Fra Crosswalk.comAf John MacArthur,
2006.
Snusket kristendom og bandende pastorer? Hvad bliver det næste?
I har uden tvivl hørt argumentet: Vi må have budskabet ud af saltbøssen. Vi kan ikke tjene effektivt, hvis vi ikke taler den nutidige subkulturs sprog. Hvis vi ikke i hver ny generation folkeliggør evangeliet, kontekstualiserer kirken og gentænker kristendommen, hvordan skal det så være muligt at nå unge mennesker?
Over alt andet må vi forblive i takt med tiden.
Disse argumenter er blevet fremhævet så kraftigt, at mange evangelikale nu synes at mene, at det at være ”umoderne” næsten er den værst tænkelige trussel for en indflydelsesrig kirke og for udbredelsen af evangeliet.
Det bekymrer dem ikke særligt, om de er verdslige.
De ønsker bare ikke at virke ”ikke-cool”.
Denne tankegang har verseret i det mindste siden modernismen i den victorianske tid begyndte sit aggressive angreb på bibelsk kristendom.
I et halvt århundrede eller mere modstod de fleste evangelikale det pragmatiske tryk fra de modernistiske argumenter, idet de mente, at det i bund og grund var en verdslig filosofi.
De havde tilstrækkelig bibelsk forståelse til at indse, at ”venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud.” Jak.4,4.
Men for et halvt århundrede siden opgav den dominerende evangelikale bevægelse kampen imod verdsligheden, og for et par tiår siden kapitulerede den så komplet overfor pragmatismen.
De fleste af de bedst kendte megakirker, som voksede frem efter 1985, blev jo bygget på den pragmatiske filosofi – at give ”ukirkelige” mennesker, hvad der skal til for at få dem til at føle sig veltilpas.
Hvorfor skulle nogen kritisere det, som ”virker”?
Hele kirker har således forsætligt fordybet sig i ”kulturen” – med hvilket de helt nøjagtigt mener ”hvad som helst, verden for øjeblikket elsker”.
Nu har vi en ny art af trendy kirker, hvis præster kan aflire hentydninger til ethvert populært ikon – ethvert ubetydeligt ’mem’ (kulturelt gen), enhver smagløs mode og enhver intetsigende trend, som fanger den ubestandige grille i det postmoderne, sekulariserede sind.
Verdslige prædikanter synes at gøre sig ganske særlige anstrengelser for at sætte deres kødelige ekspertise på lystavlen – endog i deres prædikener.
Under navn af forbindelse med ”kulturen”, ønsker de, at folk skal vide, at de har set alle de seneste programmer på MTV, gjort sig fortrolig med alle nøgleemnerne i ”South Park”, lært sangtekster til utallige tracks fra gangster-rap og heavy metal musik, og set 'hvem ved hvor mange' B-film.
De synes at kende enhver dille fra top til tå, bagfra og forfra, indeni og udenpå.
De har indført verdens stil og sprog – inklusiv overdådig brug af sprog, som før blev anset for upassende i det pæne selskab, og ikke mindst på prædikestolen.
De ønsker at passe ind sammen med verden, og de synes at gøre sig det helt bekvemt der.
Mark Driscoll er en af de bedst kendte repræsentanter for den tankegang. Han er en meget effektiv kommunikator – en farvestrålende, vittig, klog, sjov, indsigtsfuld, grov, blasfemisk, forsætlig chokerende, uforskammet type. Hans soteriologi (læren om Kristus som verdens frelser) er fuldstændig rigtig, men det gør kun hans forgabelse i det platte aspekt af nutidssamfundet mere foruroligende.
Driscoll er præst i Seattle, arnestedet for ”grunge” musik og i hjertet af den stadig skiftende subkultur, som er tilknyttet denne bevægelse.
Driscoll’s unikke stil og talemåde kan måske meget passende rubriceres som ”post-grunge”.
Hans sprog – endog i han prædikener – er bevidst primitivt. Han er så velkendt for at bruge et profant sprog, at Donald Miller (populær forfatter og ikon i Emerging Church bevægelsen) i ”Blue Like Jazz” (side 133) giver ham kælenavnet, ”Mark, den bandende præst”.
Jeg ved ikke, hvordan Driscoll’s sprog er i privat samtale, men jeg har lyttet til adskillige af hans prædikener. Og for at være fair, så brugte han ikke den slags ord på 4 bogstaver, som de fleste tænker på som ”bandeord”, og heller ikke noget, som nu til dags kan risikere at blive slettet fra TV.
Og dog vil det uden tvivl være rigtigt at beskrive både hans ordforråd og hans underforståede hentydninger som til tider smagløse, uanstændige, primitive og komplet uegnede for en Guds tjener.
