Uddrag af artikel fra' Den Nye Dialog ',
Nr. 98 (november 2004).
Dialogcentret.dk
Af Jens Linderoth.
Ledende skikkelser i det "alternative" eller "holistiske" miljø har en plan for Folkekirkens fremtid. Planen ligner til forveksling programmet for Folkekirkens nye fraktion, "plan B". Er New Age folkekirkens fremtid?
Folkekirken står midt i et vadested. Nyreligiøsiteten har nemlig en plan. Den vil ind i Folkekirken, op på prædikestolene og tage del i folkekirkens r-u-m-m-e-l-i-g-e forkyndelse for at forvandle Folkekirken indefra til en del af "den nye verdensreligion", som man i New Age-kredse er overbevist om, er lige på nippet til at bryde igennem.
Samtidig har Folkekirken fået en ny højtråbende bevægelse, der er samlet om en (noget diffus) plan – Plan B.
Min påstand er, at der på trods af forskelle på overfladen er tale om én og den samme plan.
Planen skyldes ikke fordækte motiver eller en eller anden større sammensværgelse. Nej alle aktører spiller skam med åbne kort og har de bedste motiver. Vejen til et vist sted er jo som bekendt brolagt med gode intentioner…
Den nyreligiøse plan for Folkekirken.
Asger Lorentsen, der er leder af den teosofiske nyreligiøse bevægelse Den Gyldne cirkel, har skrevet en tekst med titlen fra folkekirke til folkets kirke.1
I denne tekst skildrer han en plan for Folkekirken, der givetvis vil kunne samle bred opbakning i det alternative miljø. Og sikkert også fra store dele af den danske befolkning i al almindelighed.
Det, at Asger Lorentsen har en plan for kristendommens og Folkekirkens plads i fremtidens teosofiske verdensreligion, er ikke nødvendigvis i sig selv skræmmende.
Teosofien har siden sin start haft en vision om den store sammensmeltning og forvandling af alle religioner i en ny teosofisk verdensreligion.
Og siden bogen 'Vandrer mod lyset' fra 1920 har teosofien og New Age haft en specifik plan om at transformere Folkekirken indefra.
Det skræmmende er:
· At planen ligner den plan, som dele af folkekirken selv har for sin fremtid.
· At den i dag virker langt mere tillokkende og realistisk for store dele af Folkekirkens medlemmer.
· At Asger Lorentsen måske har en pointe.
Folkekirken er ifølge navnet Folkets kirke.
En meget stor del af Folkekirkens medlemmer tænker i dag mere nyreligiøst end kristent.
Ergo bør Folkekirken vel være mere nyreligiøs?
Eller hvad?
Folkets Kirke (fremtidens Folkekirke, som den ser ud ifølge Asger Lorentsen) skal naturligvis have en tidssvarende trosbekendelse. Den skal være så rummelig, at alle (også klassisk kristne) kan være med.
Asger Lorentsen foreslår som trosbekendelse følgende:
1.Jeg tror på det guddommelige forsyn, der har skabt universet, som er dets iboende ånd, og som stimulerer og inspirerer menneskehedens åndelige værdier og vækst.
2.Jeg har tillid til Jesus Kristus som mit forbillede, og jeg tror på de medmenneskelige værdier og idealer, som han har stimuleret i den kristne kultur.
3.Jeg har tillid til, at jeg ved ydmyghed og ved en etisk og medmenneskelig livsførelse får del i et evigt liv, der er under forsynets velsignelse og beskyttelse.
Denne trosbekendelse har tre led sådan som kristne trosbekendelser plejer at have, og der siges her få ting, der er direkte kætterske i forhold til klassisk kristendom.
Disse ting er dog også alvorlige nok:
Gud er ikke universets iboende ånd. I kristendommen skelnes skarpt mellem Skaber og Skabning.
Værst står det dog til med 3. trosartikel:
Her er det ved gode gerninger, man får del i et evigt liv. Der er ikke plads til "syndernes forladelse". Der er nu engang forskel på karma-lære og nåde-tro.
Frelses man ved sig selv eller ved Gud?
