Fra Dialogcentret.dkFaderhuset blev grundlagt af ægteparret Knut og Ruth Evensen i 1990. Det skete, efter at de havde fået en vision om at starte deres egen menighed på Nørrebro i København. Derfor brød de med frikirken Kristent Center, som de indtil da var kommet i, og dannede Faderhuset. Begge havde siden 1970’erne været aktive i kristent arbejde blandt hippier og narkomaner i København.
Sekten Faderhuset bliver til.
Knut og Ruth Evensen har fra begyndelsen været de drivende kræfter i Faderhuset. Knut Evensen var pastor for Faderhuset indtil 1998, hvor Ruth overtog ledelsen for menigheden. Derefter helligede Knut sig arbejdet med Samuelskolen, der fungerede som Faderhusets selvstændige friskole, indtil den blev lukket i 2006.
I 2001 købte Faderhuset via stråmandsfirmaet Human A/S ”Folkets Hus” på Jagtvej 69 på Nørrebro. Folkets Hus var en bygning, som i 1981 blev besat af BZ’ere, der ville have et ”ungdomshus”. De fik i 1982 brugsret på bygningen af Københavns kommune. Kort efter, at Faderhuset fik kontrollen med ejendommen, forsøgte de med henvisning til en omstridt brugeraftale at sætte de unge på gaden.
Da dette mislykkedes, valgte Faderhuset at gå rettens vej, og siden 2002 har der kørt retssager, som Faderhuset har vundet. Dommen fra Østre Landsret i august 2006 betød, at de unge skulle forlade huset senest 14. december 2006, hvilket de nægtede at gøre. Politiet ryddede derfor huset 1. marts 2007.
Kampen mod de autonome fra Ungdomshuset var om noget med til at gøre Faderhuset og Ruth Evensen kendt i offentligheden. Men problemerne fulgte snart. Det kom til offentlighedens kendskab, at Faderhuset nu også ville gå til kamp mod de homoseksuelle, hvilket skabte stor forargelse, og Ruth Evensens planer om at bygge et kulturhus på grunden Jagtvej 69 måtte opgives, da ingen entreprenører turde bygge på det pågældende sted.
Efter en del negativ presseomtale flyttede Faderhuset til Bandholm på Lolland i marts 2008. Flytningen til Lolland kunne se ud, som om Ruth Evensen var presset, måske fordi det var en anfægtelse af hendes profetagtige autoritet, at Kulturcentret på Jagtvej 69 ikke kunne bygges, når hun nu havde planlagt det. (Men) Hvis flytningen til Lolland var et forsøg på at undgå søgelyset, tog man fejl. Nu kom der først rigtig søgelys på Faderhuset.
Faderhuset er skadeligt for sine medlemmer?
Dialogcentret havde længe haft fokus på Faderhuset, men fra først i 2007 begyndte pressen også for alvor at få øjnene op for det, der skete. Vi kan her nævne nogle af de ting, som vi mener gør Faderhuset skadeligt for sine medlemmer:
Problem: Fremgangsteologi og trosbevægelse.
Ideologisk er Ruth Evensen skolet i Trosbevægelsens lære via prædikanter som Jens Garnfeldt fra Københavns Bibeltrænings Center (KBC) og Christian Hedegaard fra det senere Evangelist.
Dette præger i høj grad Faderhusets lære om sejr, rigdom og lykke til alle dem, der har den rette tro – en lære, som i mange tilfælde har vist sig særdeles usund for mennesker.
Mange af de sange, der synges under gudstjenesterne i Faderhuset, har et militaristisk indhold, hvor der proklameres sejr over det onde og dæmoniske. Rigdom opnås ved den rette tro og bekendelse, og både lykke og ulykke er som følge af denne lære selvforskyldt.
Følgende citat af Ruth Evensen taler tydeligt om hendes opfattelse af de kristnes sejr og magt:
”Mange medier, og også Ritt Bjerregaard under mødet på Rådhuset, har spurgt mig, hvorfor jeg dog ikke bare sælger huset og høster gevinsten. Jeg griner af dem - hvor dumme er de? Vi har oplevet at Gud har pålagt os, at købe det hus [Ungdomshuset], og fordi jeg har holdt fast i hans løfte, har vi nu sejret. Det er den magt vi har, når vi tilhører Gud." [1]
Ruth Evensen
Problem: Den karismatiske leder.
Ruth Evensen er en stærk personlighed og meget karismatisk. Hun formår at få folk med sig i kraft af sin entusiasme og veltalenhed. Når denne personlighedstype tilmed anvender egne visioner og åbenbaringer i sin ledelse af en menighed kan det medvirke til, at der lukkes af for kritik og spørgsmål til de valgte dispositioner.
Lederen, her Ruth Evensen, sætter sig på en urørlig position, hvorfra hun styrer mennesker og begivenheder. Mange har uafhængigt af hinanden talt om Ruth Evensens manipulation og strenge disciplinering af menighedens medlemmer.
Hun siger i følgende citat:
”Faderhuset vil forandre Danmark. Vi har kraften til det, den samfundsforvandlende kraft. Hvorfor har andre kristne ikke den magt? Fordi de er lunkne. Vi kan kun sejre ved at have et stærkt lederskab, og en disciplineret menighed." [2]
Ruth Evensen
Problem: Sort og hvid-tænkning.
