Fra Bereanbeacon.orgAf Richard Bennett.
(Tidligere katolsk præst).
”Det Målrettede Liv”: Nedgør Guds sande natur - I.
Der er en underliggende funktion i Rick Warren’s bog og bevægelse, som gør en analyse af disse meget vanskelig. Den stammer fra det faktum, at Warren præsenterer en grundlæggende lære, som ser på Guds formål (purpose) - at ophøje sig selv - og på hvad mennesket skal gøre i forhold til Gud.
Men ingen af disse formål er fremstillet på en bibelsk præcis måde, og det gør hans arbejde usikkert for en sand forståelse af, hvem Gud er, og af Hans evangelium i Kristus.
I den første del af vor analyse dokumenterede vi måden, hvorpå evangeliet bliver ødelagt af ophøjelsen af mennesket og det såkaldte ”sande selv” (virkelige jeg). Denne fejl ødelægger - sammen med andre tilsvarende ting - tydeliggørelsen af, at mennesket i virkeligheden er dødt ”i overtrædelser og synd”. Dette viser, at bogen er både en hindring og et dobbeltspil. Den farligste vranglære har altid været den, der er blevet præsenteret i sammenhæng med de almindelige grundlæggende sandheder.
I denne sektion vil vi fortsætte med at analysere Guds frelses-hensigt i Jesus Kristus fra evighed af. Frelsen kommer fra Gud til syndige mennesker i og igennem Jesus Kristus alene.
Oprindelsen til Guds frie nåde og evige hensigt er i Jesus Kristus alene, ” Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden”. [1]
Denne elementære sandhed var det ikke nødvendig at fremhæve, hvis det ikke var for det faktum, at Warren præsenterer grunden til Guds frelsende kærlighed til menneskeheden som værende i mennesket selv.
Skriften har gjort kendt, at Guds natur er hellig, som Bibelen siger: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!” [2]
For at inspirere til absolut ærefrygt for Guds natur, bliver dette spørgsmål stillet: ” Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare.” [3]
En af Warrens og hans bevægelses groveste synder er, at han undlader at respektere Den Almægtiges natur som Tre gange Hellig Gud. For eksempel bliver Gud i kapitlet: ”At blive bedste venner med Gud” portrætteret som om, Han var i nød: ”Den Almægtige Gud længes efter at blive din ven!” [4]
”Længes” betyder ”behøver”, ”plages af længsel efter” eller ”begærer”, som grundlæggende betyder - Han har brug for at være din ven.
Men Guds kærlighed, ved hvilken Han gav sin enbårne Søn, er fuldstændig ofrende og givende.
Den betyder på ingen måde en mangel hos Gud.
Tværtimod så er det, at Han giver sin enbårne Søn, en fuldstændig udgydelse af Hans fuldkomne kærlighed, og sandelig ikke nødvendig for at fuldende eller gøre Hans kærlighed perfekt.
Den kendsgerning, at Gud viser sin kærlighed til uværdige syndere, indebærer ikke på nogen måde, at Gud behøver syndere for at tilfredsstille nogen mangel hos sig selv!
Warrens terminologi mis-repræsenterer Guds natur.
Warren bygger på denne alvorlige fejl ved hjælp af en nutidig forvanskning af 2. Mos. 34,14: ”Han er en Gud, som er lidenskabelig med hensyn til sit forhold til dig.” [5]
I verset står der: ” Du må ikke tilbede nogen anden gud, for »Lidenskabelig« er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud”.
Gud Herrens jalousi eller lidenskab er imod dem, som vil dyrke en anden gud. Sådanne tilbedelser bliver fuldkomment fordømt.
Det er bemærkelsesværdigt, at den første del af dette vers,”Du må ikke tilbede nogen anden gud”, er totalt fraværende i Warren’s kapitel.
Når ordene ” jalousi” og ”lidenskab” bruges om Gud i Bibelen, så beskriver de Hans lidenskab for den sande tilbedelse af Hans hellige navn. Den gør krav på eksklusiv hengivenhed for Ham.
Ved at lære, at Gud har en lidenskab for eller forelskelse i læseren snarere end en fuldkommen nidkærhed for sit Hellige Navn, har Warren i sin bog fået betydningen af verset vendt bogstavelig talt på hovedet.
Hans brug af en forvansket og forudindtaget bibeltekst for at skildre sin idé - at Gud har en lidenskabelig hengivenhed for mennesket - gør hans arbejde til et forsøg på at smigre mennesker, snarere end at forelægge dem Guds sande bekymring for deres fordærv.
Således lærer Warren som en sandhed den afgudsdyrkelse, som teksten i virkeligheden fordømmer. Denne type skriftfordrejning, som degraderer Guds natur, løber igennem hele Warren’s bog.
Kærlighed er ikke essensen af Guds karakter adskilt fra Hans retfærdighed.
Warren’s lære, at Gud har en frelsende kærlighed til enhver, nedgør Guds sande natur.
En sådan særlig kærlighed til alle bliver fremstillet som værende ”essensen af Guds karakter”.
