Nogle karismatiske kristne i Sverige får øjnene op.

Fra Dagen.se
8. januar 2008.

Bibelens kristne enhed er en anden end nutidens.

Der har på det sidste været en debat i kristenheden og i avisen Dagen om den nye bevægelse hen imod kristen enhed under romersk-katolsk mystik, som pågår i vort land.
Den protestantiske arv med bogstavelig bibeltolkning, retfærdighed ved tro alene og Skriften alene som fundament for den kristne forsamlings lære og liv er blevet kraftigt betvivlet.

Kirkefædrenes og andre efter-apostoliske kirkelige lederes skrifter og tolkninger af Skriften gives plads frem for forsamlingernes tolkning af Guds Ord under Åndens vejledning.
Selv den katolske kirkes repræsentanter i Sverige i vor tid siger, at Bibelen ikke er sandheden, men at den katolske kirkes tolkning af Bibelen sammen med traditionen, som formidles af kirken siden apostolisk tid, udgør sandheden.
Bibelen fra år 2000 gik også i klar katolsk retning, da visse af de apokryfiske skrifter var indbefattet.

Det er med uro, at vi betragter disse tendenser i Sverige.
Kristen enhed er noget, Bibelen med stor alvor løfter frem, men det billede, Skriften giver af åndelig enhed, skiller sig markant ud fra det, som nu er i færd med at ske.

Sand åndelig enhed har to absolut nødvendige kendetegn:
En sand åndelig enhed er for det første helt og holdent forankret i Guds Ord som den absolutte sandhed og troen på Jesus Kristus som verdens eneste frelser og Herre.
Al sand åndelig enhed er også først og fremmest lokalt forankret udfra den bibelske model med suveræne lokale forsamlinger ledet af lokale forsamlings-ældste.
Den lokale forsamling er (næst efter Gud og det skrevne Ord) den højeste åndelige autoritet, når det gælder spørgsmål, som berører dens lære og liv, og har ret til at afvise andres apostoliske fordringer.

Den type af åndelig enhed, som nu vokser frem, bryder med disse kendetegn.
Den forudgående trend mod karismatisk enhed på Ordets grund udbyttes med en bevægelse bort fra Skriften og Kristus alene til fordel for en katolsk-mystisk verdensopfattelse, hvor traditionen og subjektive åndelige oplevelser bliver målestokken.
Pavedømmet og den katolske kirkes organisation og stræben efter at samle alle kristne under pavens og den verdensomfattende kirkes autoritet er et tydeligt brud med det andet kendetegn.
Dette stræb er ikke bare ubibelsk, men forbereder et globalt kirkesystem i Antikrists ånd.

Vi mener, at den paraplylignende åndelige enhed, som nu vokser frem, er en falsk enhed, som forbereder verden for Antikrist.
Et af de mest sikre kendetegn på denne udvikling er, at søgningen efter åndelighed gennem ikoner helt pludseligt er blevet respekteret: ”den, som kysser ikonen, kysser Kristus”.
Vi respekterer interessen for fordybelse i den religiøse historie, men ser en stor fare ved lære ud fra sager, som i forening fremtvinger flere reformationer.
En del teologer mener, at det såkaldte billedforbud ophørte i og med at Kristus trådte frem, eftersom Han er Guds eget afbillede (græsk eikon), til trods for at Det nye Testamente ikke giver nogen som helst anledning til denne tanke.

Åbenbaringsbogen forudsiger efter klassisk tolkning, at en falsk Kristus-skikkelse skal træde frem i slutningen af denne tidsalder og tage magten over verden og den verdensomspændende kirke med sæde i Rom, og få menneskene til at tilbede et afbillede.
Vi kan ikke se det på nogen anden måde, end at den nye interesse for at anvende ikoner er et af sjælefjendens forsøg på at opbløde vor modstand og sænke vort beredskab før Antikrist træder frem

David Wilkerson forudsagde i sin bog: ”Synet” fra 1970-tallet tre foreteelser, som skal gå forud for Antikrists fremtræden og Jesus genkomst: voldsomme klimaforandringer, et mere og mere liberaliseret syn på seksualitet i almindelighed og homoseksualitet i særdeleshed, samt en uventet økumenisk revolution, hvor protestanter og katolikker helt pludselig skulle forenes under pavens ledelse.
Denne økumeniske revolution beskrives som optakten til den falske kirke, skøgen, som skal forfølge de virkeligt kristne.

Ca. 30 år senere kan vi konstatere, at det, som Wilkerson profeterede om, er ved at gå i opfyldelse.
Samtidigt er der en uhørt mangel på kirkelige ledere, som vover at sige noget om denne udvikling. Denne forsigtighed er ikke, hvad vort land behøver.
Da pinsevækkelsen kom til Brasilien gennem de svenske missionærer Daniel Berg og Gunnar Vingren i forrige århundrede bar de nyfrelste katolikker deres ikoner ud på gårdene og brændte dem.
Dette er et eksempel på den radikale kristendom, vort land behøver, i kontrast til en åndelighed, som skaber enhed ved at tie om sandheden.

ROBERT GRANAT, TIMRÅ - LENNART JACOBSON, UMEÅ - ULF GRANAT, ALINGSÅS - PER LINDBERG, ÖREBRO.
---------------------------
Efter bedste evne oversat fra svensk af Lis J.