det var en specielt privilegeret stilling at være mundskænk hos kongen. Ingen var tjent med, at han faldt i unåde - allermindst hans eget folk. Nehemias vidste, at kongen havde forbudt at genopbygge Jerusalems mure. Hvis han kom med forslag i den retning, kom han nok i dårligt lys.
Men den slags spekulationer om sagen fører kun på gale veje. Når mennesket selv skal finde udvej, så lukker de vejen for Gud.
Egentlig bliver alt andet underordnet, da Nehemias får med Gud at gøre. Den melding, han får fra Hanani, vækker en inderlig nød i hans hjerte.
En ny renselse.
(Side 156).
Nehemias fik orlov fra sin stilling ved Artaxerxes' Hof for at genopbygge Jerusalem. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor lang tid den opgave tog. Nogle forstår teksten på den måde, at Nehemias havde været i Jerusalem i 12 år og derefter en kort tid ved hoffet for at søge om fornyet orlov til at vende tilbage til Jerusalem.
Andre forstår det sådan, at Nehemias havde været væk fra Jerusalem i flere år, efter at murene var fuldført, og fællesskabet i byen kom i funktion.
Så søgte Nehemias igen om tilladelse til at rejse til Jerusalem. Måske havde han hørt om frafaldet i byen, og det krævede, at Nehemias igen var på sin plads i Jerusalem.
Kapitlet synes at antyde, at dette forfald ikke var sket over nogen måneder, men over år. Det kommer ikke mindst frem gennem de børn, der ikke kunne tale jødernes sprog, men kun de fremmedes sprog.
Nehemias understreger, at han ikke var i Jerusalem, mens dette frafald skete. Der er grund til at tro, at Nehemias har været væk fra byen i en lidt længere periode, uden at den er tidsfæstet.
Det er en advarsel. Hvis ingen vil våge over Guds ord og være hyrder for Guds folk, sker frafaldet i et uhyggeligt tempo.
Vi kan spørge, hvordan det kunne gå til. De havde set Herrens store gerninger. De havde grædt over deres synder og underskrevet pagten med Israels Gud.
Når åbenbaringslyset blegner, sniger mørket sig ind over sjæl og ånd og nedbryder dømmekraften og den moralske rygrad.
Nehemias var tilbage i Jerusalem, og det kunne hurtigt mærkes i alle dele af folket. Han var ikke bange. Helhjertet stod han på Guds side og var ikke villig til at gå ind på noget kompromis med synden, halvheden eller afgudsdyrkelsen.
Nehemias så! Det var det første, han gjorde, da han kom til Jerusalem første gang. Også nu begyndte han med at tage et overblik.
Det syn, han mødte, forfærdede ham. Der var sket et frygteligt forfald i folket. Der var ikke blevet passet på det åndelige liv, og folket var gledet tilbage i gamle synder og laster, forsømmelser og ligegyldighed.
De åndelige ledere førte an i forfaldet.
(Side 157).
Forrest i rækken møder vi ypperstepræsten Eljashib. I hans liv og tjeneste møder vi en person, der halter til begge sider. Han var med i arbejdet på Jerusalems mure, men opretholdt forbindelsen med Israels fjender.
Han prøvede diplomatiet i forholdet til verden, men besmittede sig selv og sin familie, så urenheden fik større og større magt i familiens liv.
Under Nehemias' fravær havde Eljashibs linie fået større og større magt. Han ruinerede åndsindholdet i sin egen familie og i samfundet i Jerusalem.
I stedet for at være en inspirator for tjenesten i og for Herrens hus, blev han en bremseklods. Han ønskede nok ikke at være det, men hans liv og livsførelse, hans mangel på åndelig kraft og klarsyn, virkede sådan.
Det er et stort ansvar at være leder i Guds folk. Det giver rige muligheder for den, der står i Herrens plan - lydig og villig. Men der venter en frygtelig dom til dem, der er årsag til slaphed og åndeligt forfald.
"Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom." Jak. 3,1.
Nehemias’ bøn.
(Side 165).
Vi skal lægge mærke til, at han også var klar over, at han trængte til nåde, og den skulle være stor!
"Husk mig også for dette, min Gud, og vis mig barmhjertighed i din store godhed." Neh. 13,22.
Nehemias bliver frelst af nåde sådan som alle, der skal indtage Guds evige rige. Samtidig skal Herren vurdere vores troskab, og så skal end ikke et glas koldt vand miste sin løn.
-----------------------------------------------------
Udgivet af Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening.
I kommission hos Dansk Luthersk Forlag.
1996.
