Uddrag af bogen,'Jeg hørte en røst',
Frimodts Forlag, 1973.
Af Frank Jacobsen.
Guds evangeliums fjende.
Johs. Åb. 11.15-19.
Den åbenbaring, som her tager sin begyndelse, er det længste syn i Johannes’ Åbenbaring, idet det strækker sig helt frem til og med kap.19.
Når vi siger, at det er det længste syn, må vi ikke derfor overse, at det består af flere, af hinanden uafhængige syner.
Sammenhængen består egentlig kun deri, at det er det samme emne, der belyses på forskellig vis i alle disse syner, nemlig menighedens farligste fjende, medens den lever her på jorden – Antikrist.
At Åbenbaringen gør meget ud af denne fjende, er helt i overensstemmelse med de øvrige skrifter i NT.
Der er ikke ét af de store skrifter i NT, hvor ikke troens kamp for evangeliets frelsessandheder indtager en central plads, ja, tit endda hovedpladsen.
Det er tydeligt, at denne sag er en livssag for menigheden at holde klar.
Mod ingen synd kæmper den første menighed så hårde kampe, som den troen kæmper mod forvanskning og fordunkling af det glædesbudskab, at Gud har fattet det råd imod syndefordærvet i verden, at en synder ved troen på Jesus Kristus skal få tilregnet Kristi fuldkomne retfærdighed.
Så meget mere betænkeligt er det at iagttage, at i en tid, hvor der ellers kæmpes bravt nok fra ”kristent” hold imod porno, forringelse af kristendomskundskabstimernes kår i skolerne o.m.m. høres næsten ingen røster, som strider for, at der i gerning og ord gåes lige frem efter evangeliets sandhed, skønt vi lever i en tid, hvor der er en åbenlys ringeagt for læren, en så letfærdig omgang med evangeliets sandhed, at det må harme enhver, for hvem det evangelium er Livets Ord.
Men ”her” harmes ingen. ”Her” harmes og forarges man derimod, om nogen vover - hvad de første kristne skulle iflg. de formaninger, de modtog både fra Jesus og apostlene - at tage afstand fra ”medkristne” ud fra Guds evangelium.
Luther er helt i pagt med den hellige Skrift, når han i sin fortolkning til Gal.2.14 siger:
”Kærligheden skal tåle alt, tro alt, håbe alt.
Men Troen skal intet tåle, men herske, befale, triumfere og bestemme i alle ting.
Kærligheden siger: ”Jeg udholder alle ting, jeg viger for alle.”
Troen derimod siger: ”Jeg viger ikke for nogen, men for mig skal alle vige, stammer, folk, konger, fyrster og jordens dommere”, som det hedder i Salme 2: ”Så kom dog til forstand I konger, og lad jer vejlede; I jordens dommere, --- at Sønnen ikke vredes og I forgå”.
Sådan er troens holdning.
Og udfra den kæmpedes i NT kampen for evangeliet fra Gud.
Og det er den for menigheden så livsvigtige kamp, der her åbenbares i sit inderste væsen.
Måske var det nyttigt på ny at minde om, at ”åbenbaring” betyder ”afdækning af det, som skjuler sig bag tilværelsens ydre facade”.
Og når en åbenbaring af evangeliets hovedfjende er nødvendig, er grunden den enkle - som Jesus og apostlene med stor kraft pegede på - at han ikke fremtræder som modstander af Guds frelse og Jesus, Guds Søn, men tværtimod kalder sig ved Kristi navn, prædiker et evangelium så nært sandheden, at en menighed, som har kendt evangeliets rette lys og engang frydet sig over det, kan lade sig drage deraf, og lader sine tjenere tage skikkelse af ”retfærdighedens tjenere” (Mt.24.4-5, Gal.1. 6-7. og 2. Kor. 11.14-15 m.m.fl.)
Guds frelses farligste fjender fører ikke sjælene ind i fortabelsen ved åbenlys modstand og gudløshed, men – siger Skriften – ved ”forførelse”,(Mt.24.4 jvf. Åb. 13.3 og 14).
Han bekæmper Guds Ord ved at lade dem, han vil forføre, tilbede ved alteret i Herrens Helligdom, som vi så i kap.11.1.
Derfor er åbenbaring nødvendig – for at den, som hører, hvad Ånden taler til menigheden, kan erkende, hvad denne ”Anti-Kristus” – denne ”Stedfortrædende-Kristus” i virkeligheden dækker over.
Denne åbenbaring kaldes ”Det tredje Ve” og indledes med et syn af dommens dag.
Hensigten er tydeligt at holde det frem for menigheden, at det her drejer sig om ting, som - hvor ringe og ubetydelige de kan synes her i den ydre verden - dog er ting, som den dag skal stå som evigt herlige og fulde af ære, pris og tilbedelse.
Allerførst ser han i v. 15, hvordan den dag stadfæster, hvad glædesbudskabet i den lille åbne bogrulle fra Herren så tydeligt siger, men verden ikke formår at tro i dets fulde sandhed, at evighedens herredømme tilhører Gud ”og” hans Salvede (hebr.: Messias), og ingen andre – ingen anden Gud end han, som er ét med Sønnen – ingen anden religion – ingen anden tro, hvor oprigtig og from den end er.
Dommens store, afgørende dag skal åbenbare, hvordan alt, hvad der kommer fra denne verden, er under vrede: dens idealer, dens religioner, dens meninger, dens tanker, dens mål, dens stræben.
Bare hos Gud og hans Salvede findes et herredømme, som ikke forgår og fører dem, som hører dette herredømme til, ind under undergangens vrede.
Og frelst på den dag ser Johannes da også kun den menighed, hvis ære, tak og pris er rettet mod hans kongedømme (v.16-17), det herredømme, som udgår fra Davids Trone, den hvis grundvold er Golgatas kors, hvilket fremgår af v.19, hvor Herrens pagts ark kommer til syne – den ark, som ved sin ydre indretning symboliserede forsoningen, idet lovens tavler lå skjult under sonedækket, hvorpå Aron på den store forsoningsdag skulle stænke noget af offerdyrets blod (læs: 2. Mos.25.10-22 og 3. Mos. 16.11-14).
Alt dette havde et himmelsk forbillede, siger Skriften (2.Mos.25.9 og Hebr.8.5), idet Kristus er det virkelige sonedække over det anklageskrift, som er rettet imod os med alle sine lovbestemmelse (Rom.3.24-25 og Kol. 2.14).
Det er denne frelsespagt, dette nådens herredømme , som her kommer til syne på dommens store dag, som den pagt, hvori alle Herrens hellige, store som små, nu får del i lønnen, medens der fra den selv samme ark udgår lyn, bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl – en sønderknusende vrede mod alle dem, som agtede Guds frelsesevangelium ringe, så de ikke ved det blev en del af Åndens menighed (de 24 ældste, som stod i uafbrudt kontakt med de fire livsvæsener, som vi så i kap. 4.8-11).
Når menigheden her ser Guds frelsesevangelium i skikkelse af pagtens ark, er det tydeligt med henblik på den kamp, den har at kæmpe for sin tro imod Antikristen og hans kristenhed.
Intet kunne give Israel ny tro og ny kraft til kamp, som når pagtens ark blev ført ind i lejren (1. Sam.4.15).
De forstod, at hvor pagten var, der var Gud.
Det er dette, menigheden skal se i dette sejrssyn: at hvor evangeliet er, der er det evig faste – dér – og bare der er den ene, sande Gud.