Den sort-hvide tænkning kommer til udtryk ved, at Ruth Evensen og Faderhusets medlemmer opfatter sig selv som de frelste, de rene og sande Kristi stridsmænd, hvorimod de, der er udenfor er de fortabte, de urene og dæmoniserede. Verden og alle mennesker splittes op i rent og urent, hvilket skaber regler for, hvem man bør omgås – og dette gælder såvel venner som familiemedlemmer – og hvordan man bør handle.
”De unge på Nørrebro er dæmonbesatte, men vi er lige nu vidne til at Gud sejrer over Satan. Næste skridt for Faderhuset er at bekæmpe praktiseret homoseksualitet, pædofili, pornografi, abort og satanisk legetøj. Hverken de autonome eller resten af Danmark kan undgå Guds kraft” [ 3].
Ruth Evensen
I takt med at Faderhuset bliver mere og mere presset af medierne og omverdenen, vil denne sort-hvide, os-dem-tænkning også blive mere markant, idet de rykker tæt sammen for at modstå presset.
Dette har fået medierne til at spekulere på, hvorvidt Faderhusets medlemmer kunne finde på at gøre kollektivt selvmord, i stil med hændelsen i Jonestown i 1979. Denne spekulation har Dialogcentret dog ingen dokumentation for at kunne støtte. Men medlemmernes sparsomme eller manglende kontakt til verden uden for Faderhuset er dog usund i længden for henholdsvis medlemmerne inde i Faderhuset og de pårørende udenfor.
Problem: Misbrug af børn og unge.
I april kunne afhopperen Lidia Hesselberg tale om, hvordan nye medlemmer skulle ”knækkes”, som man internt formulerede det: ”Kend dem på knækket”. Desuden fortalte hun, at der internt var mistanke om, at et Faderhusmedlem havde begået incest mod sin 3-årige datter. Dette prøvede Ruth Evensen at holde skjult for myndighederne, da hun mente, at barnet i stedet for at være offer var dæmonbesat.
I juni 2008 kom det frem i Ekstra Bladet, at ulydige børn i Faderhuset blev betragtet som dæmonbesatte og blev udsat for smæk og hård disciplin. Børns Vilkår modtog oplysningerne om de bekymrende forhold for over 40 børn i Faderhuset. Oplysningerne kom fra personer med tæt tilknytning til Faderhuset og pegede på, at der foregik alvorlig omsorgssvigt og misrøgt af børnene i menigheden.
Da Faderhusets medlemmer i dag er samlet i Bandholm på Lolland, er det Lolland Kommune, som sidder med tilsynet af familierne.
Undersøgelsen af disse forhold i Faderhuset viste, at Ruth Evensen havde en god kontakt til den amerikanske frikirke, Word of Faith Fellowship (WOFF) i North Carolina, en gruppe, som netop af de amerikanske myndigheder var anklaget for sekterisk adfærd over for medlemmerne med stærk kontrol og isolation, og for at udsætte børnene for skrig og råb for at drive dæmoner ud af dem.
Problem: Militærtræning.
I august 2008 forlød det, at de sociale myndigheder havde sat børnene under skærpet tilsyn. Og i oktober fortalte afhopperen Samuel Hesselberg om den militæragtige lejr i Sillestrup på Falster, hvor børn skulle have været trænet i at modstå tortur ved selv at udsættes for pisk og (for) at få en pistol for panden. Ambitionen skal have været at forberede børnene på det, de kan blive udsat for, når de engang skal forkynde evangeliet i de arabiske lande!
Medlemmerne flygter.
Der ikke noget officielt tal på hvor mange medlemmer Faderhuset har, men en øjenvidneberetning fra marts 2007 beretter om ca. 40 tilstedeværende til en gudstjeneste. I løbet af 2008 har flere medlemmer forladt menigheden, hvorefter de har fortalt offentligheden om deres rystende oplevelser.
Grund til bekymring.
Der er alvorlig grund til bekymring for forholdene i Faderhuset. De stærkt kritisable ting, der er nævnt i det foregående, gøres acceptable for medlemmerne gennem manipulation via religiøs argumentation. Hvad de fleste under ikke-sekteriske forhold kan se er fundamentalistiske og menneskefjendske handlinger, ændres i det stærkt sekteriske miljø til at blive accepterede og godkendte handlemåder. Dette har ikke mindst konsekvenser for de tilbageværende børn og unge i Faderhuset.
Den religiøse argumentation, der er i brug, er som nævnt influeret af fremgangsteologien og trosbevægelsen. Helt almindelige og centrale udtryk inden for denne teologiske ”retning” er troen og bekendelsen.
Med den rette tro hævder man at kunne få tingene til at ske, som man ønsker det, med den positive bekendelse hævder man, at resultatet bliver som bekendelsen lyder, alt sammen fordi Gud er på den troendes side.
Men resultatet af denne tænkning er, at troen og bekendelsen bliver et magisk middel. Man ser sig i stand til at se Gud i kortene, at kende den rette teknik og at fremtvinge sin egen vilje med den korrekte bøn – en bøn man mener, er efter Guds hoved.
------------
Noter:
[1] Jeppe Kabells afskrift) Kabells blog, 5.3.2007
[2] Jeppe Kabells afskrift) Kabells blog, 5.3.2007
[3] Jeppe Kabell) Kabells blog, 7.3.2007
------------------
Læs her.