-------------------------
Nr. 2 - 2005.
Af cand.theol. ph.d. og højskolelærer,
Mikkel Vigilius, Hillerød.
I begyndelsen af det 17. århundrede splittedes den reformerte verden i to dele: en 'klassisk calvinisme' og i en retning præget af Jacob Arminius (1560-1609).
Den nye 'arminianisme' var præget af en svag syndsforståelse og en tilsvarende stor tillid til det naturlige menneskes egne evner i gudsforholdet.
I den arminianske kirkeretning udviklede man en overbevisning om, at mennesket selv kan vælge at tro, og at mennesket må lade troen følge af gode gerninger for at blive frelst. Frelsen bliver dermed et samarbejde mellem Gud og mennesket. Målet for kirkens missionsarbejde bliver at overbevise mennesker om, at de må beslutte sig til at tro og leve helligt.
I det 17. århundrede blev arminianismen fordømt af både de klassisk reformerte og de lutherske teologer. Kirkehistorikeren Michael Horton skriver herom:
"Alle evangelikale betragtede arminianismen som en afvigende vranglære i forhold til den kristne tro. Man kunne ganske enkelt ikke benægte det totale syndefordærv, Guds udvælgelse til frelse, retfærdiggørelse af tro alene ved Kristus alene, og så fortsat kalde sig evangelikal." (Horton, 1992)
Fra det 18. århundrede skete der imidlertid en gradvis ændring i manges holdning til arminianismen. Den væsentligste årsag hertil var, at vækkelsesprædikanten John Wesley (1703-1791) antog den arminianske lære og fremstillede troen som et menneskeligt valg og frelsen som beroende på menneskets lydighed 'øjeblik for øjeblik'.
Wesley blev redskab for den største vækkelse i Englands historie, og fra denne metodistiske vækkelse udbredte den arminianske tænkning sig gradvist ind i mange andre protestantiske sammenhænge, også i de klassisk reformerte og lutherske kirker.
I det 19. århundrede blev vækkelsesprædikanten Charles Finney (1792-1875) en stærk fortaler for den arminianske teologi i USA. Han var den mest fremtrædende prædikant i sin levetid og blev banebrydende for en overfladisk teologi, en følelsesbetonet kristendom og en pragmatisk tænkning om at satse på det, der virker. Han satsede målrettet på stærkt følelsesappellerende møde- og prædikenformer, der kunne trække mennesker til og få dem til at vælge at omvende sig. Finney benægtede direkte, at frelse og vækkelse beror på Guds valg om at gribe ind og gøre sin genfødende gerning gennem ordet. Der er intet overnaturligt ved en genfødelse eller en vækkelse. Begge dele kommer med nødvendighed, hvis man anvender de rette metoder.
Finney opnåede store resultater og blev redskab for omfattende vækkelser med et meget stort antal ydre omvendelser. Hans optimistiske tro og satsning på det, som virkede nyttigt og effektivt på kort sigt, forplantede sig til de vakte. De lærte at orientere sig ud fra deres egne fornemmelser for og tanker om, hvad der virkede godt, indlysende og rigtigt, snarere end ud fra Skriften. Derfor stod de værgeløse, da liberalteologien sidst i det 19. århundrede kom med gode argumenter for en sympatisk og human bibelkritisk kristendom. Der gik kun en generation eller to, så var størstedelen af de kirker, Finneys vækkelser havde skabt, revet med af den nye teologi.
Læs hele artiklen her.
------------------------------------------------------------------------------
Uddrag af artikel bragt i 'Budskabet',Nr. 3. - 2007.
Af Peter Olsen.
Den hollandske præst Jakob Arminius (1560-1609) reagerede mod den filosofiske lære om forudbestemmelsen, men han døde, inden han fik gjort sin stilling helt klar. Efter Arminius’ død førte hans disciple opgøret videre:
Arvesynden har ikke medført et fuldstændigt fordærv af mennesket, mente de, men kun en svaghed, en tendens til synd. Derfor er der i det uomvendte menneskes hjerte fortsat en evne til at søge Gud. Forud for retfærdiggørelsen styrker Helligånden dette menneske med nådeskraft, så det kan tilslutte sig nåden og blive frelst. Derfor ligger forklaringen entydigt på menneskets side, hvis det ikke kommer til frelsende tro.
Dermed havde arminianismen reelt genoplivet den katolske forudsætning, som reformatorerne kæmpede så indædt imod: ”Gud vil ikke nægte nåden til det menneske, der gør sit bedste” (latin: Facienti quod in se est Deus non denegat gratiam).
Hundrede år senere tilsluttede Wesley-brødrene sig arminianismen, dog med den specielle præcisering, at Adams fald underlagde hans efterkommere et virkeligt syndefordærv. Men Kristi stedfortrædende død på korset slettede dette fordærv, og som en konsekvens heraf virker Helligånden nu på alle mennesker før og uafhængigt af den kristne forkyndelse, så de alligevel har evnen til at beslutte sig for Gud.
Ved denne ’forekommende nåde’ får alle mennesker mulighed for at blive frelst (se hertil Lewis & Demarest s.187; 376 og Schreiner & Ware eds. s.316; 365ff). Både den tidlige arminianisme og Wesleys udgave af samme tager udgangspunkt i et betydeligt mere optimistisk menneskesyn end det, der bar reformationen.
Læs hele artiklen her.