Warren lærer:
”Du blev skabt som et specielt objekt for Guds kærlighed! Gud gjorde dig, så han kunne elske dig. Dette er en sandhed at bygge livet på. Bibelen fortæller os at: ”Gud er kærlighed”. (1. Joh. 4,8). Det siger ikke, at Gud har kærlighed. Han er kærlighed! Kærlighed er essensen af Guds karakter. Der er fuldkommen kærlighed i Treenighedens fællesskab, så Gud behøvede ikke at skabe dig.” (side 24-25).
Dette er fortsat en selvmodsigelse af Warren, som netop tidligere har anført, at Gud på en eller anden måde skulle fattes noget.
Nu har Warren givet sine læsere den hovedopfattelse, at Gud elsker hver enkelt ”som et specielt objekt”.
Med den slags forsikringer får læseren tryghed i sig selv og i sine synder. Men ifølge Skriften kan vi ikke vide, at vi er et objekt for Guds frelsende nåde, før vi er flygtet fra Hans vrede imod vore synd, angret den og vendt om for at sætte vor tillid til Kristus alene.
Warren’s version af Gud som en, der elsker enhver som et specielt objekt for sin kærlighed, er yderst vranglærende.
Kærlighed adskilt fra Hans retfærdighed er ikke kernen i Guds karakter.
Snarere er Hans frelsende kærlighed i Skriften altid i overens-stemmelse med Hans retfærdighed, ”Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.” [6]
Vi må acceptere Guds kærlighed, som Han selv har defineret den, snarere end som Warren har præsenteret den!
I Skriften ses Guds kærlighed i opretholdelsen af Hans lov og i åbenbaringen af Hans dom.
I Messias er der en harmoni af guddommelige egenskaber, kærlighed og retfærdighed.
I Kristus har Guds retfærdighed og fred kysset hinanden.
I Frelserens værk vises Guds kærlighed i Messias, som ”blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” [7]
Tilkendegivelsen af Guds kærlighed er ”for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” [8]
Gud er oprigtig i sin vrede imod synden, og Han er retfærdig i sit styre, både hvad angår at elske og at tilgive syndere i Jesus Kristus.
Han er retfærdig, fordi Jesu Kristi blod var en soning, som tilfredsstillede Guds retfærdighed. Han er ”retfærdiggører”, idet Kristi retfærdighed tilregnes de troende.
Men ikke-troende forbliver under Guds vrede, på grund af deres egen uretfærdighed.
På det stade har de ingen grund til at tro, at de er et specielt objekt for Guds kærlighed.
Warren’s såkaldte kærlighed fra Gud til ikke-angrende syndere som ”et specielt objekt for Guds kærlighed” er en forhånelse af Guds sande kærlighed, fordi han forsøger at redefinere Guds sande natur. [9]
Guds sande kærlighed værner om Hans sandhed, Hans kærlighed, Hans Ord og Hans retfærdighed.
En tale af C. H. Spurgeon overvejer således ”Oh, synder, ydmyg dig under Guds mægtige hånd! Tænk på, hvor ofte Han har vist sin kærlighed imod dig ved at byde dig komme til Ham. Tænk på, hvor ofte du hånligt har afvist Hans Ord og afslået Hans nåde. Tænk på, hvordan du har vendt det døve øre til alle indbydelserne og er gået dine egne veje og har gjort oprør imod en kærlig Gud. Tænk på, hvor ofte du har overtrådt buddene fra Ham, som elskede dig.” [10]
Hvis Warren skrev og prædikede, som Spurgeon gjorde ovenfor, ville han ikke være så populær blandt de tusinder af såkaldt ”kødelige kristne” udover verden.
Når Guds bud imidlertid prædikes sammen med Hans kærlighed, ses sand omvendelse, hvor retfærdighed og fred forenes i Jesus Kristus.
Guds frelsende kærlighed er altid særskilt nævnt for dem, som er i Kristus. Den erklæres altid at være i Kristus på grund af Hans nåde.
Således udtaler Bibelen: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.” [11]
Uden undtagelse er mennesker objekter for Guds frelsende kærlighed i Jesus Kristus; ellers og uden undtagelse er de objekter for Guds vrede!
”Sandelig, skal man sige, i Herren har jeg retfærdighed og styrke,” [12]
Guds fokus på Kristus er byttet ud med Warren’s fokus på mennesket.
I kapitel 2, som hedder, ”Du var ikke et uheld”, understreger Warren, at Gud suverænt udvalgte hver enkelt detalje ved den enkeltes tilblivelse. Warren synes at sætte lighedstegn imellem at blive født og at være et barn af Gud, for han udtaler: ”Der er illegitime forældre, men der er ikke illegitime børn… Gud tager aldrig fejl… Gud gjorde dig, så han kunne elske dig.” [13]
Warren springer over de umådelige vanskeligheder, så som ”karrene, som var til vrede” i Rom. 9,22 og bevæger sig til Efes. 1,4 for at klare sin sag: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.”
Han lærer imidlertid en forvrængning af meningen i dette vers:
”Guds motiv til at skabe var hans kærlighed. Bibelen siger, ”Længe før han lagde grundvolden til jorden, havde han os i tanker, og havde lagt sig fast på os, som fokus for sin kærlighed” (side 24).