I hver af de prædikener, jeg lyttede til, var han inde og vende på et område, som helt klart burde være grænsen fra en prædikestol.
Nogle af de ting, som Driscoll taler frit og hyppigt om, indbefatter ord og underforståede ting, som jeg foretrækker ikke at nævne offentligt, så jeg vil ikke citere eller beskrive den stødende del.
Desuden er emnet allerede blevet debatteret og dissekeret på adskillige blogge.
Tidligere i år henviste Tim Challies til et typisk eksempel på Driscoll’s vulgære flabethed (one typical example of Driscoll’s vulgar flippancy) fra Confessions of a Reformission Rev.
De prædikener, jeg lyttede til, indbefattede også adskillige fra Driscoll’s “Vintage Jesus” series, inklusiv den, Phil Johnson kritiserede i oktober (Phil Johnson critiqued in October).
Det, jeg ønsker at gøre opmærksom på, er i og for sig ikke Mark Driscoll’s sprog, men hvorvidt den underliggende filosofi - der forudsætter, at man følger samfundet nedad som i Romerbrevet kap. 1 - er et gyldigt middel til at ”engagere kulturen”.
Det er muligt at være overeksponeret på vor kulturs mørke sider.
Og jeg tror ikke, at nogen kan overleve fuld fordybelse i dagens underholdning og forblive åndelig sund.
Lad os se det i øjnene: Mange af verdens yndlings-diller er giftige, og de bliver mere og mere giftige, eftersom vort samfund bevæger sig yderligere nedad i sin åndelige dødsspiral.
Det er som en radioaktiv gift. Og skønt de, som fordyber sig deri, måske ikke bemærker nogen effekt med det samme, så kan de alligevel ikke undslippe den uafvendelige, sjæleødelæggende forurening.
Og ulykke over de, som bliver trygge ved de syndefulde modeluner i det sekulariserede samfund.
Det sidste vers i Romerbrevet 1 fordømmer udtrykkeligt dem, der ”ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det” Rom. 1,32.
Selvom man sammenknytter en sådan verdslighed med god, systematisk teologi og et kraftigt forsvar for stedfortrædende soning, så sanktionerer sundheden i den teoretiske lære ikke svagheden i den praktiske levevis.
Det modsatte sker.
Solid bibelsk lære bliver ligegyldig og falsk, hvis vi ikke er 'gørere' af Ordet, lige såvel som lærere i det.
Vi kunne lære af Palus’ eksempel.
Han engagerede filosofferne på Mars Hill.
Men det lå ham fjernt at tage deres kultur til sig - han blev tværtimod frastødt af den.
I Ap. G. 17,16 står der: ” Mens Paulus ventede på dem (Silas og Timotheus) i Athen, blev han meget oprørt over at se byen fuld af afgudsbilleder.”
Da Paulus talte til denne kultur, tog han ikke Græsk scatologi i brug for at prale med, hvor smart, han kunne være. Han bekendtgjorde simpelthen sandheden i Guds ord i et helt enkelt sprog. Og ikke alle de lyttende hedninger var glade for det (v.18).
Det var forventeligt.
Jesus sagde: ” Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer.” Joh. 15,18-19.
Endog Jesu ypperstepræstelige bøn indbefatter en tilbundsgående beskrivelse af de kristnes korrekte forhold til og holdning overfor verden:
”Jeg har givet dem dit ord; og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde. De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.” Joh. 17,14-16.
Hver gang Jesus talte om de troende i verden, slog han fast, at hvis vi er trofaste, vil verden ikke være et behageligt sted for os, men et sted med fjendskab og forfølgelse.
Herefter fulgte altid en bøn om vor helliggørelse (sml. Joh. 17,17-19.).
Problemet med den snuskede tilgang til religion er, at den modarbejder helliggørelses-processen.
I en af de prædikener, jeg hørte, pralede Driscoll faktisk med, at hans helliggørelse ikke går længere end til skuldrene.
Hans forsvar for stedfortrædende soning kan måske hjælpe hans disciple til at få et godt tag i læren om retfærdiggørelse ved tro, men den livsstil, han udformer – specielt hans afslappede fortrolighed med alle denne verdens uhumske modeluner – forsikrer i praksis om, at der ikke vil gøres store fremskidt hen imod ægte helliggørelse.
Det undrer mig ærligt talt, hvordan nogen bibeltro kristen overhovedet kan tænke, at for at være ”kultur-relevant” skal man deltage i samfundets voksende forgabelse i vulgariteten.
Plejer vulgaritet og kultur ikke at blive regnet for diametrale modsætninger?
--------------------------------
Oversæt. Lis J.
--------------------------------
John McArthur er pastor og ældste i Grace Community Church CA.