Klassisk kristne er altså udelukkede fra "Folkets Kirke" med denne trosbekendelse.
Men Asger Lorentsen vil nok gerne være med til at gøre "bekendelsen" endnu mere rummelig, så han vil nok gerne være med til at fjerne de elementer, der er i direkte modstrid med klassisk kristendom.
Det værste ved bekendelsen, set fra en kristen vinkel, er imidlertid ikke de ting, der står i trosbekendelsen. Det er de ting, der ikke står der.
Men det er også hensigten.
Rummeligheden skal udvides til at kunne indbefatte alt!
Asger Lorentsen skriver:
I praksis kunne modellen for folkets kirke bygges op således, at den enkelte præst har så udpræget en forkyndelsesfrihed, at han eller hun ikke bare kan repræsentere en traditionel kristendomsretning, men også at han eller hun kan repræsentere en moderne jungiansk kristendomstolkning eller have en kristendomstolkning, der kan minde om den gnostiske …, eller kan have en forståelse der indbefatter, at det evige liv også kan ytre sig gennem en stadig bevidsthedsudvikling, der veksler mellem fysiske inkarnationer og åndelige bevidsthedsplaner, jævnfør moderne reinkarnationstolkning.
Kirkehistorien har gennem sine 2000 år været kendetegnet ved to bevægelser.
På den ene side har man forsøgt at gøre kristendommen nutidig ved at udtrykke den i samtidens sprog og i forhold til samtidens problemstillinger.
På den anden side har man prøvet på at afgrænse kristendommen i forhold til kætteri.
Hele den side af kristendommen, der handler om afgrænsning i forhold til falske udlægninger af den kristne tro, vil Asger Lorentsen med et slag skære væk .
Det er ca. ½ af kristendommens historie, som Asger Lorentsen hermed bortviser fra "folkets kirke".
… Konsekvensen af den brede forkyndelsesfrihed er ikke at kristendommen forlades, men at de teologiske monopoler på tolkning af kristendommen brydes… Ingen teolog har således nogen som helst kompetence til at fortælle, hvad den sande kristendom er…Den beskrevne reform af Folkekirken handler således ikke om at nå frem til, hvad der er den sande kristendom, men at frigive kristendomstolkninger som kan hjælpe det moderne menneske i sin åndelige søgen og i sit behov for et alment kristeligt eller universelt kristeligt tilhørsforhold.
Her afslører Asger Lorentsen, hvorfor "folkets kirke" helt ind i sit inderste væsen er i modstrid ikke kun med kirkehistorien og de klassiske bekendelser, men med den kristendom, som vi ser i de bibelske skrifter.
Da Jesus blev korsfæstet, blev han det netop via spørgsmålet "hvad er sandhed?".
I kristendommen er Sandheden åbenbaret for enhver i Jesus Kristus.
En kirke, der benægter, at der findes noget, som er usandt, forkert og leder vild, og som vi mennesker skal omvende os fra, denne kirke har benægtet korsfæstelsens sandhed.
Og hvis man laver en kirke, der i sit grundlag hævder, at det ikke hører med til en kristen kirkes væsen og pligt at skelne mellem sandt og falskt, sundt og sygt og godt og ondt, så hævder man samtidig, at størstedelen af Det Nye Testamentes brevlitteratur i sit grundelement er ukristelig.
Asger Lorentsen afviser, at der er en autoritet uden for mennesket, som kan tjene som rettesnor for at bedømme, om noget er kristent eller ikke er kristent.
Det gør han, fordi han har en helt anden forståelse af mennesket og det religiøst søgende menneske, end kristendommen har.
I kristendommen kan mennesket ikke selv finde hjem til Gud. Vi må stole på Guds nåde, sådan som den er åbenbaret os.
Ikke på os selv.
I Asger Lorentsens univers er mennesket guddommeligt, og vi skal selv finde hjem.
Den nye verdensreligion.
Men hvorfor interesserer Asger Lorentsen sig for Folkekirken?
Hvorfor kan han ikke bare lade den have sin bekendelse og selv beholde sin?