Den ødelagte tekst tillader Warren at udelade det sande fokus i den bibelske tekst. Dette fokus er Guds valg af den enkelte ”i Kristus” og ikke - som Warren lærer - i uomvendte mennesker for deres egen skyld.
Ingen steder i bogen behandler han Efes. 2,1 eller nogen af de store passager, som taler om at være født som død i overtrædelser og synd. Han undlader totalt at behandle dommens problem bibelsk.
Da Warren ignorerer dette centrale emne, mislykkes det fuldstændigt for ham at erkende, at Paulus ikke henvender sig til folk, som er elsket i sig selv, men til ”de troende i Kristus Jesus” [14].
Det lykkes derfor heller ikke for ham at fortælle om rigdommen i Hans nåde - den nåde som præcist er de troendes, fordi de er ” i Ham [dvs. i Kristus]”.
Som en tryllekunstner, der med et vink af sin hånd forandrer, hvad man ser, således har Warren med en udtænkt omskrivning af Skriften forandret ”udvalgt os i ham” til ” han havde os i tanker, og havde lagt sig fast på os, som fokus for sin kærlighed”.
Med skiftet fra ”de troende i Kristus” til syndige mennesker, som de er i sig selv, har Warren fjernet den eneste Mellemmand og Hans genløsning som det middel, ved hvilket Guds aktive kærlighed har tilvejebragt sit mål.
I hele Efeser brev kapitel 1 er temaet frelse, og i den sammenhæng betyder fjernelsen af personen Jesus Kristus, at Warren præsenterer en gud, som har frelsende kærlighed til syndige mennesker, som de er i sig selv.
Hans gud er ikke Bibelens Gud.
Udenom Guds udvælgelse i Jesus Kristus er der ingen frelse. [15]
Guds kærlighed finder kun tilfredsstillelse og glæde i Hans Søn, Herren Jesus Kristus.
Guds kærlighed er ikke kun bestemt i Jesus Kristus, men Hans udtrykte formål er at værne om sin egen retfærdighed. Apostelen Paulus bekendtgjorde ”og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus… dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” [16]
Over alt fryder vi os over, at Gud er almægtig, og at der er gode nyheder for alle, som er ”døde i overtrædelser og synd”. I lys af Guds ord ved vi, at ”evangeliet... er Guds kraft til frelse for enhver, som tror…” [17]
Af naturen er vi vredens børn, og i praksis er vi oprørere imod Gud og Hans Ord. Guds fuldkomne og retfærdige lov fordømmer os alle, og Gud Herren er ikke ansvarlig for at redde en eneste af os fra sin retfærdige vrede.
Til trods for vor syndige natur og vor personlige synd, har Gud givet sin enbårne Søn til alle sande troende.
Gud er den eneste, som er aldeles Hellig. Hans hellighed er den kendetegnende faktor i alle Hans essentielle karaktertræk. Det er grunden til, at det er nødvendigt for os at stå foran Den Hellige Gud på de vilkår, som Han foreskriver.
Vend dig til Gud i troen alene for at få den frelse, som Han alene giver ved Helligåndens overbevisning, baseret på Kristi død og opstandelse, og tro på Ham alene, ”til lov og pris for hans nådes herlighed.” [18]
Når vi forstår evangeliet tvinges vi til i kærlig taknemmelig at forkynde: ”Ikke os, Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære, for din godheds og troskabs skyld.” [19]
----------------
Oversæt. Lis J.
Sidetallene refererer til den engelske udgave af bogen.
----------------
Læs hele artiklen her.
----------------
Læs på engelsk her.
------------------
Læs mere om Rick Warren og Saddleback Church her.
-------------------------------------------
Fodnoter:
1 II Timothy 1:9
2 Isaiah. 6:3
3 Revelation. 15: 4
4 Rick Warren, The Purpose Driven Life (Grand Rapids, MI: Zondervan, 2002) p. 85. Page numbers only in succeeding
citations.
5 P. 86. Verse quotation taken from Holy Bible, New Living Translation (Wheaton, IL: Tyndale House Publishers,
1996).
6 Psalm 85:11
7 Isaiah 53:5
8 Romans 3:26.
9 The love God had for believers while they were as yet unrepentant sinners was in Christ Jesus and not in themselves, “that in the ages to come he might shew the exceeding riches of his grace in his kindness toward us through Christ Jesus.” (Eph 2:7)
10 The C.H. Spurgeon Collection, “Sovereign Grace and Man’s Responsibility”, Sermon #207, Ages Software
11 Ephesians 1:4, 5, 6
12 Psalm 85:10
13 Pp. 23, 24
14 Ephesians 1:1
15 There is a consistent Biblical teaching that justification is positional legal righteousness in Christ. Jeremiah 23:6,Romans 1:17, 3:21-22, 4:6, 11, 5:18-19; I Corinthians 1:30; II Corinthians 5:21; Ephesians 1:6; Colossians
2:10, 3:3;II Peter 1:1, and elsewhere.
16 Romans 3:24, 26
17 Romans 1:16
18 Ephesians 1:6
19 Psalm 115:1
