Artikel af Jørn Nielsen,Salgskonsulent,
Lægprædikant.
Næstved.
Det er ikke så svært at svare på, men desværre er det en menneskecentreret genre, vi bestandig støder på i moderne forkyndelse.
Det er en forkyndelse, der begynder med mennesket og slutter med mennesket og prøver at imødekomme menneskets psykologiske behov.
F.eks: Er du ked af det? - Jesus kan gøre dig glad!
Er du ensom? - Jesus kan udfylde dit tomrum!
Føler du, du ikke slår til? - Jesus kan give dig selvværd!
Og i den dur. Kun fantasien sætter grænser for, hvad Jesus kan ”bruges” til i retning af lykke, velvære, livsindhold, begejstring. osv.
Evangeliets forkyndelse begynder med Gud og slutter med Ham.
På Bibelens allerførste blad læser vi:
”I begyndelsen skabte Gud…”
Med engelsk ordstilling lyder det:
”In the beginning God…”
Der begynder det.
Evangeliet spørger ikke:
”Hvad kan jeg gøre for dig?”
Men: ”Indse først som sidst at det er dit oprør mod Gud, som er og vil blive din evige ulykke!”
Psykologisk forkyndelse bringer ikke det enkelte menneske til sand syndserkendelse ind for Gud, men anviser gennem besnærende religiøs ”know how” måder, hvorpå man kan få det bedre. Og selvfølgelig er Jesus med!
Den sande syndserkendelse spørger ikke efter at ”få det bedre”, men erkender som David i støvet for den evige Gud:
”Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt…” (Salme 51:6). Evangeliet tager udgangspunkt i det enkelte menneskes personlige skyld uden formildende omstændigheder, så ”munden stoppes og hele verden (inkl. mig, den enkelte) står strafskyldig for Gud.” Rom. 3:19.
Hvorfor høres der så lidt vidnesbyrd om den uforskyldte nåde og retfærdiggørelse i Jesus Kristus?
Simpelthen fordi en friskfyr-agtig forkyndelse aldrig bragte det enkelte menneske til at indse sin håbløse, fortabte stilling ind for Gud og derfor blev Evangeliets nåde aldrig til sand lægedom, men kun et indholdsløst ord.
Skillelinien mellem psykologisk og evangelisk forkyndelse er meget fin, men vor sjælefjende vil udviske den.
Psykologien bearbejder og forbedrer det enkelte menneske.
Evangeliet om Jesus bringer det til et nulpunkt og kaster os hjælpeløst i armene på vor fortabte sjæls absolut eneste Frelser og gør Ham ikke til ”kammerat” med os, men til Herre og Konge på vort hjertes trone.
-jn-