Det er selvfølgelig, fordi han, som den gode humanistiske teosof og New Age’r, han vitterligt er, ønsker at hjælpe menneskeheden på vej til øget indsigt.
Ikke ved at ophæve de gamle religioner, men ved at forvandle dem indefra, så de gamle religioner "besinder sig" på kun at være delelementer i den sande teosofiske religion.
Når alle religioner på den måde har været igennem globaliseringens og besindelsens smeltedigel, så bliver de ét, og vi har "den nye verdensreligion".
Derfor har Asger Lorentsen et ønske om at se Folkekirken transformere sig.
Det element i "den nye verdensreligion", som kristendommen og Folkekirken skal bidrage med, er "Kristusbevidsthed".
Til det kræves en ny kristologi.
Her er Kristus ikke mere en inkarnation af Guds kærlighed, som mennesket kan omvende sig til.
Nej, han er en "udstrømmer" af kærligheden, der til slut vil forene alle menneskesjæle via en indre delagtighed i kærlighedens, lidelsens og opstandelsens mysterium.
Gud døde ikke mere for os i Jesus på korset.
Han viste os bare vejen, som vi selv kan og skal gå for at smelte sammen og blive ét.
Indtil vi stivnakkede "gammelkristne" har droppet troen på Jesu død i vores sted og er holdt op med at stole på Guds nåde, men derimod er begyndt at frelse os selv (med Kristus, som en stor læremester), så er det nødvendigt med "folkets kirke".
Så kan forvandlingen af kristendommen til et element i "den nye verdensreligion" komme på skinner.
Teosoffen Søren Hauge har i sidste nummer af det alternative magasin Nyt Aspekt fra november 2004 skrevet om indre globalisering, som skal bane vejen for:
En åndelig renæssance af universel karakter, som vil forandre verdens religioner… uden at de enkelte traditioners integritet trues.
Det er så hans beskrivelse af "den nye verdensreligion".
Han beskriver to mentaliteter, der kæmper om herredømmet over menneskeheden.
· Dualmentaliteten (at man tænker i sandt og falskt, godt og ondt, sort og hvidt osv.), hvis kendetegn er polarisering, frygt og grænser, bekæmpelsen af "den indre globalisering" og forvandlingen af verdensreligionerne.
· Enhedsmentaliteten (at man ikke tænker „dualt", men at man er bevidst om at sandt og falskt, godt og ondt osv. bare er delelementer i en højere sandhed, der kan erkendes på et højere bevidsthedsplan), hvis kendetegn er enhed, tillid og forbundethed, hvilket peger frem mod den nye verdensreligion.
Ved enhver stor overgang, både i den enkeltes personlige udvikling og i menneskehedens udvikling, møder man en tærskelvogter, der udtrykker egoets modstand mod "det højere selvs" ønske om at sætte sig igennem.
Tærskelvogteren svarer til dualmentaliteten, der altså er en lavere bevidsthedsform, der skal overvindes, før den indre globalisering og "den nye verdensreligion" kan sætte sig igennem.
Menneskehedens tærskelvogter ved den overgang, vi står overfor, viser sig udadtil som materialisme, der er kendetegnet ved binding til ting og begær.
Indadtil viser den sig som fundamentalisme, som er kendetegnet ved binding til ideologier og frygt.
I kristendommen er der ikke nogen skarp dualisme mellem materielle ting og et dybere guddommeligt selv.
Det hele er skabt af Gud.
Gud er til gengæld i al evighed noget andet end mig.
Men hvis vi ikke er bundet til en bestemt person, Jesus Kristus, og hvis ikke vi tror på, at noget bestemt om ham er sandheden, så er vi ikke kristne.
Og som kristne har vi frygten som en helt central baggrund for vores religion.
Hele vores glade tro lever jo ud af den erkendelse, at hvis det ikke var for Jesus Kristus, så ville vi fare vild og komme væk fra Gud.
Så vi frygter både os selv og de ting, der vil føre os væk fra ham.
Læs hele artiklen på:
http://www.dci.dk/?artikel=1225
