Fra bogen af samme navn,Af Aksel Valen-Senstad.
Den fromme religiøsitet og hykleriet i den kristne menighed.
Side 65-68 øverst.
Måske har jeg aldrig været ret omvendt til Gud. Måske har jeg egentlig aldrig set evangeliet. Jeg har levet med lukkede øjne og ladet min egen pæne religiøsitet herske og indbilde mig, at den var sandheden.
Men er det sådan, at jeg engang har smagt evangeliet om Guds nåde, og derefter har ladet religiøsiteten få magten, da er det desto alvorligere for mig. For da har jeg kastet vrag på en nåde, jeg har kendt.
Og jeg har sat mig selv og mit eget i stedet. Jeg selv og min vellykkethed er kommet i centrum for det åndelige liv i stedet for den levende Gud og frelsen i Jesus Kristus.
Ideologi, politik og gerningsretfærdighed gennemsyrer hele mit ræsonnement. Religiøst menneskepåfund dominerer mig. Min religiøsitet har fået en anden nerve end den, Guds Ånd har givet mig ved evangeliet. Når jeg føler, tænker og handler er jeg bestemt af andre kræfter end dem, Gud har givet i sin åbenbaring af evangeliet.
Menneskets frelse fra synd og evig død er ikke længere det centrale, men det er det religiøse, højstemte menneske, og menneskets kår i denne verden blevet. Den letbenede fromhed dominerer mig, og jeg går på kompromis med alt, hvad jeg siger og gør.
Jeg går med til det, som opinionen lancerer, måske nok med en vis reservation, og alligevel: Vranglære tolereres, umoral må der ikke tages for hårdt på.
Resultatet af dette åndelige forfald er, at kristne mennesker knapt nok formår at høre forskel på sand og falsk forkyndelse.
Man er ikke længere i stand til at bedømme, hvad der er godt og dårligt i forkyndelsen, i teologisk litteratur eller i anden ”vejledning”.
Religiøsiteten, sådan som den er ødelagt af synden, er trådt i stedet for den kristne tro og bekendelse.
Det er karakteristisk for denne fromme religiøsitet, at den slet ikke har noget imod det religiøse. Den har heller ikke noget imod en kristelig form for religiøsitet, bare den i forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus og hans død på korset for vore synder ikke er for direkte og utilsløret.
Den fromme religiøsitet taler helst billedligt og symbolsk om det, den kristne tro drejer sig om. Troen må helst ikke prædikes, dvs. proklameres og fastslås, men skal derimod drøftes. Der eksisterer ingen enkel sandhed om kristentroen, men mange udtryk for den kristne religiøsitet.
Man vil helst ikke høre, hvad åbenbaringen i det profetiske og apostoliske ord forkynder som Guds levende Ord. Mere interessant er det derimod, hvad mennesket føler for dette budskab, hvordan det reagerer og fortolker det.
I stedet for forkyndelsen, læren og proklamationen af det, Bibelen siger, at Gud har gjort og stadig gør for vor frelse, fortrækker den fromme religiøsitet ofte at omskrive eller ”æstetisere” disse sandheder. Intetsigende og larmende sang eller anden form for underholdning, som får en kristelig etikette, træder i stedet. Poetisk fremførelse, drama, dans og forskellige ”eksperimenter” træder i forgrunden.
Man taler om ”påskedramaet” i stedet for om Jesu Kristi soningsdød for synden, som om det hele skulle være et skuespil eller et symbol med appel til vor æstetiske sans. I digterens billedsprog taler man om ”påskemorgen” og undlader at tale konkret og realistisk om Kristi legemlige opstandelse fra de døde.
Man laver forsøgsgudstjenester, hvor man selv bestemmer, hvad indholdet i gudstjenesten skal være, et indhold, som allerede i sit udgangspunkt leder opmærksomheden bort fra evangeliets centrum.
Den fromme religiøsitet flygter så at sige fra evangeliet og den direkte tale om det. I stedet sættes menneskets fromhedsliv, religiøse følelser og æstetiske oplevelse eller moralisme. Mennesket er centrum i den fromme religiøsitet. Jeg selv.
Typisk er det imidlertid, at når Guds navn vanhelliges og spottes i verden, så rykker religiøsiteten indigneret ud. Den siger:
”De, som beskæftiger sig med blasfemi, bør vide, at de hermed krænker det, der er størst og mest dyrebart for et menneske. Det har noget at gøre med respekten for menneskeværdet.”
At det er Guds navn, der spottes og misbruges, er ikke væsentligt. Mennesket og dets følelser er det væsentlige. Sådan fordrejer religiøsiteten den kristne tro og forpligtelse blandt os og i os.
Vi er alle under religiøsitetens magt, ”overfladiskhedens” magt. Alt ser fromt ud, klinger så smukt, er så ”menneskeligt” og viser forståelse for alt. Men kraften mangler, kraften fra sandhedens Gud. For mennesket er i centrum for alt, hvad der siges, gøres og tænkes.
Den fromme religiøsitet har i grunden altid været sådan; det er bare den ydre form, som skifter lidt fra tid til anden.
Om denne fromme religiøsitet siger Herren gennem profeten Amos: ”Jeg hader, forsmår eders fester, er led ved eders festlige samlinger, selv om også I bringer mig brændofre. Eders afgrødeofre behager mig ej, eders fedekvægs-takofre ser jeg ej til. Spar mig dog for eders larmende sang, eders harpeklang hører jeg ikke.” (Amos 5.21-23).
Grunden til, at profeten fælder denne hårde dom, er, at folket er kommet bort fra Gud. Der er ikke blevet andet tilbage end religiøsiteten med alle dens fromme fraser og gebærder.
Den fromme religiøsitet lægger vægt på det ydre, det, der ”ser ud af noget”, det, ”folk lægger mærke til”, men hjertet er ikke omvendt til Gud.
Den fromme religiøsitet gør det stik modsatte af, hvad profeten Samuel sagde, dengang David skulle vælges til konge: ”Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men Herren ser på hjertet”. (1. Sam. 16.7.)
Og om den falske, fromme religiøsitet siger profeten Esajas: ”Og Herren sagde: Eftersom dette folk kun holder sig nær med sin mund og ærer mig med sine læber, men hjertet er fjernt fra mig, og fordi deres frygt for mig bliver tillærte menneskebud, se, derfor handler jeg fremdeles sært og sælsomt med dette folk; dets vismænds visdom forgår, de kloges klogskab glipper”, (Es. 29.13-14).
Hvad Bibelen siger om den fromme religiøsitet, kan derfor kort sammenfattes i to punkter: Den mangler indsigt i evangeliet og forstår ikke, hvordan et menneske bliver retfærdigt for Gud, og som en følge heraf repræsenterer den åndelig overfladiskhed og mørke.
På baggrund af det, vi allerede har set, kan det hævdes, at et grundlæggende kendetegn på al religiøsitet er, at den har sig selv, mennesket, som udgangspunkt og centrum for sin tænkning og følelse.
Kun tilsyneladende er religiøsiteten interesseret i Gud. Egentlig er den interesseret i mennesket og beskæftiger sig med det. Den er ikke optaget af Guds Ord, men af menneskets tanker om Gud.
Det interessante er ikke, hvad Gud siger og tænker om os, men hvad vi siger og tænker om Gud. Det menneskelige og religiøse åndsliv står i fokus for den religiøse interesse.
-----------------
Udgivet i 1988 på Dansk Luthersk Forlag.
I samarbejde med Lohses Forlag og Credo Forlag.
